Onsdag, dag 5 efter jordskælvet

Jeg har sovet relativt godt i nat. Jeg mærkede ikke det efterskælv, som Anders Ladekarl fortæller mig, der har været.
 
 

Onsdag d. 29. april 2015

Folk flygter fra Katmandu

Over morgenkaffen fortæller vores katastrofekoordinator Peder Damm, der har været leder af vores operation i Haiti og i Tsunamien (og efter sigende engang har amputeret en mand med en schweizerkniv) os, at 400 busser forlader katmandu, fordi folk vil hjem til deres landsbyer. Vores fotograf og lokale fixer Sailendra fortæller, at det kun er busser til inderne, som Indien har sat ind. Der er i alt 200.000, der er flygtet hjem fordi de ikke længere har noget hjem eller nogen muligheder for at købe noget i hovedstaden. Eller fordi de vil hjem og se til deres familie, der måske er endnu hårdere ramt. Han siger også, at de vil sende en delegation ud for at kigge på de områder, der ligger tættere på epicentret, men at der ikke nødvendigvis er flere omkomne eller berørte der. Det kommer an på hvordan det skælvet har ramt.

Anders skubber til mig og peger ud af vinduet i bilen. Der er kilometerlange køer til busserne, og folk sover i telte i rundkørslerne.

Gamle venner mødes på Nepalesisk Røde Kors’ hovedkontor

På hovedkontoret er der et rend af mennesker med røde kryds på ryggen. Alle er kommet i dag, og der bliver klappet på ryggen og hilst på gamle kendinge fra hele verden. Forkortelserne fyger gennem luften. ERU, DREF, DIPECO, WATSAN. Nødhjælpsfagsprog og glæde.

Nordmændene vil gerne have et felthospital med 60 senge ind, men lufthavnen vil ikke give landingtilladelse. Alle er enige om, at lufthavnen er en enorm flaskehals, og at den er dårlig organiseret. Jeg er ikke den eneste, der får lov at vente på min bagage.

Inden jordskælvet var hun mor til fire – nu er hun mor til tre

Vi tager til Bhaktapur for at se, hvor slemt det står til. De næste timer kravler og klatrer vi igennem mursten, træbjælker, betonsøjler, legetøj og skolebøger, det ene kvarter efter det andet med halverede eller kvartede huse. Vi møder mænd og kvinder, der blankøjede kigger på det, der er tilbage af deres huse og deres familier. Flere har mistet nogen, og flere er ikke fundet endnu. En af dem vi møder var mor til fire, da jordskælvet ramte. Nu er hun mor til tre. Hendes 15-årige datter nåede ikke ud, fordi hun var i bad. Nabohuset væltede ned i deres lejede blikhus, og nu har de ikke andet end den presenning, den dunk med regnvand og det udendørs das, de deler med 125 andre.

Gråd, stor sorg og lugten af lig

Få meter derfra står et hus åbent som et dukkehus. Familien sad i sofaen og så fjernsyn, da væggene og fjernsynet væltede ud. Så kravlede de ned ad bogreolen for at komme ud. Men det der påvirker mig mest er den kvinde, der græder og græder, da de bærer hendes svigermor og søster ud i hvide ligposer fra toppen af en bygning. Jeg tror, det er lugten. Sådan lugter lig, siger Anders, der også virker berørt af situationen. I tsunamien var det næsten ikke at klare. Det var meget værre.

Duften, sporhundenes gøen, fluerne og kvindens gråd sætter sig i mig. Jeg tager tilbage til hovedkvarteret for at skrive.

Ikke det samme som i Haiti

Anders taler med Politiken, Berlingske, Ritzau og Jyllandsposten og gør klart, at det her ikke kan sammenlignes med Haiti, bare fordi lufthavnen er vanskelig, og der er tale om et jordskælv. Haiti var langt større og langt mere kompliceret og uorganiseret. Folk er på plads hurtigere end nogensinde her, siger han. Og man har faktisk forberedt sig godt.

Folk sover i telte hos den danske ambassadør

Vi når en tur omkring den danske ambassadør. Hun har fyldt sin have med telte og sin ambassade med unge bagpackers, der gerne vil hjem nu. Der er endnu to, de mangler at høre fra og cirka ti, der stadig er i bjergene et sted. Hun siger, vi sagtens kan ligge i telt i haven, hvis vi vil, og så vil hun gerne høre, hvad Røde Kors foretager sig.

Det sidste jeg ser på Twitter, inden jeg går i seng om aftenen, er, at dødstallet nu er over 5000, og at antallet af hjemløse er over en halv million.