Kathrine gav lægehjælp til Beiruts mest udsatte

Den 44-årige kirurg Kathrine Holte hjalp syriske flygtninge og andre udsatte grupper i Libanon, der ellers ikke ville have råd til lægehjælp. Kathrine Holte God Kvali Bredformat
 
 

Af Stine Oksbjerg.

Der er mange hospitaler i Libanons hovedstad Beirut. Der er nærmest et på hvert gadehjørne og også en masse dygtige læger. Men alligevel er det næsten umuligt for de svageste og mest sårbare grupper i hovedstaden at få adgang til lægehjælp.

”Det libanesiske sundhedssystem er baseret på penge. Hvis du har penge, kan du blive behandlet, men hvis du ingen har, kan du ikke,” fortæller Kathrine Holte, der er speciallæge i kirurgi og tilbragte 3,5 måned i Libanons hovedstad.

Den 44-årige kirurg arbejdede på et nyt Røde Kors hospitalsprojekt i den sydlige del af Beirut, der har til formål at hjælpe de mennesker, der ikke har nogen penge og derfor ikke har mulighed for at få lægebehandling.

Patienterne var primært syriske flygtninge, men en anden uforudset gruppe fandt også vej til Kathrine Holte og hendes lokale kollegaer. Og denne uventede gruppe gjorde stort indtryk på hende.

En uventet gruppe patienter 

Omkring 300.000 unge piger fra Eritrea, Bangladesh og Etiopien arbejder illegalt som tjenestepiger i Libanon. Pigerne lever i mange tilfælde under slavelignende forhold, og hvis de flygter fra deres arbejdsgiver og bliver syge, kan de ikke få behandling.

Kathrine Holte har flere gange arbejdet forskellige steder i Mellemøsten, men hun kendte ikke til tjenestepigerne, før de dukkede op på hospitalet i Beirut.

Kathrine Holte husker især to tjenestepiger fra Etiopien, der var indlagt i al den tid, hun arbejdede i Beirut. De var begge flygtet, fordi de var blevet mishandlet af deres arbejdsgivere.

”De var ikke veluddannede, talte kun deres egen dialekt og havde ikke været uden for deres landsby, før de kom til Beirut for at arbejde. De var ret traumatiserede. Det var deres held, vi kunne hjælpe dem,” fortæller hun.