Du får håbet til at spire blandt vores fadderbørn!

Dit fadderskab er nemlig med til give et måltid mad til 12.000 fadderbørn på skoler i de mest udsatte områder i Malawi. Her stiller de mange børn sig i kø hver morgen, mens Røde Kors-frivillige rører den dampende grød sammen.

Hver portion koster blot 1 krone, og her kan du se, hvordan det ser ud, når 600 børn får dagens måltid en tidlig februar morgen på en skole i Mwanza, som ligger i det vestlige hjørne af Malawi.
 
 

Tekst og foto: Carl Gustav Klemmed Lorentzen

Skolebørnene skaber lidt trafik på de ellers øde veje i Mwanza, når de går i skole. Ellen på billedet går otte kilometer hver vej. Inden Røde Kors uddelte skolemad, gik hun begge veje på nærmest tom mave, da hendes eneste rigtige måltid mad, er den mad, hun får på skolen.

Skolemad 2

Skolen i Mwanza blev bygget sidste år og har 600 elever, som bliver undervist både inde og ude under træerne, eller i små hytter med græstag. 

Skolemad 3

Foran denne simple hytte, hvor 60 børn undervises denne morgen, har Røde Kors-frivillige plantet majs og andre grønsager, som skal bruges til skolemaden. 

Skolemad 4

Eleverne er begejstrede for de lokale Røde Kors-frivillige, som hver morgen laver mad til dem. De to mænd på billedet er en ældre høvding og skolelederen, som begge er med til at organisere maduddelingen.     

Skolemad 5

Eleverne hjælper til med at gøre klar ved at hente vand til madlavning og håndvask, inden maden uddeles. 

Skolemad 6

Alle stiller sig roligt i kø med hver sin kop eller tallerken og venter på, at det bliver deres tur til at modtage dagens måltid. 

Skolemad 7

Inden maduddelingen skal alle vaske hænder med sæbe. Manglende hygiejne er et stort problem, da de fleste elever er meget sårbare overfor bakterier pga. af under- og fejlernæring. Oplysning om sanitet og hygiejne er en del af de frivilliges opgaver og har betydet, at antallet af børn med diarré er faldet markant. 

Skolemad 7

Skolemaden er en grød lavet af majs, bønner og soja beriget med protein og vitaminer.

n

Områdets høvding fortæller, at skolemaden er med til at fastholde børnene i skolen, fordi forældrene har et måltid mindre at tænke på og derfor ikke tager børnene ud af skolen, fordi de skal hjælpe med at skaffe mad. Ofte bliver pigerne giftet bort.

Skolemad 7

Når grøden er spist, kan undervisningen begynde. Lærerne fortæller, at eleverne er for sultne og trætte til at høre efter, inden de har fået mad. Skolemaden har dog fået alle eleverne tilbage i skole med fornyet energi og håb om at gennemføre semesteret.

Skolemad 7

De mindre børn, som er særligt udsatte, får ekstra kosttilskud af jordnøddesmør med proteiner og vitaminer.

Skolemad 7

Hjernen påvirkes af sult, som kan forsinke hjernens udvikling, og får børnene ikke mad nok, vil de senere klare sig dårligt i skolen og ikke kunne uddanne sig, som de drømmer om.  

Skolemad 7

Børnenes immunforsvar forværres ligeledes, og derfor rammes de hårdere ved infektionssygdomme, som de, i værste tilfælde, kan dø af. 

Skolemad 7

Men hos fadderbørnene spirer håbet ved hver tallerken grød og med udsigten til en bedre høst end sidste år.

Tak for din støtte!