Line hjælper filippinske tyfon-ofre

Siden 13. december har vores hjælpearbejder Line Thaudahl Jakobson arbejdet i Filippinerne. Hun hjælper med at uddele penge, så de berørte kan købe nogle af de ting, de mistede under tyfonen.Interview Med Rissælger
 
 

17.01.2014, kl. 12:00. Tekst: Julie Lorenzen. Foto: Røde Kors

Hvad er det helt præcist, du laver?

Vi deler penge ud til de familier, som stadig lider af eftervirkningerne efter tyfonen. De får 2.000 pesos, der svarer til knap 250 kroner. De penge rækker til et par uger. De fleste køber mad eller byggematerialer for pengene, mens andre køber nye skoleting til børnene, fordi de blev ødelagt under tyfonen.

Du kan hjælpe filippinerne - støt her

Hvorfor uddeler Røde Kors penge i stedet for nødhjælp?

Vi uddeler også nødhjælp, fx madrasser, tæpper og hygiejnepakker. Men det dækker ikke alle de behov, de berørte har. Nogle har brug for et nyt tag, andre har mere brug for mad eller rent vand, mens andre igen har mest brug for at investere i nye afgrøder, som de kan høste om et par måneder. Det gode ved at uddele penge er, at folk selv kan vælge det, de har allermest brug for.

Hvordan foregår det, når Røde Kors deler penge ud?

Vi taler med borgmestrene i de berørte områder, som udpeger de byer, der har brug for hjælp. Derefter giver landsbylederne os en liste over de familier, der lever op til vores kriterier for at få hjælp. Vi besøger landsbyerne og undersøger, om listen er pålidelig. Næste skridt er at mødes med familierne og give dem et ID-kort, hvor der står, hvilken type hjælp de skal have. Vi uddeler ikke pengene fysisk – her samarbejder vi med virksomheder a la Western Union, der arbejder med pengeoverførsler. De har allerede systemerne til at overføre penge, så vi sparer en masse ressourcer ved at bruge dem.

Hvordan er situationen lige nu i Filippinerne?

Jeg er på en ø, der hedder Panay. Her ligger husene stadig ned, elmaster af stål er helt bøjede, og træerne i plantagerne er væltede. Mange har mistet deres levebrød – de har typiske levet af at dyrke bananplanter eller kokostræer. Det tager helt op til 10 år at lave en ny kokosplantage. Det er alvorligt, når folk pludselig mister deres indtægt. Og folk her er især bekymrede for, at de unge bliver arbejdsløse – eller dropper ud af skolen, fordi forældrenes indtægt er forsvundet og familien derfor ikke har råd til skoleudgifterne mere.

Du kan hjælpe filippinerne - støt her

Hvordan håndterer filippinerne situationen?

De hjælper hinanden og er rigtig dygtige til at klare sig for det, de har. Hvis en enlig mor har mistet sit hus, kommer mændene i landsbyen og hjælper hende med at genopbygge det. Jeg er dybt imponeret over deres evne til at hjælpe hinanden.