En piges plads er i hjemmet!

Ruth er en helt almindelig malawiansk pige på 15 år, som passer sin skolegang og bor hjemme sammen med sine forældre og søskende i sin landsby. For et år siden var Ruths situation dog en helt anden.
 
 

Tekst/fotos: Carl Gustav Klemmed Lorentzen

Ruth havde netop født sin lille datter Esther, flyttet hjem til sin kæreste i nabolandsbyen og droppet ud af skolen. Ruth var med ét blevet en af de 47 % af landets unge piger, som får børn og bliver gift, før de fylder 18 år. 

"Jeg droppede ud af skolen, fordi jeg fik et barn med min kæreste, som mente, at en piges plads er i hjemmet", fortæller Ruth

Kærestens holdning til Ruths skolegang deles af mange og har betydet, at 40 % af gymnasiepigerne dropper ud af skolen, fordi de skal passe hjemmet, landbruget og børnene. Ruth havde allermest lyst til at blive hos min familie og følges med sin tvillingesøster Lydia i skole, men familien havde ingen penge, fordi tørken og oversvømmelserne havde ødelagt høsten gennem to år. 

DSC 7517

"En dag kom Ellen fra Røde Kors og besøgte mig og begyndte at tale med mig om, hvor vigtigt det var, at jeg fik en skoleuddannelse, men min kæreste ville stadig have, at jeg blev hjemme", siger Ruth.

Ellen blev dog ved med, at komme igen og igen og snakkede med både mine forældre og min kæreste om, at en piges plads er i skolen!

"Til sidst blev vi enige om, at jeg, kunne flytte hjem til mine forældre igen, som hjælper med at passe Esther, og at jeg kunne komme tilbage til skolen med støtte fra Røde Kors til uniform, blyanter, kladdehæfter, sko, bind og soyablanding (kosttilskud) til mit lille barn."

DSC 7357

"Nu er jeg aktiv i en Røde Kors-pigegruppe, hvor vi støtter hinanden i at gennemføre vores uddannelse. Når jeg er færdig med skolen, kunne jeg godt tænke mig at arbejde med børns sundhed på en eller anden måde, gerne for Røde Kors," griner Ruth.

Tak fordi du som Røde Kors-fadder hjælper hundredevis af piger som Ruth tilbage i skolen!