Henrik reddede sin fodboldkammerats liv

Da fodboldkammeraten pludselig faldt om, tøvede Henrik Schellerup ikke et sekund med at springe til med førstehjælp. Derfor er han nomineret til prisen Årets Førstehjælper, som Røde Kors uddeler hvert år til en person, der har ydet en særlig førstehjælpsindsats.KurtHenrik
 
 

71-årige Henrik Schellerup fra Hillerød reagerer hurtigt, da hans holdkammerat, 69-årige Kurt Schmidt, falder om med et hjertestop under en fodboldkamp mod Lyngby i juni sidste år.

Henrik har været idræts- og biologilærer igennem 30 år, og han ved, hvordan man giver førstehjælp. Derfor tøver han heller ikke et sekund med at give hjertemassage og kunstigt åndedræt.

”Nogle af de andre spillere troede, det var bedst lige at vente og se lidt, men jeg kunne straks se, at den var helt gal, da Kurts ansigt skiftede farve fra kridhvid til blåbær,” siger Henrik Schellerup.

’Godt, jeg var til fodbold med Henrik’

Henriks indsats er årsagen til, at Kurt Schmidt lever i dag og har det godt. Kurt har fået en pacemaker, men har ikke nogen mén fra ulykken.

”Det var rigtig godt, at jeg var til fodbold med Henrik. Hvis jeg havde gået hjemme i haven alene, så havde jeg ikke været her i dag,” siger Kurt Schmidt.

Henrik gav Kurt hjertemassage i ni minutter, mens en ung fodboldpige hentede hjertestarteren. Kort tid efter Henrik brugte hjertestarteren, kommer ambulancefolkene, og Kurt vågner i ambulancen.

Vigtigt at reagere hurtigt

Chef for førstehjælp i Røde Kors, Tina Donnerborg, lægger især vægt på, at hjælpen bliver givet med det samme.

”Henrik reagerede hurtigt og sørgede for at ringe efter hjælp. Hans indsats har gjort en forskel på liv og død, og derfor er han nomineret til Årets Førstehjælper,” siger chef for førstehjælp i Røde Kors, Tina Donnerborg og tilføjer, at Røde Kors har en ambition om, at alle danskere skal kunne yde førstehjælp.

Vinderen af Årets Førstehjælper bliver kåret den 29. april, og præmien på 10.000 kroner sponsoreres for andet år i træk af privathospitalet Aleris-Hamlet.

Læs mere om førstehjælp og tag et kursus

Læs hendes historie her: (link)