Fredag, dag 7 efter jordskælvet:

Så fik jeg også prøvet et efterskælv, vågnede ved, at bygningen rystede og folk råbte og hundene gøede. Det var som om et gigantisk trykluftbor gik i gang lige udenfor eller som at stå på en station mens et tog farer forbi. Nepal -noedhjaelp
 
 

Fredag d. 1. maj

Klokken var cirka tre om natten. Jeg åbnede døren og stillede mig i døråbningen, som vi havde aftalt den første dag. En New Zealænder i værelset ved siden af åbnede sin dør. 'Skal vi ud?,' spurgte jeg. 'Ja det synes jeg. I hvert fald for et øjeblik.' Jeg bankede på hos Anders flere gange, men han sov videre. 'Skal jeg få ham op.' 'Jeg ved det ikke.' Jeg spurgte receptionisten, men han sagde, at det var ovre, og at der ikke var grund til at gå i panik. Måske jeg skulle have banket hårdere, fået ham op. Vi gik ned og ud sammen med ti andre. Samlede hurtigt det vigtigste, telefon, grab back, sko. Så stod vi der og kiggede op. Pie i bare tæer. Jesper og Poul Henning ville bare sove videre på deres værelser. Mine ben rystede lidt, og jeg kunne mærke adrenalinen pumpe. Det er sådan, de har det, tænkte jeg. Dem der ikke har lyst til at flytte tilbage. Dem jeg mødte i går og i forgårs under presenningerne. Kan godt forstå, at folk i almindelige huse sover i det åbne eller under dørkarmen. Var det et stort efterskælv? spurgte jeg. 'Fairly Big'sagde new zealænderen. 'Jeg plejer at kunne sove fra det.' Efter ti minutter gik vi ind igen. Kiggede på bygningen, sparkede lidt til soklen, vurderede, er alt som det skal være, stadig solid, ikke skæv eller revnet nogen steder? Sikrede os at nødudgangen virkede ordentligt, at døren kunne åbne. Jeg stillede min taske tættere på døren, da jeg kom ind. Skiftede seng til den nærmere udgangen. Prøvede at lade være med at tænke mere. Bare sove nu.

Vi har været på langfart i dag. Vi ville gerne have været til Sindhulpalchowk distriktet, der har været på alles læber i medierne, fordi andelen af ødelagte huse her er på 90 procent, fordi dødstallet er omkring de 1000 mennesker, og fordi det er nemt at komme dertil. Men vi får at vide, at der ikke er nok nødhjælp til alle deroppe, og at vi derfor ikke kan tage derop. Vi risikerer at gøre folk mere vrede, hvis vi kommer uden noget til den eller med for lidt.

 

Kommer nødhjælpen frem?

Der er altid kritik af, at hjælpen ikke kommer hurtigt nok ud i katastrofer og den her er ingen undtagelse. Men det er langt mere kompliceret at give nødhjælp, end vi kan lide at kommunikere. Vi kan godt lide at fortælle, at der er hjælp på vej og at den snart er klar til at blive uddelt. Forleden fortalte vi om 64 tons og 11 fly fra røde kors der bare var klar til at lande. Men vi glemmer at fortælle, at vores fly først skal have landingstilladelse, at vi skal finde ledige warehouses og lastbiler og i denne situation helikoptere. Vi glemmer at sige, at vi måske skal have varerne gennem tolden, og at det ofte tager lang tid i udviklingslande. Vi glemmer at sige, at folk uden for mediernes søgelys arbejder hele natten med at få logistikken til at gå op. Sådan nogle er de håndfaste mænd i lufthavnen Peter og Peter, der slås med at skaffe landingstilladelser og som heldigvis i dag fik lidt tid i medierne, da Simi Jan fra TV 2 ringede for at få lov at lave en historier med de to herrer. Det er serien om Heathrow lufthavn gange tusind, sagde jeg til hende.

 

To andre, der har arbejdet i skyggen af hele operationen er Andreas og John, der sammen med vores chef for operationen Peder Damm er igang med at søge penge hos EU, så vi kan fortsætte vores hjælpearbejde. De har foreløbigt ædt sig igennem seks-syv pakker toblerone og siddet oppe til tre om natten med deres øjne stift rettet mod computerskærmen for at skaffe penge, så vi kan fortsætte operationen.

 

Jeg spørger vores lokale fotograf Sailendra om han synes det går langsomt, og han siger, at der mangler kommunikation om, hvad det er der sker undervejs i processen. Det er jeg enig i. 


Nærmere jordskælvets epicenter

Vi har i dag været nærmere epicentret til et distrikt, hvor det er svært at få hjælpen frem. Der er tre timers kørsel derud og de fleste landsbyer kan man kun få kontakt via helikopter. Det er fantastisk at se de lokale røde kors frivillige læsse ris og anden nødhjælp på den helikopter der skal forbi syv landsbyer, der aldrig har haft en rigtig vej. Og det er rørende at høre historien om den otteårige pige der endelig er blevet fundet i bjergene og bragt til hospitalet i hovedbyen.

Se mere ovre på Røde Kors Facebook

Hjemme på hotellet i Kathmandu, spørger jeg Jesper hvordan deres dag er gået. Don't ask siger Jespers blik. Han blev sendt herned for at dele nødhjælp ud. Men er endnu ikke kommet igang endnu. Vi er ved at være lidt frustrede siger Jesper. Forhåbentligt kommer der varer ind, så vi kan dele ud i morgen. Men lige nu hænger det meste fast i tolden.