Mød manden bag katastrofen

Når katastrofer pulveriserer bygninger og kræver menneskeliv, ringer telefonen hos Arne Vågen. Mød den utålmodige katastrofechef i Røde Kors, der trykker på liv-og-død-knappen, når han beslutter, om der skal rykkes ud - en benhård prioritering.
 
 

11. oktober 2016. Tekst Lene Vendelbo. Foto: Camilla Stephan

Arne Vågen er 18 år gammel, da han tror, han ser sin fremtid: En kampvogn.

”Den vil jeg køre. Jeg vil styre den,” tænker den unge gut fra Trondheim i Norge. Han bliver optaget på sergentskolen og tager toget de 500 kilometer sydpå til hovedstaden Oslo.

Støt vores arbejde med et månedligt bidrag

”Det var som at lande på en anden planet. Jeg kunne mærke, at det var vigtigt for mig at komme væk og opleve noget andet – noget større, end det jeg kom fra, hvor jeg kun havde været i udlandet en gang på en lejrtur i Sverige i 9. klasse,” husker den nu 64-årige nordmand tilbage.

”Jeg ville ud! Se! Opleve!”

Ville have fået en diagnose som barn

Og her er måske kimen til at forstå en mand, som siden har brugt størstedelen af sit liv på at rejse til verdens afkroge i spidsen for katastrofehjælp. De seneste år som katastrofechef i Røde Kors Danmark. Men lad os lige køre kampvognen i garagen først.

”Jeg kørte faktisk kampvogn i tre år i Norge,” fortæller Arne Vågen og kan ikke lade være med at grine af tanken om de fremtidsdrømme, han havde som 18-årig. Benzinen er fordampet fra blodet, men militæret sidder stadig i manden. Han kan lide klare ordrer og handling. Alt midt i mellem er en kamp med en altid iboende utålmodighed.

”Der skal helst ske noget – pulsen skal op ret tit. Sådan har det faktisk altid været. Da jeg var barn, kunne jeg ikke sidde stille et sekund. Faktisk var jeg nødt til at holde et års pause i gymnasiet, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig om skolen. Det år arbejdede jeg på en byggeplads. I dag ville jeg nok have fået en diagnose.”

Trives i katastrofer

Arne Vågen har det allerbedst, når han får lov at arbejde, mens tyfoner raser, floder æder landskaber, og jordskælv pulveriserer huse.

”Det er som om, jeg får en multivitaminindsprøjtning. Jeg kan lide at være i en katastrofe, fordi her får jeg lov til at gøre det, jeg er allerbedst til, og som militæret giver en et talent for: Klarer ordrer, løsning af opgaven og meget lidt snak. Tiden flyver afsted under en katastrofe, og det kan jeg godt lide.”

Når katastrofen rammer, er Røde Kors til stede

Mellem katastroferne sørger han for at optimere udstyr og medarbejdere, så Røde Kors altid kan rykke ud, når katastrofen sker. Han bruger også tid på at rejse til de mere stille brændpunkter, hvor katastrofen udvikler sig langsomt for at vurdere, hvordan Røde Kors bedst kan hjælpe.

”For nylig var jeg i Malawi for at få et overblik over den tørke og sultkatastrofe, landet kæmper med. Jeg mødte blandt andet en 19-årig ung kvinde, som sad med sine tvillingebabyer. De havde intet at spise og intet medicin. Jeg har set meget i årene, men det gør selvfølgelig indtryk på mig, og efterfølgende har vi sat et større hjælpeprogram i gang, hvor vi blandt andet uddeler mad til skolebørn.”

Er blevet bedre til at sige nej

Selv om Røde Kors hjælper mange steder, er det hele tiden en vurdering, og ind i mellem må Arne Vågen sige nej til at hjælpe mennesker i nød. At være katastrofechef indebærer altid en benhård prioritering af, hvem der har mest brug for hjælp.

”Da jeg var yngre, var det klart sværere for mig at sige nej, men man er nødt til at være professionel omkring det. Man må dog aldrig blive kynisk. Mennesker i nød bliver ved med at røre mig og vække min medfølelse.”

Netop mødet med de mennesker, Røde Kors hjælper, er afgørende i forhold til at holde kynismen fra døren.

Du kan hjælpe - bliv fast bidragsyder

”Jeg har brug for at møde dem og se katastrofen med mine egne øjne. Omvendt kan jeg ikke gå ind i enkeltpersoner. Det vil være uprofessionelt. Det er selvfølgelig en balancegang, men når jeg tænker på, at dem, jeg har mødt i Malawi, faktisk får hjælp nu, så gør det mig glad. Og det er også derfor, jeg kan blive ved.”

Cykelslange dræber i Rwanda

Arne Vågen har arbejdet med og i katastrofer i knap 30 år. Og nogle ansigter forsvinder ikke, som børnenes i Tjetjenien i 1999, hvis øjne var store og tomme, men ikke kiggede på noget. Også billeder af det bestialske folkedrab på 800.000 mennesker i 1994 i Rwanda bliver med jævne mellemrum fremkaldt på Arne Vågens nethinde – og ikke altid frivilligt.

”Jeg glemmer aldrig den unge mor, der lå i vejkanten uden for hovedstaden Kigali. På ryggen havde hun en baby, som var bundet fast med et tørklæde – sådan som mange afrikanske kvinder gør. Både moren og babyen var døde. De havde fået smadret deres kranier af en cykelslange med sten i.”

