Danskerne donerer 200.000 kroner til oversvømmelser på Balkan

Serbien og Bosnien er lige nu ramt af de værste oversvømmelser i 120 år. Vores frivillige har indtil videre evakueret 25.000 mennesker, og på grund af jeres mange bidrag kan vi i morgen sende penge til mad og drikke.Redning i vand
 
 

Af: Asbjørn Mølgaard Sørensen Dato: 19.05.2014 kl. 15.20

Serbisk og Bosnisk Røde Kors bekæmper i øjeblikket de værste oversvømmelser i 120 år. Røde Kors i Danmark er taknemmelige for de mange bidrag, og der er allerede samlet hele 200.000 kroner ind til de nødlidende. Pengene sendes afsted i morgen, og de går til mad, drikkevand, og madrasser, så evakuerede mennesker kan få et sted at sove.

Byen Obrenovac i Serbien er en af de hårdest ramte områder. Vandet nu faldet til cirka en meters højde. Det betyder at Serbisk Røde Kors nu kan komme ind med lastvogne og evakuere de sidste mennesker. Vi fangede Ljubomir Miladinovic fra Serbisk Røde Kors på en skrattende telefon midt i redningsarbejdet.

“25.000 mennesker er nu blevet evakueret, og der er ikke længere det samme problem med at evakuere. Nu er vi fokuserede på at få de nødlidende transporteret til vores centre, hvor vi sørger for mad, lægehjælp og sikkerhed,” siger Ljubomir Miladinovic, der er chef for internationale relationer i Serbisk Røde Kors.

Evakuerede kan stadig ikke vende hjem

De evakuerede serbere og bosniere kan ikke komme hjem igen, da oversvømmelserne har medført massive ødelæggelser og forurenet store områder.

”Det er umuligt for beboerne at vende tilbage til Obrenovac, før vandet er væk, og der på ny er sørget for rent drikkevand og tilgang til sanitetfaciliteter,” siger Ljubomir Miladinovic.

Da oversvømmelsen ramte Obrenovac frygtede man, at et stort varmeværk i området, som står for 20 procent af Serbiens samlede energiforbrug ville blive ødelagt, men kraftværket er ikke kommet noget til.

Behovet for hjælp er stadig stort i både Bosnien og Serbien, og derfor fortsætter vi også vores indsamling. Pengene går blandt andet til mad, drikkevand, tæpper, madrasser, gummistøvler og hygiejneartikler. Omkring 350.000 mennesker står uden rent drikkevand og uden strøm i Bosnien og Serbien. Støt dem her.