Jeg hedder Christian, og jeg hjælper de flygtede børn i Sydsudan

Jeg hedder Christian Robdrup. Jeg er 33 år og udstationeret for Røde Kors i byen Bor i Sydsudan. Min opgave er at hjælpe de mange flygtede børn med at komme til at tale sammen og lege igen. Det her er et brudstykke fra min dagbog.
 
 

fortalt til Troels Donnerborg. Foto: Christian Robdrup.

Kl. 6.50 

Vækkeuret ringer. Det er stadig halvmørkt udenfor. Jeg står op for at spise morgenmad - cornflakes med langtidsholdbar mælk og rosiner. Det er min faste morgenmad. Det er begrænset, hvad der er at få på det lokale marked. Efter morgenmaden tager jeg et hurtigt brusebad og klæder mig på.

Kl 8.26

Jeg sidder i bilen på vej til lokalafdelingen. Vi skal ud i landsbyerne for at finde de første børn, som skal deltage i vores aktiviteter. Jeg er ret spændt, for jeg har ikke været derude før, og jeg ved, det er vigtigt at få talt ordentligt med de lokale. Det er dem, der ved, hvilke børn der har størst behov for hjælp. Men kan vi overhovedet forklare, hvad vi vil? Og hvordan mon folk modtager det? Især mændene synes måske, det psykosociale arbejde med at få børnene til at lege og tale er for vattet? Jeg håber, vi kan få dem overtalt.

Kl.8.53 

Da vi ankommer til lokalafdelingen, er de frivillige i gang med en højlydt og engageret diskussion. Skal vi involvere skolelærere fra lokalsamfundet, eller skal vi nøjes med børnenes forældre. Jeg beslutter mig for at holde mig lidt i baggrunden, for jeg er selv splittet. På den ene side spiller lærerne en stor rolle, men på den anden side er mange lærere i landsbyerne af den gamle skole. Vi vil lave et frirum, hvor børnene kan udtrykke deres tanker og følelser, og det må ikke komme til at ligne en skoledag.

Kl. 12.03 

Vi ankommer til den første landsby og mødes med kvinderne i landsbyen. Det er chokerende, hvad kvinderne har oplevet. De fortæller, landsbyen blev angrebet og brændt ned. Alle måtte flygte. Dem, der kunne betale, flygtede over Nilen til en FN flygtningelejr på den anden side af floden. Mange gemte sig i sumpområderne nord for byen, hvor der både er malariamyg, slanger og krokodiller. Landsbyen blev plyndret, og mændene med våben tog stort set alt. Kvinderne fortæller, de er meget glade for at se os, og at de håber vi vil hjælpe deres børn med at få det bedre.

Kl. 12.49

Da vi spørger ind til, hvordan børnene har reageret, fortæller en af de ældre, at børnene har ændret deres måde at lege på. Før konflikten handlede legene om at drive køer eller være landmand. I dag leger børnene krig. De smider sten på bliktagene for at efterligne lyden af skud. De ældre er meget bekymrede. Jeg tænker på, at det måske er meget godt, børnene får udtrykt sig på denne måde, men jeg siger ikke noget. Det viser i hvert fald, der er et behov for, at nogen snakker med børnene og giver dem mulighed for at få luft for det, de har oplevet.

Kl. 13.33 

De ældste vil gerne have, at nogen hjælper deres børn og børnebørn, men de fortæller os også, at de mangler net og fiskestænger. Kvæget er blevet slået ihjel eller bortført, så familierne har mistet deres indtægtskilde. Jeg synes, det er en god ide at uddele fiskestænger, floden er fuld af fisk, og det vil gøre mændene i stand til igen at brødføde deres familier. Jeg lover dem ikke noget, men beslutter, at jeg vil gå hjem og kigge på mit budget.

Kl. 15.14 

Vi er kørt til dagens anden landsby. Landsbyen har modtaget en smule nødhjælp, men det er tydeligt at ødelæggelserne har været så omgangsrige, at der stadig er stort behov. Mange af husene er blikskure med hvide presenninger henover. Andre er bare mudder og brændt ned. Jeg får at vide, at der i området er op mod 100 familier, der kun består af børn, fordi forældrene er døde eller blevet væk under flugten. Og i op mod fem hundrede familier, er der kun den ene forælder tilbage. Jeg tænker, at man som barn næsten skal være glad for at have bare én forælder. En bizar og uhyggelig tanke.

17.10 

Jeg er sammen med de andre fra Røde Kors på vej hjem. Det har været en god dag i felten. På trods af uhyggelige historier er de frivillige i godt humør. Det er hverdag for dem. En af dem vil gerne hurtigt hjem, fordi han skal til fodbold, og det er første kamp, så han skal sikre sig, han starter inde. Sæsonen er kort, for regntiden begynder i april og varer til november. Jeg spørger, hvordan de landsbyer, vi har besøgt, ser ud i regntiden. De siger, man ikke kan komme dertil i bil, fordi der er vand og mudder over det hele. Så vi må hellere komme i gang med vores aktiviteter.

18.08 

Hjemme igen. Jeg har ikke fået frokost og er hundesulten. Jeg går ud på en lokal restaurant, der serverer god, stegt kylling. Jeg støder på en af de frivillige og vi udveksler historier om, hvordan dagen er gået. Bor er ikke så stor, så jeg møder ofte nogen, jeg kender. Efter middagen kører jeg hjem. Af sikkerhedsmæssige årsager skal vi være hjemme senest kl. 20. Jeg svarer på et par mails og ser en film, inden jeg går i seng.