Dansk læge: Forholdene er ekstreme

Danske Christian Jensen arbejder i øjeblikket som læge i den nepalesiske bjergby Singati. Jordskælvene efterlod byen i ruiner og uden sundhedspersonale.
 
 

Det er barske forhold, som vores læge i Nepal, Christian Jensen, arbejder under i den fjernliggende bjergby Singati. Læs hans egen fortælling nedenfor:

Læger og sygeplejesker forsvandt

Heldigvis var det en skolefridag, da det andet store jordskælv i Nepal ramte Singati den 12. maj. Så de mange børn, som badede i floden, reddede livet, da skælvet ramte.

Men da støvet havde lagt sig, var husene væk og for mange også deres familie.

Skælvet skånede hverken sundhedsklinikker, sundhedsposter eller sundhedspersonale, og de fleste sundhedspersoner, som overlevede, flygtede i dagene efter.

Enten af angst for efterskælv eller for at finde deres familie. Området var herefter reelt uden sundhedstilbud for de tilbageblevne.

Røde Kors missionen, som jeg er udsendt på, har til formål at etablere en midlertidig sundhedsklinik og opsøge landsbyerne i distriktet med mobile sundhedsteams.

Fødende kvinder bæres på ryggen

Området ligger på kanten af Himalayabjergene og er svært tilgængeligt. Vi benytter specielle 4-hjuls trukne biler for at komme frem, men ikke alle landsbyer er tilgængelige i bil, så patienterne må i stedet komme dertil, hvor vi kan nå frem.

Ofte har de gået i mange timer for at få behandling. Vi har set fødende kvinder blive båret i kurv på ryggen af en båre for at komme hertil.

Landsbyen er oftest kun en bunke murbrokker, og vi må enten sætte et telt op eller benytte, hvad der er tilbage af ødelagte bygninger.

Patienterne kommer med en lang række forskellige symptomer. Vi ser mange jordskælvsrelaterede skader, svære psykiske traumer, diarresygdomme og fnat hos børn.

Mange af sygdommene er relateret til eller forværret af, at byerne nu er uden rent vand og uden toiletforhold. Mange lever under presenninger eller i telte.

Overhængende risiko for jordskred

Vi mærker dagligt efterskælv, og pga. monsunregnen og de mange sprækker i bjergene, som jordskælvet har skabt, er risikoen for jordskred overhængende overalt.

De Røde Kors delegerede må, ligesom befolkningen, leve med denne risiko.

Langsomt er oprydningen og genopbygningen ved at starte. Synet af disse familier, der er i gang med at prøve at finde deres sparsomme indbo i brokkerne af det, der engang var et hjem, virker hjerteskærende.

Men midt i al denne elendighed har hovedparten af disse ukuelige mennesker et fuldstændig uforståeligt overskud til et bredt smil, et buk med hovedet og et namaste til hilsen.”