Vi opruster indsatsen for flygtninge i Grækenland med nye EU-penge

EU har netop besluttet at give 111.527.000 kroner til os og seks andre europæiske Røde Kors selskaber til arbejdet med at dække de humanitære behov for flygtninge i Grækenland.Grækenland
 
 

04.07.2016

Pengene skal gå til at forbedre de akutte, humanitære behov for 44.000 flygtninge, der befinder sig i Grækenland.

Det skal ske i form af adgang til sundhedsydelser, sundheds- og hygiejnekampagner, førstehjælp, psykosocial støtte, adgang til fødevarer, vand,sanitet.

Læs mere om EU's arbejde

Pengene skal desuden hjælpe de familier, der er blevet væk fra hinanden under flugten, med genoprette kontakten i Lesbos, Chios, Samos, Kos, Athen, Nea Kvala, Cherso, Diavata og Idomeni.

Hjælp til at give børnene en normal hverdag igen

Røde Kors i Danmark får cirka 5,2 millioner kroner af den samlede pulje penge til arbejdet med psykosocial støtte til omkring 20.000 flygtninge i Grækenland. Projektet løber fra marts 2016 til marts 2017.

”Det er rigtig glædeligt, at vi nu får mulighed for at hjælpe især børn og unge med at kunne bearbejde de voldsomme oplevelser, de har med i bagagen. Vi vil blandt andet lave sociale aktiviteter, hvor børnene og de unge gennem sociale og kreative aktiviteter får en fornemmelse af igen at have en form for normal hverdag. Det har mange ikke haft længe. Og de kan samtidig gennem aktiviteter sætte ord på nogle af de traumer, de har med sig,” siger Nelima Lassen, der leder vores arbejde i Europa.

Derudover vil pengene også blive brugt på at lave forskellige former for aktiviteter og netværksgrupper for kvinder, hvor de har mulighed for at mødes og tale sammen. Det er med til at skabe lidt mening for dem, mens de venter på, hvad der skal ske.

En kærkommen håndsrækning til et presset Grækenland

Befolkningen i Grækenland kæmper i øjeblikket med at have kapaciteten til at kunne rumme samt assistere de tusindvis af flygtninge i Grækenland, som har akut behov for hjælp lige nu.

Med de nye midler fra EU i hånden vil vi kunne øge hjælpen til de mange flygtninge, der har akut brug for det.

Sådan får vi hjælp af EU

Vi har været til stede for at hjælpe i Grækenland siden september 2015.

Mangeårigt partnerskab med EU

Vi har været partner med ECHO siden 1998 og støttet Røde Kors’ humanitære nødhjælps operationer i Europa, Mellemøsten, Asien og Afrika.

Den Europæiske Kommissions afdeling for Hjælp og Civil Beskyttelse (ECHO) har til formål at redde og sikre liv, modvirke og lindre menneskelige lidelser og beskytte befolkningers integritet og værdighed mod naturkatastrofer og menneskeskabte kriser.

Flere end 17 millioner frivillige i 189 lande udgør kernen i Røde Kors. Vi har gennem vores 150 år gamle historie bygget på den samme idé: At hjælpe mennesker i nød uden at skele til nationalitet, etnicitet eller religion.