Den stærke flygtning

Anh Lê er kendt for restaurantsuccesen LêLê. Men hun er også bådflygtning fra Vietnam. Her er fortællingen om pigen, der fik at vide, hun ikke måtte græde.
 
 

22.05.2015 kl. 12.00. Tekst: Lene Vendelbo. Foto: Camilla Schiøler

Anh er fem år og sidder i et styrhus og kigger på sin far (på billede nr 2). Han har bundet et tov om sig selv og det ror, som han er den eneste, der kan håndtere. Faren må ikke falde i søvn. Han er eneste styrmand på et skib med omkring 1.000 flygtninge. I styrhuset er også Anhs seksårige bror. De er på flugt fra det kommunistiske Vietnam. Året er 1979.

Faren var under Vietnam-krigen andenstyrmand i den USA-allierede, sydvietnamesiske flåde. I flere år efter krigen formåede familien at leve i ubemærkethed, men det kommunistiske greb strammedes om dem. Faren skulle genopdrages. Han blev sendt ud for at rydde miner. Og indså snart, at hans liv ville blive kort, hvis han fortsatte.

Sådan hjælper vi folk på flugt

Da Anh sidder i styrhuset, er de midt i familiens tredje flugtforsøg. Hendes mor og to mindre søskende ligger i lastrummet. Der var ikke plads andre steder. Og familien kom kun med, fordi Anhs far er en dygtig styrmand.

Stank af afføring

Skibet er bygget, så de flygtende kan ligge i lag. I begyndelsen er der mad, rent drikkevand og folk forsøger at besørge så anstændigt som muligt, men som dagene går, lægger der sig en tung stank af afføring på skibet. Folk er svage af mangel på mad og vand.

I styrhuset koger Anhs far ris på saltvand. Anh bliver meget tørstig af det. Hun er også bange. De første dage har hun kunnet gå lidt rundt, men nu må hun ikke forlade styrhuset. Et af de andre børn er nemlig faldet over bord. Ned til de hajer, der følger skibet. Sulten, tørsten og frygten får Anh til at græde, men hendes bror siger:

”Du må ikke græde. Det må du holde op med.”

Talte aldrig om flugten

Fra den dag græder Anh ikke længere, hvis hun er ked af det eller bange. Lige indtil i dag, hvor hun sidder i sin succesrige restaurant Lê Lê på Vesterbrogade i København og for første gang fortæller detaljeret om flugten.

Anh undskylder sine tårer, som hun forsøger at tørre væk.

”I min familie lagde vi flugten bag os, da vi kom til Danmark. Vi talte aldrig om det. Vi havde fået en ny mulighed. Men med alle de syriske flygtninge, der kommer nu, synes jeg, det er vigtigt at fortælle, hvordan det egentlig er at være flygtning. At være flygtning ønsker jeg ikke for min værste fjende,” siger den nu 42-årige Anh med tyk stemme.


Rød er flugtens farve

I 11 dage sejler faren fra land til land i håb om, at nogle vil tage imod skibet. Men alle steder bliver det afvist. De første flygtninge fra Vietnam strømmede ud fra landet i 1975. Nabolandene er trætte. Mætte af flygtninge. Situationen bliver mere og mere desperat.

Anhs far kan ikke blive ved med at holde sig vågen ved roret.
På et tidspunkt sejler de tættere på en kyst og små handelsbåde med frisk frugt falbyder deres last til de sultne. Duften af æbler fylder Anhs næsebor. Men hendes far har ingen penge. Anh må nøjes med duften. En duft, som stadig sidder i hendes næsebor i dag.

Anhs far beslutter at sejle skibet på grund en kilometer ud for Indonesiens kyst. Mange af mændene kan svømme. Børn og kvinder oftest ikke. Heller ikke Anh og broren. Faren finder en træplade, som han sætter dem op på og svømmer dem ind til nogle klipper. Her placerer han dem. Det er koldt. Anh har en rød striktrøje på.

I dag kan hun ikke gå i farven rød.

Integration er lørdagsrengøring

Familien havner i en flygtningelejr i Indonesien, hvor de er i tre måneder, før de som kvoteflygtninge får muligheden for at komme til Danmark. De havner i Nordjylland. Her bliver de mødt af Røde Kors, der serverer varm kakao og boller.
Anh lukker øjnene, snuser ind og genkalder sig den søde duft.

”Allerede da jeg kom til Danmark, var jeg taknemmelig. Taknemmelig over, at jeg havde fået en ny chance. Flugten skulle lægges bag os. Vi talte ikke mere om det. Vi var de heldige.”

Anhs familie flytter ind i et socialt boligbyggeri i Nørresundby. Her får de en kontaktfamilie, der skal hjælpe dem i gang med deres nye liv i Danmark.

