Filippinere hjælper hinanden over tyfonen

På Filippinerne sidder folk ikke og venter på hjælpeorganisationerne – de er i fuld gang med at hjælpe hinanden efter tyfonen. Og det er den bedste form for hjælp, siger generalsekretær Anders LadekarlFilippinerne hjælper hinanden
 
 

09.12.2013 kl. 13:30 Tekst og foto af Julie Lorenzen

 

21-årige Honey Geane står i den lange kø ved Røde Kors’ hovedkvarter i byen Tacloban – en af de værst ramte efter tyfonen Haiyan. Hun vil gerne melde sig som frivillig og hjælpe sine tyfon-ramte landsmænd.

Støt tyfon-ofrene i Filippinerne

Honey Geane er selv en af de berørte – hendes mand mistede livet under tyfonen, så hun nu er alene med deres syv måneder gamle søn. Og hendes hus er totalt ødelagt. Alligevel har hun overskud til at hjælpe andre.

”Jeg vil gerne hjælpe ofrene, for jeg er selv et offer. Min mand er død, så jeg kan lige så godt gøre noget for at hjælpe andre,” siger Honey Geane, hvis største drøm er, at Tacloban bliver lige som før tyfonen.

Det allerbedste er, når folk hjælper hinanden

Tusindevis af filippinere – både i og uden for Filippinerne – har siden, tyfonen ramte 8. november hjulpet de berørte med vand, mad, husly og anden hjælp.  Generalsekretær Anders Ladekarl, der er netop hjemvendt fra Filippinerne, er imponeret over filippinernes måde at hjælpe hinanden på.

”Der er en overlevelsesvilje, jeg sjældent har set andre steder i verden. Folk er i gang med genopbygningen og hjælper hinanden. Der er meget solidaritet,” siger han og tilføjer:

”Det allerbedste er, når hjælpen foregår lokalt, og folk hjælper hinanden. Det er især vigtigt i de første uger af en katastrofe – der overlever folk på at hjælpe hinanden. Vi skal supplere dem med det, de ikke allerede har fx presenninger.”

”Vi er helt afhængige af den mad, folk giver os”

46-årige Fe Pino er én af de berørte, som har haft stor gavn af sine landsmænds vilje til at hjælpe.

Hendes hus blev jævnet med jorden. Og hendes mand har ikke længere noget job, da sukkerplantagen, han arbejdede i, er totalt ødelagt.

”Vi er helt afhængige af den mad, folk giver os – vi får lidt mad og vand af fra folk, der kører forbi på vejen,” fortæller hun.