14-årige Nyany fra Sydsudan blev pludselig mor for hendes tre søskende

Nyany og hendes søskende levede af græs og frugt i 12 dage. Lige siden 15. december har hun været mor for sine tre mindre søskende.
 
 

Af Troels Donnerborg, trdon@rodekors.dk, Foto: Poul Madsen.

Vi lå og sov klokken 10 om aftenen, da vi hørte skud. Der var soldater inde ved naboen, og kampene begyndte i militærbarakkerne 500 meter fra, hvor vi boede. Det var min mor, der vækkede os. Min mor løb ud med de to tvillinger på halvandet år på armen og tabte en af dem på vej ud.

Jeg samlede ham op. Det var helt sort nat, så jeg kunne ikke se min mor. Jeg kiggede mig omkring, men hun var væk. Og så hørte jeg en sige, at vi skulle løbe mod bushen. Vores nabo kom også ud af sit hus med sine børn, så vi løb sammen med dem.

Meld dig som indsamler

Levede af græs og frugt i 12 dage

Vi begyndte at gå til byen Nimule. Det var besværligt at gå i bushen, og vi var ikke vant til at gå så langt. Vi fik kun nogle græsser og frugter at spise. Børnene græd hele tiden, og vi kunne kun give dem vand fra vandløb. Det hårdeste var, da mine søskende blev for trætte til at gå. Nogle kastede op, og mit ben begyndte at hæve op. De ville ikke spise de frugter, vi gav dem, og de ville ikke gå.

Jeg puttede varmt vand på mit ben, der var hævet af torne fra bushen. Vi ville bare videre, for vi vidste, at vi alle var kvinder, og at det var farligt for os at gå der. Hvis vi stoppede, risikerede vi at blive dræbt. Måske ville børnene også blive dræbt, og i hvert fald ville de ikke vide, hvad de skulle gøre.

Vores nabo tog et barn på sin ryg, et andet på skulderen og et tredje på sin arm, og så var der en, der løb ved siden af. Efter 12-15 dage nåede vi Nimule, og her sagde vores nabo til os, at vi ikke skulle gå nogen steder. Vi skulle være ved hende. Jeg græd rigtig meget, for jeg tænkte meget på min mor. Så kom der en bil og samlede os op og tog os med til Elegu. Derfra blev vi bragt hertil Uganda.

Savner omsorg og alentid

Vi får nu hjælp af Røde Kors til at forsøger nu at finde vores mor gennem Røde Kors, men jeg har ikke hørt fra hende, så jeg tror hun er død. Vi har fået en hytte, hvor vi kan bo og en lille have, hvor vi kan dyrke majs og sorghum op og den slags. Vores nabo fra Sydsudan bor også ved siden af os her i Uganda, og hun siger, at hun gerne vil betale for vores uddannelse. Hun siger, at hun vil betale for to af sine egne børn og to af os. Men hvordan skal hun kunne det?

Hun sælger nogle af hendes fødevarerationer for at få råd. Men det er ikke nok til at betale, og vi bliver bare sendt hjem igen, når hun ikke kan betale skolen. Der er ikke noget mad. Vi spiser altid bønner og er afhængige af hjælp udefra. Hvis den lille er syg, skal jeg tage ham til sundhedscentret. Han har blandt andet haft malaria.

Hvis min mor var her, ville hun tage sig af alting, og hun ville tjene penge så vi kunne gå i skole. Den yngste minder mig så meget om min mor. Jeg savner hende. Hver dag skal jeg tage mig af alting. Det er ret hårdt, og jeg vil også gerne selv tages af. Jeg håber, at min mor er i live, og at hun vil komme her og bo. Hvis hun var her, og jeg kunne gøre lige, hvad jeg ville, ville jeg gå ud og hente brænde alene. Eller lege. Alene.