Også kokken, som lavede mad til ham og de andre, han boede hos i Rwanda, insisterer på at blive i Arne Vågens tanker, selv om det er 20 år siden.

”Tænk, så stod han der og skrællede kartofler til os, selv om han havde mistet sin kone og fem børn.”

Hjælp os med fortsat at kunne hjælpe i Syrien

Da Arne Vågen efterfølgende kom hjem fra Rwanda og igen var en del af en småbørnsfamilie i København, blev krigsoplevelserne sat på spidsen med et brev fra den lokale dyrelæge. Det var adresseret til børnenes højtelskede kat Sofus.

”Kære Sofus, det er nu tid for din årlige undersøgelse, læste jeg. Det virkede helt vanvittigt efter Rwanda – tænk at skrive et brev til et dyr. Jeg husker, at jeg syntes, det var meget lidt vigtigt med Sofus’ kontrol, men han kom selvfølgelig afsted.”

Finder fred i haven og dagens nyheder

Selv om kontrasterne kan være store, så deler katastrofechefen sjældent sine oplevelser med sin kone eller de nu voksne børn.

”Når jeg har været ude, har jeg fået nok. Jeg vil helst have fred for det. Og så tror jeg, det hjælper, at jeg generelt ser lyst på tilværelsen – du ser mig ikke sidde og gruble.”

Fred finder han i sin have.

”Jeg er en mand uden hobbyer, men jeg kan godt lide at gå rundt i haven. Her kan tingene og tankerne falde på plads. Jeg går mest bare og kigger,” siger han. Katastrofechefen har ingen hobbyer, men interesserer sig til gengæld for verden – for politik og samfund.

Yndlingstidspunktet er timen mellem seks og syv om morgenen, hvor han sætter sig med stærk kapselkaffe og Politiken. Måske møffer familiens ti år gamle Cavalier King Charles Spaniel, Bastian lidt rundt. Men ellers er der stille.

Støt med et fast beløb hver måned

”Jeg er helt væk.”

Børnene er flyttet hjemmefra, og hans kone møder først verden efter klokken 7. Når Arne Vågen har læst avisen, kommer turen til net-medierne, inden han er klar til at tage ind til Røde Kors for at arbejde. Og arbejde er han i øvrigt ikke meget for at kalde det.

”At være katastrofechef er ikke et job. Det er en livsstil.”

Altid klar til at rykke ud

Denne livsstil kræver tilgængelighed og her-og-nu-beslutninger, for katastrofer venter ikke på kontortid og diskussioner i plenum. Arne Vågen er altid klar, og det samme er hans medarbejdere.

”Da tyfonen ramte Filippinerne i 2013, ringede de fra Internationalt Røde Kors i Geneve klokken 3.30 om natten for at høre, om vi kunne hjælpe. Tre timer senere havde vi den første mand klar i Kastrup Lufthavn,” lyder det fra katastrofechefen om den handlekraft, der gør det muligt for ham at varetage et job som katastrofechef. Han understreger samtidig, at en så massiv indsats kun kan lade sig gøre, fordi alle medarbejderne er så godt forberedte – lige fra fundraising til katastrofeafdeling

Sådan arbejder vi under katastrofer

”Alle smider, hvad de har hænderne, når der sker en katastrofe. Og de ved præcis, hvad de skal gøre. Det er helt særligt ved Røde Kors og ikke noget, jeg har oplevet andre steder.”

Fandt sin kone på en mission i Irak

Ét er de pludseligt opståede naturkatastrofer, noget andet de langstrakte, menneskeskabte krige og konflikter, som ikke altid er den sjoveste del af jobbet. Men som står højt på katastrofechefens to-do

”Som chef er jeg nødt til at gå forrest. Jeg kan ikke sige nej til at rejse til meget farlige lande. Jeg har for eksempel netop været i Afghanistan, og det havde jeg bestemt ikke lyst til.”

Sidste år var han i Syrien, hvor en mortergranat faldt meget tæt på bilen.

”Lufttrykket fik ligesom bilen til at give et lille hop fremad. Det var tæt på, tænkte jeg.”

Men de farlige missioner til verdens brændpunkter kan også bringe positive historier med sig. Vi skal tilbage til kaosset i 90’ernes Irak for at få historien om, hvorfor norske Arne egentlig er gift med danske Anne.

Året er 1991, og Arne Vågen har arbejdet i et par år for FN. Anne er lige ankommet og er med det samme endt i et trafikuheld uden for FN’s hovedkvarter. Det er varmt, og chaufføren i den anden bil råber ophidset på arabisk. Hans forrude er smadret.

”Anne kommer ind på kontoret, og jeg tilbyder at hjælpe. Jeg kan lidt basar-arabisk og giver ham 500 dinarer til en ny rude. Og ja, så får jeg Annes opmærksomhed. To år efter er vi gift.” Historien får smilet frem i det furede ansigt, selv om det er 25 år siden.

Arne Vågen laver et stop i talestrømmen. Det er blevet tid for at komme ind på det arbejde, som ikke er et arbejde – og som han ingen planer har om at stoppe med at møde op til, selv om han nærmer sig pensionsalderen:

”Det lyder faktisk lidt kedeligt at være pensionist – jeg bliver helt utålmodig ved tanken.”