"I skolen får vi mad"

Millioner af børn i Malawi sulter. For mange af dem er skolemaden dagens eneste sikre måltid. Vi har besøgt Esibethi på 12 år og hendes familie. En portion varm grød hver formiddag giver børnene en chance for at klare sig gennem den tørke, som nu har ødelagt høsten to år i træk.
 

Thumbnail

Esibethis morgen begynder, inden de første solstråler rammer dammen små 100 meter fra lerhuset.

Om morgenen er lyset blødt og gråt over den afsvedne, røde jord. Kun nogle halvvisne græstotter stikker op mellem de spredte huse i Kakoma – landsbyen hvor Esibethi bor med sine forældre og fem af sine søskende. Det første, hun skal gøre, er at feje omkring huset, hvor nogle af familiens vigtigste ejendele er anbragt: Et par plasticdunke til at hente vand i og dagens brændsel til ildstedet inde i huset.

I morgendisen hænger den skarpe lugt af dagens første bål fra nogle af de andre huse i landsbyen, mens Esibethi går til vandposten med 20 liters-dunken på hovedet for at fylde op. Nogle familier laver morgenmad, men ikke hendes.

”Hvis det var en normal morgen, ville vi spise nsima – majsgrød – med lidt fisk og grøntsager, inden vi gik i skole. Det har vi slet ikke nu. Hvis vi har mad, spiser vi morgenmad, men som det er nu, går jeg som regel i skole uden. Første gang vi spiser, er henne i skolen. Dér får vi mad,” siger Esibethi, der er 12 år og bor i et af Malawis mest tørkeramte områder, Chikwawa i den sydlige del af landet.

Et par timer senere skynder Esibethi og tre af hendes søskende sig de få hundrede meter til Kakoma Primary School. Hun finder sin plads i fjerde klasse, men som de fleste andre elever er hun mest optaget af, hvornår de frivillige, som kommer og koger skolemad til børnene, er færdige med at kokkerere, så spisepausen kan begynde. Som regel er det omkring kl. 9.

Klasse for klasse stiller børnene op i kø og vasker hænder og får en portion likuni – en særlig grødblanding - som de spiser under et halvtag ved siden af skolekøkkenet. I skolens interimistiske køkken er der tændt op under de to store gryder med hver 20 kg grødblanding. De mindste børn får først, og i løbet af halvanden times tid har alle skolens 1.133 børn fået en portion varm grød.

En drøm for fremtiden

Når grøden er spist, begynder undervisningen for alvor. Lærerne ved godt, at de fleste børn er for trætte og sultne til at høre efter, inden de har fået mad. Og på sundhedscenteret ved siden af skolen, kommer der hver uge nye børn, som får et særligt kosttilskud af jordnøddesmør med proteiner og vitaminer med hjem, fordi de er svært eller middelsvært underernærede.

Esibethi har en drøm, og for hende er det ikke svært at koncentrere sig i skolen, når hun bare får noget at spise. Hun er den anden bedste i klassen, og det vil hun gerne bruge til noget:

”Jeg ønsker mig at blive sygeplejerske. Det vil jeg rigtig gerne. Mine yndlingsfag er engelsk, samfundsfag og landbrug,” siger den målrettede pige.

Fotos: Kasper Nybo

Ud på eftermiddagen slutter skolen, og Esibethi kan gå hjem. Sommetider hjælper hun i marken, og hver dag tager hun endnu en tur efter skoletid til landsbyens vandpost efter 20 liter vand.

”Når jeg kommer hjem, er det mig, der skal sørge for at gøre rent, og jeg henter brænde i skoven derovre,” siger hun og peger mod et krat på den anden side af dammen.

Hendes tvillingesøster, Masauto er ikke helt rask og går derfor ikke i skole. Hun er i gang med at rense hirse til aftensmåltidet, som familien spiser sammen. Hirsen er høstet på den udtørrede mark, og de spiser den kogt, sommetider med lidt grønsager til. Når Masuato ikke møder op i skolen, får hun heller ingen skolemad. Forældrene prøvede at få hende afsted, men hun kan ikke, så hun må nøjes med familiens sparsomme aftensmad. Dagens eneste måltid.

Sulten vender tilbage

Esibethis far og mor er stolte af deres datter, men også lidt benovede. Ingen af dem har lært at læse, og ingen af forældrene ved, hvor gamle de selv er. Men de kender årstallet for den seneste store tørke.

Hendes mor, Arumana, er fåmælt og slidt af det hårde arbejde i marken og otte børnefødsler. Hun fortæller:

”Jeg er født her i landsbyen, og vi blev gift kort inden den seneste store tørke i 2003/2004. Da sultede vi. Jeg har ikke gået i skole – eller næsten ikke. Jeg begyndte på det, men så kom tørken, og så lukkede skolen, fordi børnene ikke kunne komme. Vi orkede ikke på grund af sulten, og siden kom jeg ikke i skole igen.”

”Vi havde tre små børn, og livet var meget svært dengang. Vi frygter, at det samme sker nu,” siger Esibethis far, Haswell Tomari.

Familiens eksistensgrundlag er et lille jordlod en halv times gang fra deres hus. Høsten er netop overstået, og det står klart, at de ikke har tilnærmelsesvist nok at spise indtil næste høst til foråret. Familien har sået i år, men afgrøderne er tørret væk. Hvor de plejer at høste 750 kg majs, har de kun høstet 150 kg.

Sidst tørken ramte, spiste folk savsmuld for at få noget i maven, og mange blev syge og døde. Skolemaden betyder, at vi kan sende børnene i skole.

Haswell Tomari

Spiste savsmuld for at overleve

Familien er ikke alene. De fleste familier på landet er i samme situation i både Chikwawa og i nabodistriktet Mwanza.

”Jeg ønsker for mine børn, at de ikke skal lide på grund af tørken på samme måde, som vi har gjort. Sidst tørken ramte, spiste folk savsmuld for at få noget i maven, og mange blev syge og døde. Skolemaden betyder, at vi kan sende børnene i skole. Uden skolemaden ville vi ikke gøre det, for de ville være nødt til at hjælpe os med at skaffe mad,” siger Haswell.

Under træet lidt fra huset sidder Esibethi og læser. Hendes små søskende leger i det røde støv og glæder sig til dagens andet og sidste måltid – aftensmaden - som er kogt hirse.  

I morgen er skolen lukket, så der bliver det kun til èt måltid mad, men på mandag er der igen tændt op under gryderne i skolegården.