Krigen får syriske børn til at tisse i sengen

Bombardementer, sult, flugt og fattigdom er hverdag for 67 procent af Syriens børn. Og det har alvorlige konsekvenser for børnene. Vi hjælper dem tilbage til en normal hverdag.PSP syrien
 
 

13.01.2015. Tekst: Julie Lorenzen. Foto: SARC

De sover dårligt, tisser i sengen, har svært at koncentrere sig og klynger sig til de voksne. Krigen i Syrien berører 67 procent af børnene i landet. De har oplevet ting, intet barn bør opleve, fortæller vores hjælpearbejder i Damaskus, Ea Suzanne Akasha.

”Vi ved, at der er rigtig mange børn, der er bange og utrygge. Mange har set mennesker blive skudt eller sprængt i luften, de lever i områder med snigskytter, og mange har selv mistet lemmer eller er blevet forbrændte på grund af klyngebomber,” fortæller hun og fortsætter:

”Den normale hverdag er helt væk. Skolerne er lukkede og mange børn har mistet knap fire års skolegang. Skolerne er ellers vigtige i forhold til at give børnene struktur og forudsigelighed. Det er sindssygt vigtigt at have, når man er i krise, og børnene får det dårligere, når skolerne ikke længere er der.”

Hjælp Syriens børn med at få barndommen igen

 

67 procent af syriens børn berørt

Børnene får redskaber til at forstå deres følelser

Ea og vores andre hjælpearbejdere og frivillige i Syrien gør, hvad de kan for at hjælpe børnene med at få en form for normalitet i deres hverdag igen. Det sker via det såkaldte psykosociale arbejde.

På fire centre samt via såkaldte udrykningsteams, der kører rundt i landet, hjælper vi børnene og deres forældre med at bearbejde de voldsomme oplevelser. De frivillige leger med børnene og laver forskellige sessioner, der skal hjælpe børnene med at kunne håndtere det, de har oplevet.

”Det handler om at understøtte børnene og lære dem at forstå deres egne reaktioner. At forstå, at de har en normal reaktion på en unormal situation. Vi taler med dem om, hvad der er sket, og hvorfor det sker. Og giver dem nogle redskaber til at håndtere følelser som vrede og angst – at det for eksempel er bedre at tale end slå,” fortæller Ea Suzanne Akasha.

Samtalegrupper for forældre giver trygge børn

Det er også vigtigt, at forældrene forstår, hvad det er, deres børn har oplevet, og hvordan det påvirker dem. Derfor er vi også i færd med at oprette sessioner for forældrene, forklarer Ea Suzanne Akasha.

Støt Røde Kors' arbejde fast

”Her kan de sidde og tale sammen om børnenes behov og om, hvordan man er en god forælder. Vi ved, at det hjælper børnene i forhold til at skabe nogle trygge miljøer midt i alt det forfærdelige.”

”Det er vigtigt for, at børnene igen kan opbygge tillid til andre. Man kan ikke vokse op og blive et ansvarsfuldt menneske uden tillid.”

 

Kort over syriske flygtningebørn