Videohilsen fra flygtningelejren i al-Hol

I flygtningelejren al-Hol er 90 % kvinder og børn. Faktisk er 50.000 af lejrens beboere børn, der enten er flygtet alene eller sammen med en mor, der har mistet alt. Alle er hårdt medtagne af krigen og flugten. 

Derfor knokler vores felthospitaler i døgndrift for at hjælpe de mange, der har skudsår og granatsplinter. Vi udfører næsten 50 komplicerede behandlinger dagligt på mennesker, der har gået med deres skader i månedsvis. 

Vi laver varme måltider hver dag til 15.000 mennesker og uddeler mange tusinde feltrationer til dem, der selv kan lave mad. Store tankbiler kører dagligt tonsvis af rent vand ind til lejren. 

Vi har uddelt værdighedssæt med bind, trusser og sæbe til 50.000 kvinder. Og vi har startet aktiviteter for de mange børn, som intet har at give sig til i den bagende varme lejr. Alt det er du med til at gøre muligt. 

Videohilsen med tak til dig

Vores generalsekretær Anders Ladekarl har netop besøgt flygtningelejren. Han sender dig i videoen nedenfor en særlig hilsen med tak for den hjælp, du er med til at give de hårdt ramte flygtninge, der har søgt tilflugt her.

Tusind tak til dig for din støtte og den forskel, du er med til at gøre hver dag for verdens mest udsatte mennesker.
 

00:53


 

Syrien - krigen raser på 8. år

Krigen i Syrien har varet siden marts 2011 og har haft store konsekvenser for den civile befolkning i landet. Den Internationale Røde Kors Komité skønner, at flere end 400.000 mennesker er blevet dræbt og 1,5 millioner såret i den blodige konflikt, mens flere end 13,5 millioner har behov for humanitær hjælp. Den langvarige krig har udløst en alvorlig flygtningekrise. Flere end 12 millioner syrere er flygtet fra deres hjem, og flere end 5 millioner mennesker har søgt tilflugt i andre lande - og tallene vokser fortsat.