Jeg vil gøre alt for at finde min søn

Aslan var nødt til at flygte fra Afghanistan for 13 år siden. For to år siden forsøgte resten af hans familie at flygte efter ham, men under flugten forsvandt Aslans 15-årige søn. Ingen har set eller hørt fra ham siden. Aslan håber på, at det kan lykkes at finde sin søn gennem Røde Kors´ eftersøgning på nettet; Trace the Face. Aslan 1 630 X 250
 
 

24.08.2016 Tekst: Susan Hoffmann og Matilde Fenger Flindt

Det sidste Aslan fra Afghanistan kender til sin nu 15 årige søns skæbne, er at han sad på en hest, der galoperede væk fra nogle grænsevagter i grænseområdet mellem Afghanistan og Iran.
Aslan var der ikke selv, da det skete, men det gør så ondt at tale om det, så tårerne løber ned af hans kinder ved tanken.

"Min kone og nogle andre familier forsøgte at komme over grænsen til Iran ved hjælp af nogle menneskesmuglere. De fleste gik, men et par af menneskesmuglerne var til hest, og det var min søn også. Det hele gik så stærkt. Nogle iranske grænsevagter løb pludselig frem fra et skjul tæt ved grænsen. Menneskesmuglerne var optaget af at redde sig selv og red væk i galop, og det gjorde min søns hest så også. Det skete for to år siden, og vi har hverken set eller hørt noget fra ham siden," fortæller en dybt berørt Aslan, hvis kone stadig befinder sig i Afghanistan.
Af frygt for hendes sikkerhed, vil Aslan ikke have sit fulde navn i artiklen

En barsk skæbne og et spinkelt håb 

Billedet af Aslan på Røde Kors´ Trace the Face-hjemmeside er ét af nu omkring 1.300 billeder af flygtninge i hele Europa, der leder efter savnede familiemedlemmer gennem netop den tjeneste. Hjemmesiden er et nyt redskab, der skal gøre det nemmere for alle med adgang til internettet at genfinde hinanden, og den er et supplement til Røde Kors´ store eftersøgningstjeneste, der i Danmark har små 2700 igangværende sager, og 700 nye kommer til hver eneste år.

Bag hver eneste af de 1.300 ansigter på hjemmesiden er der barske, hjertegribende fortællinger som Aslans. Og tabet af den yngste søn er bare en del af Aslans fortælling om mange hårde år, siden han i 2001 var tvunget til at forlade sin landsby i den nordlige del af Afghanistan. På det tidspunkt skete der voldsomme krigshandlinger i hele den nordlige del af landet, og Aslans familie (der tilhører det turkmenske mindretal) var en af mange familier, der kom i klemme, da lokale krigsherrer overtog magten.

"Jeg befandt mig nogle hundrede meter fra vores hjem, da et barn fra landsbyens kom løbende for at fortælle, at jeg skulle skynde mig væk. Det viste sig, at min mor havde sendt barnet afsted for at advare mig, fordi nogle lokale soldater truede med at skyde mig. Jeg skjulte mig og flygtede videre om natten i bjergene," fortæller han.

Siden den dag i 2001 har livet været en kamp for Aslan. Senere var hans familie nemlig også nødt til at flygte, og i hele 13 år mistede han helt kontakten til dem.
-Det er et fattigt område uden elektricitet og uden telefonforbindelse. Det er nærmest umuligt at spore hinanden, når først man har forladt det område, man stammer fra. I alle årene har jeg jo tænkt på dem og på, om de nu klarede sig. Da jeg måtte flygte, efterlod jeg kone og to sønner. Den ældste på to år og så min yngste, der ikke kunne gå endnu. Det er ham, jeg leder efter nu, forklarer han.

Første telefonkontakt i 13 år

Igennem årene er han – når der har været råd til det – rejst til Pakistan for at lede efter familien i store flygtningelejre i Pakistan, hvor han havde hørt, at mange fra hans landsby var flygtet til. Alle steder lagde han sine kontaktoplysninger og håbede på at høre nyt. Men først i 2014 fik han – langt om længe – et tip om, at hans kone arbejdede i en plantage i Iran. 

Han skyndte sig afsted men var igen uheldig. Tre måneder forinden havde de iranske myndigheder nemlig sendt hende og andre afghanske flygtninge tilbage til Afghanistan. Men heldigvis kunne de andre arbejdere i plantagen hjælpe ham med et telefonnummer til hende.
For første gang i 13 år kunne han endelig tale med hende. Det blev imidlertid alt andet end den glædelige kontakt, han havde længtes sådan efter.

"Hun fortalte mig, at vores ældste søn var blevet dræbt af nogle soldater, da han kun var fire år gammel." fortæller Aslan mens tårerne igen løber, og han går i stå ved tanken om alt det, hans kone fortalte ham.

 En hverdag i Danmark

"Jeg må indrømme, at mit liv til tider er svært at leve. Jeg har opholdstilladelse og bor i en dansk kommune nu. Jeg har også fået et arbejde på et cykelværksted. Hver eneste uge taler jeg med min kone i Afghanistan, der har det svært. Hun siger, jeg skal gøre alt for at finde vores yngste og eneste overlevende søn. Det gør jeg nu igennem Røde Kors´ eftersøgning og Trace the Face. Det giver en lille smule håb. Jeg har også bedt myndighederne om familiesammenføring med hende, men har ikke fået svar," siger Aslan.

Nu vil han forsøge at få et billede af sin kone på hjemmesiden, fordi sønnen sandsynligvis bedre vil kunne genkende hende. Han vil også spare op til endnu en billet, så han kan rejse ud for at lede. For, som han siger: "Jeg vil gøre alt for at finde min søn."