Ungdomsklubben fik Rose tilbage i skole

I Malawi er ungdomsklubberne stedet, hvor man håndterer store og svære emner. Det er her, man lærer at sige fra og til. Og det er her, man kæmper for en bedre fremtid for alle unge.

Drama i Røde Kors' ungdomsklub:

Her deltager Rose (15) i et skuespil i Røde Kors' ungdomsklub. Ungdomsklubben bruger drama og sange til at sætte fokus på vigtige problemer som skoleudmeldinger, tidlige ægteskaber og teenage-graviditeter. Fotos: Røde Kors i Malawi.

Mange piger bliver taget ud af skolen for at arbejde, når økonomien er presset, og udgifterne skal minimeres. Det samme skete for Rose, som i stedet for at gå i skole måtte hjælpe til i markerne for at øge indkomsten i familien.

Heldigvis for Rose går hun i en af Røde Kors’ mange ungdomsklubber. Her bliver typiske udfordringer som skoleudmeldinger netop vendt og diskuteret, og ved fælles hjælp lykkedes det at finde en løsning, så Rose kom tilbage i skolen efter at have været udmeldt i tre måneder.
 

Jeg drømmer om at få en uddannelse, så jeg kan støtte min mor og mine tre søskende.

Rose, 15 år

Unges fællesskab gør en forskel

Røde Kors’ ungdomsklubber er et af de vigtigste redskaber i arbejdet med at skabe bedre liv for de næste generationer i det fattige land. De unge hjælper hinanden med at tackle de udfordringer, de møder. Og de deler gavmildt ud af den viden, de får gennem Røde Kors. 

De fleste ungdomsklubber arrangerer optrædener for andre unge, hvor de gennem skuespil, sang og dans oplyser andre unge om vigtigheden af at fortsætte i skolen og udfordringer som selvværd, fattigdom, ægteskab og graviditet. På den måde er der flere og flere, der får muligheden for at træffe bedre valg i livet. De unge skuespillere og deres publikum lever sig ind i stykket med liv og sjæl. Derfor rammer budskaberne dybt. Og publikum går klogere og stærkere derfra.

Når de unge mødes i ungdomsklubben taler de om de ting, der er tabu derhjemme og i skolen. De har et sted at give luft for deres frustrationer og deres bekymringer. Og der er altid lydhørhed og opbakning fra de andre og fra Røde Kors-medarbejderen. Det giver stærke og selvsikre unge mennesker, der tør udtrykke deres tanker og holdninger. Og det giver konkrete løsninger på de problemer, de unge kæmper med.

Tak for din støtte

Du er med til at sikre Malawis unge dette vigtige sted, hvor de lærer at tage ansvar for sig selv og for hinanden. Og du er med til at betale skoleuniform og bøger, så selv de fattigste børn kan komme i skole. På den måde er du hver dag med til at bygge en bedre fremtid for Malawi.

Tusind tak for din hjælp!

Populære emner i ungdomsklubbernes forestillinger:

  • Må man sige nej til ubeskyttet sex med kæresten?
  • Skal man gifte sig med den, ens forældre vælger?
  • Hvordan gør skolegang ens liv bedre?
  • Hvordan går man i skole, når man har menstruation og ikke har råd til bind?
  • Har drenge ret til sex? 
  • Hvor får man hjælp, hvis man har et problem?
Rose i ungdomsklub i Malawi
Rose er startet i skole igen og er stadig et aktivt medlem af Røde Kors' ungdomsklub. Ungdomsklubben mødes en gang om måneden og består af 20 medlemmer. De samles især om at lave drama og sange om de udfordringer, de dagligt oplever som unge i Malawi.

Piger i Malawi

Især de unge piger mærker konsekvenserne, når økonomien er presset, og udgifterne skal minimeres. Det skyldes, at dårlig økonomi hos familierne forstærker landets allerede eksisterende problemer med skoleudmeldinger, tidlige ægteskaber og teenage-graviditeter.

Det er kun 59% af børnene, der afslutter de første fire år af folkeskolen, og særligt pigerne har svære vilkår for at gennemføre skolen. Halvdelen af alle piger bliver gift før de fylder 18 år, og en tredjedel af pigerne bliver gravide som teenagere.