Røde Kors yder humanitær hjælp i Grækenland

IMG 3307

Program i Grækenland

For tiden opholder lidt over 46.000 migranter sig i Grækenland og alene i 2017 er der kommet over 25.000 nye migranter over det Ægæiske hav fra Tyrkiet til de græske øer.

Røde Kors i Danmark har siden 2016 været til stede i flere af lejrene i Grækenland, hvor vi med penge fra EU har leveret nødhjælp, lægehjælp, psykosocial støtte og andre basale sundhedsydelser.

I 2017 driver Røde Kors i Danmark sundhedsklinikker i 3 lejre på det græske fastland med penge fra EU, hvor de ansatte læger, sygeplejersker og jordmødre giver akut lægehjælp og efter de første konsultationer hjælper med henvisning til de græske hospitaler. Vi arbejder med sygdomsforebyggelse og laver sundheds- og hygiejnekampagner med migranterne selv i front. Vi yder førstehjælp og træner også repræsentanter blandt migranterne i førstehjælp; og endelig har vi forskellige psykosociale tilbud og aktiviteter der hjælper folk med at komme igennem den svære periode det er at vente på asyl i fremmede og usikre omgivelser.

Fodbold, spil og film

Røde Kors i Danmark har derudover særligt fokus på at støtte unge, enlige mænd blandt de migranter, der venter på at få deres asylsager behandlet i modtagelejren, Moria på den græske ø Lesvos. Livet i den overfyldte lejr, hvor tusindvis af mennesker på flugt venter på at få deres sag behandlet, er stressende og mange konflikter opstår – især blandt de unge mænd der udgør ca. 70 % af befolkningen i lejren. De unge, enlige mænd er ofte nederst på listen med prioriteringer, hvad angår alle former for støtte og også hvad angår behandlingen af asylansøgningerne. De er ekstra sårbare i en svær kontekst, hvor de ikke har familie eller andet social netværk omkring sig, og de er mere udsatte for vilkårlig vold og aggressiv adfærd.

Røde Kors i Danmark arrangerer rekreative aktiviteter uden for lejren for de unge mænd, hvor de får mulighed for at frigøre stres ved at bruge energi og fokusere på ”noget andet” og samtidig opbygge fællesskab og relationer imellem de mange forskellige nationaliteter. Aktiviteterne inkluderer fodboldtræning med teambuilding, brætspil og filmaftner. Som en særlig aktivitet bliver de unge mænd også involveret i små byggeprojekter i det psykosociale område ”Olivenlunden”, hvor de fleste af aktiviteterne foregår.

De psykosociale aktiviteter i Moria var finansieret af EU’s kontor for nødhjælp og civil beskyttelse – ECHO indtil udgangen af juli 2017. I resten af 2017 fortsætter aktiviteterne med anden finansiering.

Et center med mange funktioner

Røde Kors i Danmark støtter også med penge fra EU driften af et hjælpecenter i Athen, hvor migranter og asylansøgere i Grækenland kan få adgang til sundhedstjenester, psykologhjælp, tolkebistand og personlig eller telerådgivning om deres juridiske status og rettigheder. Centret udgør et trygt værested for mennesker på flugt, hvor der er internetadgang, undervisning og andre aktiviteter til familier med børn. Indtil september måned har der i 2017 været mere end 19.000 besøg på centret.

Centret i Athen er finansieret med penge fra EU's kontor for nødhjælp og civil beskyttelse – ECHO til udgangen af 2017.

Migranter som frivillige

At være migrant betyder som regel at blive behandlet som passiv modtager af hjælp. Der er meget usikkerhed om fremtiden, og oftest ved folk ikke, hvor længe de skal blive i lejrene eller hvornår de kan forvente at få svar på deres asylansøgning. I Røde Kors i Danmark stræber vi mod at involvere de bedst fungerende blandt migranterne i de hjælpeprogrammer og aktiviteter vi er ansvarlige for, så de kan gøre noget for sig selv og samtidig hjælpe deres landsmænd og andre mennesker på flugt. At kunne bruge sin tid på meningsfyldte aktiviteter er bidragende til at folk kan holde sig selv oppe i en situation med megen usikkerhed of ventetid. Vi får mange positive tilkendegivelser fra de migranter, der har været frivillige, blandt andet at de lærer meget, at de oplever mere respekt fra andre og at de er stolte over de ting de har været med til at skabe.

Flygtninge lærer førstehjælp

At kunne førstehjælp er afgørende, når ulykken opstår. Derfor træner Røde Kors flygtninge i førstehjælp på Lesvos og i resten af Grækenland.