Overleveren

Ib Katznelson blev sendt til nazisternes kz-lejre i Ravensbrück og Theresienstadt. Han modtog nødhjælpspakker fra Røde Kors og overlevede holocaust, og i dag føler han pligt til at give sin fortælling videre til de næste generationer._00A2576.1
 
 

13-12-2017 Af Eskil Meinhardt Hansen. Foto: Camilla Schiøler

Flugten fik en brat afslutning for familien Katznelson, da en Gestapo-mand stak sin maskinpistol ind gennem ruden i bilen. I alt var de 27 danske jøder, der skulle samles på Syrefabrikken på Amager om aftenen den  4. oktober 1943. De skulle sejles til Sverige i ly af nattens mørke for at komme i sikkerhed fra nazisterne. Men det gik anderledes. De 27 blev  stukket og arresteret.

Familien Katznelson blev anholdt, allerede inden de nåede frem til samlingsstedet. Den ene af dem var Ib. Han var kun knapt to år gammel. Ib blev sammen med sin mor ført til forhør i Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus, derefter spærret inde i Vestre Fængsel og dagen efter ført til Horserødlejrens røde barakker  i Nordsjælland.

Ib fyldte to år, mens han sad interneret i Horserødlejren med sine forældre. En venlig, dansk fængselsbetjent ved navn Larsen sørgede for, at Ib fik en gyngestol i fødselsdagsgave:

”Jeg så fornylig et billede af betjenten på lejrens museum, det var bevægende,” fortæller Ib.

(Artiklen fortsætter under billedet)


Ib Katznelson som et-årig (privatfoto)

Efter syv uger i Horserødlejren blev familien sendt sydpå til forskellige koncentrationslejre i Tyskland. Faren kom til koncentrationslejren Sachsenhausen, mens Ib og moren, Karen Katznelson, i første omgang endte i den berygtede kvindelejr Ravensbrück nord for Berlin. De blev indespærret i lejrens fængsel, og udsigten fra den lille luge i cellen var lejrens krematorium, som kørte i døgndrift.

Pølsefedtet sikrede livet

Ib og Karen sultede og blev syge, mens de sad i Ravensbrück. Ib fik blandt andet tuberkulose, skarlagensfeber, bronchitis og difteri. Senfølgerne heraf har været nedsat lungefunktion og en ødelagt hjerteklap, hvorfor  han har fået indopereret en kunstig klap.

Ib og Karen overlevede kun fordi, nogle danske modstandsfolk, som også blev holdt fanget i lejren, delte deres nødrationer fra Røde Kors med de to.

”Vi fik blandt andet nogle skiver spegepølse fra de danske kvinder, der var ude i selve lejren. Min mor forsøgte forgæves at få mig til at spise dem, men åbenbart har jeg i den grad haft behov for fedt, at jeg nægtede at spise skiverne. Jeg ville kun have fedtklumperne,” siger Ib og fortæller, hvordan hans mor forsøgte at overbevise ham om, at han også ville få fedtet, hvis han spiste hele skiven.

”Det var forgæves, så hun måtte sidde med sine beskidte negle, som formentlig ikke havde været vasket i ugevis, og grave de her fedtklumper ud til mig,” fortæller Ib.

Andre danske fanger har efterfølgende fortalt, hvordan både Ib og Karen så forfærdelige ud, da de i april 1944 kom til Theresienstadt: begge var radmagre,  Ib var fyldt med sår i hovedet og hans mor havde ingen følelse i fingrene og kunne næsten ikke se.

Både det danske udenrigsministerium og Røde Kors i Danmark havde totalt mistet sporet af Ib og hans mor, fordi de i modsætning til alle de andre deporterede danske jøder , herunder Ibs bedsteforældre, ikke var kommet direkte til Theresienstadt i efteråret 1943.

Det var derfor først i sommeren 1944 - da man i Danmark havde fundet ud af, at de nu var kommet til Theresienstadt - at Ib og hans mor fik pakker med mad fra Røde Kors. De øvrige danske jøder i Theresienstadt havde allerede fra februar modtaget de vigtige fødevarepakker fra Danmark.