”Mine forældre var hurtigt til at kopiere de danske vaner. Vi ville jo så gerne integreres og gøre som danskerne, så da familien fortalte os, at de gjorde rent hver lørdag, så gjorde vi det også,” smiler Anh.

Drømmer om at holde fødselsdag

Anhs forældre knokler begge med to-tre jobs for at få det til at løbe rundt. Og Anh får i en alder af seks år ansvar for at hente sine små brødre i vuggestue og børnehave.

Sammen går de halvanden kilometer hjem, hvor Anh støvsuger og koger ris. I andre familier er det anderledes. Det ved Anh godt.

”Jeg ville så gerne have råd til det samme. Holde fødselsdag og have en mor, der tog i mod en efter skole. Men sådan var det ikke hos os. Jeg accepterede det. For jeg vidste jo, at mine forældre knoklede, fordi de ville have, at os børn skulle have det bedste.”

Tomat var eneste frokost

Håbet om at blive som de andre klassekammerater bliver slukket helt allerede i 2. klasse.

'”Jeg inviterede en pige og hendes søskende med hjem fra skolen. De var alle adopterede fra Korea, så det var dem, som lignede mig mest. Men før vi kunne lege, så skulle vi jo lige hente mine brødre, gå de halvanden kilometer, og da vi så endelig kom hjem og kunne lege, var de sultne. Hos os skulle man spørge, om man måtte tage mad. Men min mor var jo ikke hjemme. Og vi havde kun to tomater i køleskabet. Pigerne begyndte at græde. Til sidst tog jeg en af tomaterne og skar den i fire stykker.”

Anhs øjne er atter blanke, da hun siger:
”Det lærte mig aldrig at invitere nogen hjem igen.” 

Pippi er lyspunktet

Det eneste tidspunkt på dagen, hvor Anh føler sig som et almindeligt barn, er sammen med sin lærer Jette, som hun havde ekstratimer sammen med i dansk.

For Jette spørger altid Anh og den anden pige på holdet:
”Hvad har I lyst til at lave i dag?”

Anhs øjne lyser altid af glæde. Tænk at blive spurgt til, hvad man har lyst til! Pigerne svarer altid, at de har lyst til at få læst højt af Pippi Langstrømpe – verdens stærkeste pige - så det får de hver dag i et helt år.

Bogen der ændrede alt

Selv om det går rimeligt nemt med at lære at læse, så savner Anh hjælp til lektierne, men forældrene arbejder altid. Anh selv hjælper til i morens nye grillbar i Aabybro og bruger sin opsparing på at betale for lektiehjælp.

Hun accepterer, at alle skal hjælpe til for, at grillbaren skal lykkes, men mellem hotdogs og pommes frites formulerer hun sin egen fremtid: Hun vil rejse, være millionær, inden hun bliver 40 år og giftes med en mand, som ikke er vietnamesisk. De er alt for traditionelle. Anh vil være selvstændig. Inspirationen kommer blandt andet fra bøgernes verden.

Da Anh er 12 år, læser hun Henry Miller og opdager en spraglet verden fuld af eventyr. Hun bliver voldsomt fascineret af det eksotiske, af Paris, af foie gras - intet af det minder om det, kan hun finde i Aabybro og omegn. Efter folkeskolen tager Anh derfor for første gang ud i verden. Hun arbejder som au pair i USA. Og et par år efter – i 1998 – forlader hun det nordjyske helt.

Flygtningepigen skræmmer stadig

Anh fortsætter med at rejse, får en fransk mand, starter LêLê op sammen med sine brødre, bliver en succes, bladene skriver om hende, kronprinsparret spiser med. Og Anh fortsætter med at finde på nyt, forfine opskrifter og koncept. Da hun får et barn, fortsætter hun 14 dage efter fødslen. Men indeni den succesrige karrierekvinde gemmer den lille pige på båden sig stadig.

”Jeg kan ikke slippe, hvad jeg kommer fra. At jeg er flygtning, og at jeg skal være taknemmelig for, hvad jeg har. Derfor har jeg så svært ved at slappe og nyde det, jeg har nået. Det er ikke en rettighed, jeg har.”
Anh tørrer tårerne væk.

50 mio er tvunget på flugt

”Jeg har ikke grædt, fordi jeg var angst eller ked af det siden dengang på skibet – kun når jeg har været vred eller frustreret.  Det lyder ret sindssygt, kan jeg godt høre. Jeg bryder mig faktisk ikke om det, det betyder, at jeg er svag. Det er ikke mig. Jeg skal være stærk. Den dag jeg giver slip, så ramler det hele sammen, så kommer den lille flygtningepige frem.”