Genopbygningen er i fuld gang på Filippinerne

Vores katastrofechef Arne Vågen har netop besøgt Tacloban – et af de områder i Filippinerne, der blev værst ramt af tyfonen i november. Han ser positivt på fremtiden. Genopbygning
 
 

07.02.14. Kl. 17:00. Tekst og foto: Julie Lorenzen

Hvordan ser der ud i Tacloban i dag?

Det ligner stadig en jammerdal, og ødelæggelserne er enorme. Så langt øjet rækker, er der ruiner, skibe der er skyllet ind på land, bliktage, som er revet af. Og man finder stadig 5-6 døde mennesker om dagen. Det er så voldsomt, fordi der her var adskillige flodbølger på 10-12 meter, som skyllede ind over land. Vand er altid det værste, fordi det er så voldsomt og slår alt til pindebrænde. Vinden var også slem og smadrede husene og kokosplantagerne, så folk mistede deres levebrød. Men det var vandet, som tog livet af flest folk.

Støt de tyfonramte i Filippinerne

Hvad gjorde størst indtryk på dig?

Det er filippinernes store vilje og evne til at hjælpe sig selv og hinanden – deres solidaritet, humør og gå-mod. Det har jeg stor respekt for, og jeg er meget imponeret. Vi kan lære meget af filippinerne.

Hvordan går det med hjælpearbejdet i Filippinerne?

Den akutte fase med at uddele det mest nødvendige nødhjælp så som mad, tæpper og presenninger er ved at være slut. Og nu starter den fase, hvor vi arbejder med den mere langsigtede genopbygning. Helt konkret så går vi nu i gang med at hjælpe filippinerne med at genopbygge deres huse, med at genoprette vandforsyningen, hjælpe folk med at få skabt et nyt levebrød og med at styrke sundhedsvæsenet. Over de næste to år vil Røde Kors hjælpe 600.000 mennesker.

Hvordan hjælper vi folk med at genopbygge deres huse?

Folk er allerede i fuld med at genopbygningen. Vi viser dem, hvordan de kan bygge deres huse mere solidt, så de bedre kan stå imod en ny tyfon. Det kan for eksempel være, hvordan man kan binde taget fast, så det ikke ryger af i stærk regn og vind. Eller hvordan man kan grave pælene til huset ned i jorden og derefter fylde op med cement, så huset står bedre fast i jorden.

Hjælp Filippinerne med genopbygningen

Hvad har Røde Kors gjort indtil nu?

Siden tyfonen ramte 8. november har vi hjulpet 600.000 mennesker med akut nødhjælp så som rent vand, mad, presenninger, tæpper, madrasser, vanddunke og lægehjælp. Og derudover har vi også hjulpet med at rydde op efter tyfonen.