Navnet på væggen i Theresienstadt

Da Ib sidste år fyldte 75, tog han sine børn og børnebørn med en tur til Prag. I den forbindelse besøgte de også Theresienstadt.

I museet er der et rum, hvor navnene på de 15.000 børn, der på et eller andet tidspunkt var i Theresienstadt og for manges vedkommende døde der, står opført på væggen.

Ib så pludselig, at hans navn var iblandt de mange navne:

”Det var mildest talt ikke nogen rar oplevelse at se sit navn der. Heller ikke for mine børn og børnebørn,” siger Ib.

(Artiklen fortsætter under billedet)


Væggen i Theresienstadt, hvor Ib Katznelsons navn står på (privatfoto)

Ib og familien overlevede opholdet i Theresienstadt og blev hentet sikkert hjem til Danmark i krigens sidste kritiske faser. Det skete med De Hvide Røde Kors-Busser, der hentede flere tusinde nordiske fanger hjem fra de nazistiske koncentrationslejre.

Den personlige beretning gør indtryk

Først her mange år efter har Ib fået indsigt i sin tidlige barndoms historie og fået psykisk overskud til at fortælle den. Det gør han dels i en bog som udkom i januar, dels, når han holder foredrag i hele landet.

Bogens titel er ” Lad ham dø; 2-årig i Ravensbrück og Theresienstadt". Titlen refererer til et råd, som en russisk medfange i Ravensbrück gav hans mor, da de var så langt ude, at hun mente, at Ibs mor ville have en chance for at overleve, hvis hun ikke også skulle tage sig af sin to-årige søn.

I foredragene fortæller han om holocaust, koncentrationslejre og de danske jøders forhold under anden verdenskrig.

”Det er i høj grad en personlig historie, jeg fortæller. Det handler om, hvor tæt min mor og jeg var på at gå til i koncentrationslejrene. Jeg er nødt til at fortælle det ret nøgternt, for ellers er jeg ikke i stand til at klare det rent psykisk,” siger Ib.

Det er blandt andet gymnasier, folkeskoler og foreninger, der inviterer Ib ud for at fortælle.

”Jeg føler mig overbevist om, at den personlige beretning gør et helt andet indtryk end en "almindelig" historieundervisning. Det er utroligt at opleve forsamlinger på op mod 100 unge mennesker, der er totalt stille, selv om jeg taler mere end en time,” siger Ib.

Det indre behov

Den nu 76-årige mand kan ikke selv huske noget fra dengang. Hans fortælling er baseret på interview med hans mor samt utallige timers research på Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek, hvor det er lykkedes ham at stykke sin livshistorie sammen.  Om motivationen til at gennemføre projektet og dokumentere familiens historie forklarer Ib:

”Det startede med et indre behov hos mig. Der har altid siddet et eller andet og gnavet i mig,” siger Ib uden at kunne definere det nærmere.

(Artiklen fortsætter under billedet)


Forsiden på Ib Katznelsons bog, Lad ham dø

”Jeg var ikke kommet ret langt i mit arbejde, før jeg følte, at jeg skyldte mine børn og børnebørn at få mere hold på og sammenhæng i historien. Videre i processen blev jeg så klar over, at jeg også havde en moralsk forpligtigelse i at aflægge vidnesbyrd,” siger Ib.

Men Ib er bevidst om ikke at være moraliserende, når han holder foredrag.

”Jeg siger ikke direkte: ’her kan I se, hvad antisemitisme fører til og det her er, hvad der sker, når man begynder at dæmonisere andre befolkningsgrupper.’ Men jeg er sikker på, at budskabet bundfælder sig alligevel,” siger Ib og fortsætter:

”Diskrimination og ringeagt mod andre er historisk set næsten altid startet med antisemitisme, men er ikke stoppet der. Det har været forløberen for mange andre former for diskrimination. Det være sig etnisk, religiøst eller seksuelt. Det, som starter i det små, kan udvikle sig til at få de mest forfærdelige konsekvenser,” siger han.