Merete vil hjælpe ofrene for krig og katastrofer

35 danskere sygeplejersker har i løbet af de seneste 70 år modtaget den fornemme Florence Nightingale Medaljen. I dag fik yderligere tre danske sygeplejersker medaljen for at yde en helt særlig sygeplejefaglig indsats, og Merete Rønnow Poulsen er en af dem.Merete
 
 

Af Kristine Jul Andersen. Billede: Kathrine Garbers

Merete Rønnow Poulsen er en sygeplejerske gjort af et helt særligt stof. Et stof som gør, at hun nu er blandt de tre danske sygeplejersker, der i dag modtog Florence Nightingale Medaljen.

Florence Nightingale medaljen er blevet uddelt hvert andet år siden 1912, og den gives til sygeplejersker, der har udvist exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder eller udført pionerarbejde inden for offentlig sundhed.

Sætter livet på spil for at hjælpe

Den 61-årige sygeplejerske har viet sin karriere til at hjælpe folk. Hvad enten det er syge danskere eller folk, der er i nød i udsatte dele af verden. Hun har trodset frygten for krige og katastrofer til trods for, at hun flere gange har måttet tage flugten for bare at redde sit eget liv. Eksempelvis da hun i 2004 var i Afghanistan for at hjælpe kvinder og børn og udsatte grupper i Herat-provinsen.

”Vores lejr blev angrebet af oprørsstyrker støttet af den lokale guvernør. Vi nåede kun lige ud af bagdøren og blev evakueret i helikoptere,” fortæller Merete Rønnow Poulsen.

Lysten til at rejse fik hun allerede, da hun som barn ofte sejlede rundt i verden med sin far. Sygeplejefaget blev senere valgt, netop fordi hun også kunne komme ud i verden med sit arbejde.

Den første udsending gik til Bangladesh umiddelbart efter, hun blev færdig som sygeplejerske i 1976. Dengang var det som operationssygeplejerske, men gennem årene har opgaverne ud i verden ændre karakter, og hun far fået mere koordinerende opgaver på missioner for Røde Kors, der også har haft fokus på at involvere de lokale.

Røde Kors sender professionelle fagfolk ud til verdens brændpunkter. Læs hvordan du bliver en del af vores professionelle katastrofeberedskab.

Vil gøre en forskel 

Meretes seneste mission gik til et hospital i det borgerkrigs-hærgede Sydsudan i 2014, hvor hun skulle uddanne det lokale sundhedspersonale. Men knap var hun ankommet før den lejr, hvor de boede, blev angrebet og nødhjælpsarbejderne måtte søge ly i en container, der fungerede som beskyttelsesrum. Selvom kampene stilnede af, blev det aldrig muligt for Merete at vende tilbage til hospitalet, men holdet fik etableret en lille klinik, hvor de kunne hjælpe de sårede fra krigen.

”Det var forfærdeligt, hvad der skete der. Vi boede i en FN-lejr med 30.000 mennesker, der var forflyttet fra landsbyen, hvor krigen hærgede. Men så begyndte de forskellige grupper at slås inde i lejren. Vi fik alle de sårede ind, og der var ofre, der var blevet slået med jernstænger i hovedet. Der var ikke meget, vi kunne gøre for dem, andet end at være der,” siger Merete Rønnow Poulsen.

Det blev dog efter kort tid også for farligt at være der, så holdet blev evakueret. Men alle valgte at blive i landet og hjælpe til på et andet lokalt hospital.

Det er kun et år siden. Men Merete Rønnow Poulsen er allerede nu klar til at tage af sted igen. For godt nok har hun været bange og følt sig usikker på sine opgaver i verdens brændpunkter, men længslen for at komme ud i verden og være med til at gøre en forskel trækker fortsat.

Merete Rønnow Poulsen modtog i dag Florence Nightingale Medaljen sammen med sygeplejerske kollegerne Kirsten Abdalla og Rikke Gormsen ved et arrangment hos Røde Kors.

Du kan blive frivillig hos Røde Kors og gøre en forskel for sårbare mennesker.