Røde Kors: Bedre beskyttelse af frivillige i Syrien

Siden krigen i Syrien brød ud for tre år siden, er adskillige Røde Kors frivillige blevet dræbt, såret, fængslet og kidnappet. Røde Kors opfordrer de stridende parter til at øge beskyttelsen af de frivillige.Syriske frivillige hjælper børnefamilier væk fra de bombede områder i Syrien.
 
 

15.03.2014 kl. 12. Af Julie Lorenzen. Foto: Ibrahim Malla/IFRC

8. januar 2014 døde endnu en Røde Halvmåne-frivillig under arbejdet med at hjælpe de mest udsatte i den syriske borgerkrig. Mohamad Kerbaj døde af de kvæstelser, han pådrog sig under sin fem måneder lange fængsling.

Hjælp de frivillige med at hjælpe krigsofrene i Syrien

Siden krigen startede for nu tre år siden, har 34 frivillige mistet livet i tjenesten, mens adskillige er blevet såret, fængslet eller kidnappet. Derfor opfordrer Røde Kors på det kraftigste de stridende parter til at øge beskyttelsen af de frivillige under hjælpearbejdet.

”Det er helt uacceptabelt for både os og for de frivilliges familier. De stridende parter må gøre meget mere for at sikre, at dem, der arbejder for at redde liv, ikke selv bliver ofre,” siger præsident for Syrisk Arabisk Røde Halvmåne (SARC) Dr. Abdulrahman Attar.

De frivillige sikrer hjælp til tre millioner i Syrien om måneden

Hver dag arbejder flere end 3.000 aktive frivillige med at hjælpe ofrene for den syriske borgerkrig.

De frivillige er årsagen til, at Røde Kors/Røde Halvmåne hver måned kan hjælpe flere end tre millioner af de mest sårbare syrere med nødhjælp som mad, medicin, førstehjælp, tæpper, hygiejneartikler og psykosocial hjælp til at bekæmpe de voldsomme krigsoplevelser.

Støt ofrene, der er på flugt fra krigen i Syrien

”Vi skal være meget stolte af de frivillige. Hvis jeg kunne sende en besked til Røde Kors’ grundlægger Henry Dunant, så ville jeg fortælle ham, hvor stolt jeg er over mine frivillige. De arbejder over hele Syrien med at hjælpe de mest sårbare,” siger Dr. Attar.

Angreb på frivillige rammer også civile

Når de frivillige bliver angrebet, går det ikke kun ud over dem og deres familier. Det går i høj grad også ud over de mange millioner syrere, som lige nu har akut brug for nødhjælp.

For kan de stridende parter ikke garantere de frivilliges sikkerhed, har de ikke mulighed for at komme ud med hjælpen til de mest udsatte.

Rundt om i Syrien er der områder, hvor op mod 250.000 mennesker ikke kan få den hjælp, de har brug for - nogle har ventet i mange måneder på mad, medicin og anden nødhjælp.