Flygtede uden sin mor, bror og søster

19-årige Sally måtte flygte med sin far ud af Syrien. Hun er lettet over at være i sikkerhed i Danmark og håber, hun kan fortsætte sit liv og sin uddannelse herPigerettet1
 
 

Foto og tekst: John Engedal Nissen

Bomberne rystede vinduer og døre i huset. 19-årige Sally og hendes familie var fanget i byen Homs i Syrien mellem regeringens og oprørernes styrker.

”Det var forfærdeligt. Jeg græd, hver gang jeg hørte bomberne. Jeg var meget bange,” siger Sally.

Hun læste til elektroingeniør på universitetet og trivedes i Homs, indtil krigen begyndte at ødelægge hendes fremtidsudsigter og trygge hverdag.

”Det var for farligt at gå udenfor, for der var bomber og snigskytter. Risikoen for at blive kidnappet var også stor. Det skete for vores nabo og for min fætter. Han blev løsladt igen, efter familien betalte en løsesum. Ofte var vi indenfor hele dagen.”

 

Truet af både oprørere og regering

De havde hverken elektricitet eller internet, og indimellem heller ikke vand. Om aftenen måtte de tænde stearinlys for at kunne se, mens de kunne høre bomberne i baggrunden.

Hendes far arbejdede som sygeplejerske i Homs, hvor han insisterede på at behandle sårede fra både regeringen og oprørernes styrker. Begge sider advarede ham mod at hjælpe fjenden.

Situationen spidsede til, og en dag bankede bevæbnede mænd på døren og ledte i hele huset efter hendes far. Han og Sally var tilfældigvis på besøg hos hendes tante. Sallys mor ringede og advarede dem mod at komme hjem. Hendes far græd, da han lagde røret på og fortalte, at de var nødt til at skynde sig væk.

”Jeg græd, for jeg ville se min mor. Det var meget svært ikke at få lov til at sige farvel,” siger hun. Hendes bror og søster havde heller ikke mulighed for at komme med.

 

Flygtede i rusten fiskekutter

De flygtede til Tyrkiet, og derfra over Middelhavet til Italien i en gennemrustet fiskebåd. De havde ingen kaptajn, og båden var fyldt til bristepunktet med 170 flygtninge.

”Jeg følte, vi svævede mellem livet og døden. Vi vidste ikke, om vi nogensinde ville nå frem.”

De slap igennem den italienske kontrol og kørte hele natten op igennem Europa. Om morgenen kunne de stige ud i Kolding.

”Jeg var glad og lettet over at være nået i sikkerhed. Men jeg ville være gladere, hvis min mor, søster og bror var taget med os. De er stadig i Syrien,” siger hun med et dybt suk.

Tilmeld dig et af de humanitære folkemøder her.