14-årige Deng fra Sydsudan kastede sig i floden

Da oprørerne dræbte hans forældre, var 14-årige Deng fra Sydsudan glad for, at han havde lært at svømme. Han havde mistet håbet om at finde sin familie. Men efter et halvt år alene på flugt, skete der noget.
 
 

Af Troels Donnerborg, trdon@rodekors.dk, Foto: Poul Madsen

Jeg stod og lavede mad, da jeg hørte skud. Mine forældre havde spurgt, om jeg ville lave min livret awal wala, der er mel og vand i olie, så det gjorde jeg. Mine forældre var uden for hytten, og normalt ville jeg også være det, for jeg plejede at spille fodbold i min landsby Werkok på det tidspunkt.

Da jeg hørte skuddene, skyndte jeg mig ind under sengen i stedet. Nogle mænd med skydevåben kom ind i huset, men de så mig heldigvis ikke. Jeg var ret bange, men da jeg kunne høre, at de var gået igen, sneg jeg mig ud. Her så jeg mine forældre og min bedstemor ligge på jorden. De var allesammen døde.

Meld dig som indsamler

Havde lyst til at skrige

Jeg havde lyst til at skrige, råbe og græde. Men jeg gjorde det ikke. Jeg kunne se, at oprørerne var lidt længere nede ad gaden igang med at jage nogle andre. Jeg løb væk alene, men fandt hurtigt sammen med en anden dreng på min egen alder. Vi sprang ud i floden for at svømme over på den anden side. Der var meget strøm.

Jeg var ikke bange for at drukne. Kun bange for at oprørerne ville få mig. Jeg har svømmet hele min barndom, så jeg klarede den. Men den anden dreng var ikke så god til at svømme som mig. Jeg så ham drukne derude. 

Lige før jeg ikke kunne mere, kom der en motorbåd og hev mig op. Folkene i båden var også på flugt, så de fik mig på en eller anden måde til hovedstaden Juba. Jeg var SÅ træt. Inde i Juba efterlyste de resten af min familie i kirken. Men da der ikke kom nogen for at hente mig, tog vi til byen Nimule for igen at efterlyse min familie i kirken. Det gav heller ikke noget resultat. Og så blev jeg taget med hertil Uganda.

Hoppede op i luften af glæde

Jeg var så ked af det, for jeg følte, at jeg havde mistet al min familie, og jeg var sikker på, at jeg aldrig skulle se nogen fra min familie igen. Men pludselig en dag i juni efter seks måneder, stod hun der: Min kusine.

Vi krammede hinanden virkeligt længe, og jeg hoppede op og ned i luften. Det var faktisk lidt ligesom at score et mål i fodbold. Jeg fandt ud af, at hun var rejst efter mig hele vejen efter mig for at lede. Hun havde hørt, at min familie var blevet efterlyst i kirkerne hele vejen.

Jeg tænker ikke på så mange ting efter, at mine forældre er blevet dræbt. Jeg tænker, at jeg gerne vil studere. Men der er ikke så mange skoler her. Efter nogen tid kan der måske blive bygget noget. Men der er ikke rigtig nogen, der kan betale for det. Heller ikke min kusine. Hun har også tre børn selv.