Smid Tøjet Danmark: brugt tøj er penge værd

Sidste år slog danskerne alle rekorder i indsamling af genbrugstøj. Nu gentager Røde Kors, Coop og TV 2 Smid Tøjet Danmark-kampagnen og opfordrer alle danskere til at smide tonsvis af tøj i uge 15 og 16 til fordel for udsatte i verdens brændpunkter og her i Danmark.Smidtojet _danmark _coop _tv 2_logo
 
 

Fra 11. april til 23. april er det igen tid til at finde den brugte kjole, hawaiiskjorten eller
de lidt for store jeans frem og donere det brugte tøj til mennesker i nød. Alt kan
bruges - også de hullede strømper. Tøjindsamlingen kulminerer i en stor tv-galla i
Glassalen i Tivoli, som bliver vist direkte på TV 2 lørdag 23. april.

Gentager sidste års succes

Sidste år blev der samlet 1421 tons tøj ind under Smid Tøjet Danmark. Tøjets værdi svarer til en måneds mad til 71.000 familier eller husly til 57.000 katastroferamte familier. Indtægterne fra Røde Kors' salg af genbrugstøjet går til at støtte mennesker i nød og på flugt på grund af krig og naturkatastrofer samt til udsatte i Danmark.

- Røde Kors er utrolig glad for, at TV 2 og Coop igen i år er med til at gøre Danmarks
største tøjindsamling, Smid Tøjet Danmark, til hele Danmarks fest. Vi ved,
der er masser af tøj i skabene, som i stedet for at samle støv kan doneres til Røde
Kors. Tøjet omsætter vi til penge, som kan hjælpe mennesker i nød - hvad enten
det drejer sig om sårbare i verdens brændpunkter eller her i Danmark. Sidste år var
der en enorm opbakning til kampagnen, og vi håber at kunne indsamle mindst lige
så meget tøj i år, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

Tøjindsamling i Coops 1200 butikker over hele landet

Som noget nyt i år indgår Coop fuldt partnerskab med Røde Kors og TV 2, og det
betyder endnu flere engagerede kræfter ude i landet. Der vil være indsamling af tøj
i alle Coops 1200 dagligvarebutikker fra 11. til 23. april, så danskere i hele landet
nemt kan aflevere deres tøj, når de alligevel handler ind i deres lokale Kvickly, fakta,
SuperBrugsen, Dagli' Brugsen eller Irma.

- For Coop er det en hjertesag at kunne bruge vores store butiksnet - og ikke
mindst vores logistik - til at hjælpe mennesker i nød. Fra sidste år ved vi, at vores
kunder har et stort ønske om at hjælpe, hvor de kan. Og med indsamling i alle vores
butikker gør vi det lidt lettere for dem, siger Niels Karstensen, HR-direktør i Coop.

800 arbejdspladser engagerede i indsamlingen

Flere end 800 danske arbejdspladser går aktivt ind i indsamlingen og gør det muligt
for tusindvis af danskere at aflevere deres brugte tøj på deres arbejdsplads.
Hos TV 2 glæder man sig over, at Smid Tøjet Danmark igen vil engagere danskerne
i en fælles indsats, hvor alle kan være med.

- Sammen med Røde Kors og Coop har TV 2 opfundet en helt ny indsamlingsvaluta,
som danskerne har vist sig at være ovenud generøse med. Sidste år blev Smid Tøjet
Danmark mødt med en enorm velvilje og opbakning, og vi glæder os til igen i år at
skabe rammerne for en indsamling, hvor hver en tråd tæller. TV 2 er et fælles holdepunkt, der binder os danskere sammen - og med Smid Tøjet Danmark favner vi
et fælles ønske om at inspirere og understøtte danskernes engagement i at hjælpe
verdens udsatte, siger Lotte Lindegaard, kanalchef for TV 2.

Smid Tøjet Danmark vandt sidst år 'Fundraisingprisen 2015' og blev dermed kåret
til årets mest innovative fundraiserkampagne.

Det brugte tøj kan afleveres til Røde Kors hele året og i Coops butikker fra 11. til 23.
april 2016.


--------
Yderligere information:

Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors: 22 60 02 60

Presseafdeling Røde Kors : 35 29 96 99

Niels Karstensen, HR-direktør, Coop: 51 59 49 01

Gitte Madsen, underholdningschef, TV 2: 51 56 32 39

TV 2 Kommunikation, PR-konsulent, Charlotte Amtrup Kjær: 65 21 70 32