Tre arbejdspladser indstillet til førstehjælpspris

For anden gang kårer Røde Kors tirsdag den 29. april en arbejdsplads, som har gjort en særlig indsats for at uddanne medarbejderne i førstehjælp. Tre danske arbejdspladser er nominerede. Din handling gør en forskel årets førstehjælper 2013
 
 

Fælles for Jyske Bank, Brøndby Gymnasium og Dupont Nutrion er, at alle tre arbejdspladser har uddannet deres medarbejdere i førstehjælp. Og opsat hjertestartere på arbejdspladsen.

Jyske Bank har uddannet mange af deres afdelinger over hele landet i førstehjælp, og hængt hjertestartere op udendørs, så de også er tilgængelige for lokale beboere. Brøndby Gymnasium uddanner alle deres fastansatte i førstehjælp, og Dupont Nutrition samarbejder med Aarhus Universitetshospital i forskningsprojekt om netop førstehjælp.

Det er nogle af de tiltag, som har gjort de tre virksomheder nominerede til Røde Kors’ førstehjælpspris, som vi uddeler tirsdag den 29. april klokken 13.00 på hovedkontoret på Blegdamsvej 27 i København.

Røde Kors: Alle danskere skal kunne førstehjælp

Det er en ambition om, at alle danskere skal kunne førstehjælp, der er årsag til, at Røde Kors uddeler en pris til arbejdspladser, fortæller chef for førstehjælp Tina Donnerborg.

”De arbejdspladser, der prioriterer at give medarbejderne et førstehjælpskursus, tager et særligt og vigtigt ansvar. Udover at skabe en mere tryg og sikker arbejdsplads, sikrer de også, at flere danskere lærer førstehjælp. Det kommer os alle sammen til gode,” siger hun.

I dag er det kun hver tredje dansker, der har et opdateret førstehjælpskursus.

Derfor har vi nomineret dem

  • Brøndby Gymnasium har 30 fastansatte medarbejdere og 220-250 elever. For et år siden blev det fra ledelsen besluttet, at alle medarbejdere skulle deltage i et obligatorisk 6-timers førstehjælpskursus. Derudover har Brøndby Gymnasium også opsat to hjertestartere.
  • Dupont Nutrition har i løbet af de seneste to år uddannet cirka 250 ansatte i førstehjælp. De har også opsat fire hjertestartere på arbejdspladsen i Brabrand, som kan nås inden for et minut. Derudover har Dupont Nutrition også indgået et samarbejde med Center for Akutforskning på Aarhus Universitetshospital, hvor de ansatte i arbejdstiden kan deltage i forskningsprojekter om livreddende førstehjælp sammen med medicinstuderende. 150 medarbejdere har været igennem forskningsprojektet i arbejdstiden.
  • Jyske Bank tilbyder alle koncernens 3.900 medarbejdere et gratis førstehjælpskursus. Ud af deres 110 afdelinger har 68 afdelinger indtil afholdt førstehjælpskurser for medarbejderne. Derudover hænger 88 hjertestartere offentligt tilgængeligt døgnet rundt uden for banken, så lokalbefolkningen kan bruge dem i tilfælde af hjertestop. For at motivere afdelingerne til at gennemføre kurserne og opsætte hjertestartere, har Jyske Bank indført konceptet ’hjerteklar’. Når en afdeling har installeret en hjertestarter, som er tilgængelig 24/7, og når mindst 50 procent af medarbejderne har deltaget i et førstehjælpskursus, kan afdelingen kalde sig ’hjerteklar’.