"Togo er gået lige i blodet på mig!"

Annette er frivillig i Birkerød. For nylig smed hun vinterjakken for at møde nogle af de familier, vi hjælper i Togo. Annette I Togo _1

Rejsen til Togo i december 2015 blev en oplevelse for livet for Annette, der er frivillig i Røde Kors-bestyrelsen i Birkerød.

”Jeg havde besluttet mig for at tage af sted med et åbent sind. Togo er et af verdens fattigste lande, så jeg var ærlig talt noget spændt på, hvad jeg skulle ned og møde. Men jeg tænkte, jeg ville tage det som en oplevelse.”

Og en oplevelse blev det! Annette blev budt velkommen med sang og dans fremført af landsbyens beboere og den lokale høvding. En modtagelse som satte rammen for hele turen, hvor Annette bogstaveligt talt blev mødt med åbne arme af børn og voksne i alle de landsbyer, hun besøgte.

”Det var så forrygende en oplevelse at møde det togolesiske folk. Det gjorde et stort indtryk på mig."

Annette så også den fattigdom, som præger hele landet. Ved et besøg på den lokale skole viste det sig, at børnene kun havde én drikkekop at deles om, når de skulle have vand fra brønden. Kopper til alle var en udgift på ca. 200 danske kroner, der ikke var råd til.

”Selvom de er ekstremt fattige, er de langt fra de kummerlige billeder, man ser i medierne af fattige afrikanere. De er så utroligt rige på glæde og en positiv indstilling til livet.”

 

Mødreklubberne giver håb til de togolesiske kvinder

Under sin rejse i Togo var Annette på besøg i en af de mødreklubber, som Røde Kors driver. Med pengene fra årets Danmarks Indsamling vil vi oprette endnu flere mødreklubber i de forskellige landsbyer i Togos nordligste region - Savanne Regionen.

Et besøg i en mødreklub, hvor særligt en oplevelse endte med at gøre stort indtryk på Annette - mødet med Légnana.

Da Annette fra Birkerød mødte Légnana fra Togo, så hun først en genert og stille kvinde. Da hun satte sig ned og talte med hende, mødte hun i stedet en selvsikker kvinde, der havde lært at regne og skrive. Færdigheder, der har ændret hendes liv som forretningskvinde. Her er Légnanas historie:

Der var måske 20-25 kvinder i mødreklubben den dag. Jeg fik hurtigt øje på en smuk ung kvinde, der meget tilbageholdende stod helt op ad væggen uden at sige noget, imens mange af de andre pludrede løs.

”Jeg hedder Légnana”, fortalte hun mig på fransk, da jeg gik over og satte mig ned ved siden af hende. Légnana var en af de kvinder, der ikke havde fået alt for mange børn – hun har kun tre. Derfor har hun overskud til at komme i mødreklubben hver fredag.

Jeg kunne se på hende, at hun havde fået en helt utrolig selvtillid af at have lært at tale fransk samt at skrive og regne i mødreklubben. Da vi først gik i gang med at snakke, kunne jeg mærke, at hun ikke var sky som først antaget. Hun har lært selv at tage hånd om sit liv nu, og det strålede ud af hende.

Légnana er syerske i sin egen gadebutik. Med hendes nye regnefærdigheder kan hun bedre sætte en rigtig pris på varene samtidig med, at hun ikke selv bliver snydt, når hun køber noget af andre. Hun har nu nogle helt andre forudsætninger for at sælge sit tøj, og en bedre forretning giver bedre økonomi til hele familien.

”Min mand var lidt betænkelig ved at sende mig over i mødreklubben i starten. Men nu hvor jeg tjener bedre penge i butikken, synes han det er helt fantastisk,” sagde hun og smilte til mig.

 

Se med på DR1 lørdag d. 6. februar kl. 19, når Danmarks Indsamlingen ruller over skærmen.