Brev fra folkedrabet i Rwanda

For 20 år siden havde vores udsendte nødhjælpsarbejder Lasse Nørgaard mest lyst til at skrige. I stedet skrev han dette brev fra byen Goma, der ligger på grænsen til Rwanda. Han kaldte byen for Helvedes Baggård. Lasse Noergaard
 
 

Goma kan ikke beskrives, Goma skal lugtes.

Tag en dyb indånding af den sur-søde stank af de tusindvis af lig, der har ligget i vejkanten i dagevis, og du vil aldrig glemme den igen. Bliv mindet om den hver gang du passerer massegravene og bunkerne langs vejen og de stribevis af oppustede lig, der ligger på en lille skråning inde på klinikkens område, og som skal fjernes, før de sprækker og indholdet løber ned i naboteltet, hvor 200 kolera-patienter ligger og forsøger at trække vejret, mens nogle få læger og sygeplejersker uden rent vand eller nok medicin eller drops kæmper for at holde liv I dem, der trods alt har en chance, mens de bander den vestlige verdens sløvsind og sommerferie langt væk.

Forestil dig en nødhjælpsoperation, hvor alle går med masker og tørklæder. Hvor den vigtigste opgave i dagevis ikke er mad eller vand eller medicin, men at få fjernet og begravet ligene. Hvor moralen falder blandt flygtninge og lokale og hjælpearbejdere og journalister, efterhånden som ligstakkene og ligstanken vokser, og hvor det til sidst bliver uudholdeligt. Hvor man er tæt på at skrige, når man sidst på aftenen sidder udmattet i hotellets have, og en let brise bringer lugten af død hen under ens næsebor.
Hvor man bare ikke vil eller kan klare det længere.

Og hvor der så alligevel næste morgen ligger endnu flere lig, der stinker endnu mere. Som manden i jakkesæt, der ligger livløs med (sine?) tre drenge omkring sig 20 meter fra vejen blandt ti familier, der er ankommet I nattens løb, og hvor mange allerede har givet op. Den mindste dreng ligger med det ene ben bøjet ind under det andet og hånden under hovedet, sådan som jeg selv ofte sover. Han er to, måske tre år. Den anden dreng ligger på maven, mens den tredje ligger på ryggen spredt ud over en stor sten som en kludedukke med hovedet vendt mod mig og stirrer. Han er nok seks år og stendød, og jeg vil fjerne ham, men tør slet ikke gå tættere på, fordi jeg ved, at han lige præcis altid ved hjemsøge mig. Det er ikke de andre flygtninge i Kimumba-lejren, han kikker på, det er mig. Hver eneste gang jeg passerer ham de næste otte timer og ikke vil kikke og alligevel bliver nødt til det for at se, om han er der endnu, ser han mig direkte ind i øjnene med sit døde blik, og jeg bliver forskrækket og vil dreje hans hoved, men der er en luftmur imellem os, og jeg kan ikke gå tættere på. Og snart bliver han en besættelse, en underlig bizar trøst, fordi jeg har en død ven, der bliver liggende og som gør, at jeg ikke føler mig helt ensom i dette kaos af en kvart million flygtninge, der blokerer veje og gør det umuligt for biler at passere.

Hvis Rwanda var Helvede på Jord, så er dette Helvedes Baggård. Over en million flygtede fra det nordvestlige Rwanda, da RPF rykkede frem, og nu sidder de på en 60 kilometer lang strækning fra Goma by og nord på. I enhver rundkørsel og baghave, bag enhver busk og butik, og overalt langs vejen. I sportscentret ved siden af hospitalet i selve Goma har Røde Kors indrettet et lazaret for de sårede soldater fra den tidligere regeringshær. For nogle dage siden var der 3300, nu er der 2500. “Men nu er vi nede på 100 døde om dagen”, siger den norske læge, mens han kæmper for at sætte drops op i træernes grene til de soldater, der som muselmænd ligger på jorden og gisper, mens deres vædskende krigsskadesår blever mere og mere inficerede og giver dem feber, som de til sidst dør af. Og så kan de blive lagt over på tennisbanen i den bunke af lig, som vi også må se at få fjernet, ligesom alle de andre bunker. 

Det værste sted er Kibumba-lejren, som Røde Kors har taget ansvaret for. Her sidder 250-300.000 flygtninge på en vulkansk sten og venter på at dø. Det er et mareridt, for her er ikke noget vand, og Jorden er så stenet, at vi ikke engang kan grave de 60 cm ned som er nødvendige for at begrave de døde. Så at grave brønde for vand eller for latriner er utopi.

Her er to klinikker, men ikke nok vand eller medicin. Vi lægger en tom blæretank på jorden og venter på tankbilen med vand. I tre dage. Vi leder efter steder at begrave de døde og overvejer at købe bønderne ud af deres bananplantager, for hvis der kan gro bananer, er der også dybt nok til en kirkegård.

Vi bliver grebet i hænderne af forældreløse og uledsagede børn. Tiggerne er nemme nok at ryste af, men børnene klynger sig til en og siger en hel masse, man ikke forstår, bortset fra Papa Papa. Og beskeden er tydelig nok, for de desperate øjne fortæller det hele, og man er næsten magtesløs og vil gerne hjælpe og vil gerne videre. Og man kan ikke give slip før de er sat i en gruppe med andre forældreløse med lidt vand og en kiks og en forsikring om, at nogen vil tage sig af dem. Og ja, vi må huske at få dem transporteret hen til de børnehjem, der nu har henholdsvis 1700 og 4000 børn.

Imens vælter det ind med kolera og dysenteripatienter, der bliver båret eller støttet af deres pårørende. De brækker sig blandt de andre syge. De bliver lagt uden for på flade stene, for der er ikke plads i teltene. Og mange af dem dør kort efter og bliver rullet ind i en bastmåtte og lagt hen i bunken med lig. Og pludselig begynder et af ligene at vrikke let med foden, men lægen siger, at der ikke er nogen ide i at vikle hende ud, for der er ikke noget at gøre. Midt i dette kaos ligger en lille dreng eller pige på alle fire med hovedet ned mod jorden og gul diarre sivende ud og er bogstaveligt talt ved at skide sig i døden.

De er næsten værre end ligene, de levende døde. Kvinden, der ligger og gisper med to skrigende babyer, der klynger sig til hende. Hun ligger I vejkanten ved siden af to mænd, der sælger kartofler, men de er ikke i familie, og mændene ved heller ikke, om hun har nogen. Og jeg bliver vred over at de ikke gør noget, men hvordan skal jeg kunne sætte mig ind i, hvordan det er at forsøge at overleve blandt så megen død og håbløshed? Jeg har aldrig gået 30 kilometer efter vand, jeg er bare frustreret over, at jeg på sjette time ikke kan hive min halve liter rene mineralvand op ad tasken og drikke foran folk, der er ved at dø af tørst.

Og folk dør af tørst. Uden at være ramt af kolera eller dysenteri eller diarre, dør folk dehydredede, fordi de ikke får nok at drikke. Vi er tæt på at producere nok rent vand til at kunne kunstvande Sahara, men vi kan ikke få rent vand frem til Kibumba, fordi vi ikke har nogle tankbiler. Det kan vi så fortælle alverdens tv-stationer i presselejren om aftenen, hvorfra der kan sendes “live” til hele verden via satelit og generatorer. Vi kan tale direkte med reportere fra New York og Sydney og Odense med et halvt sekunds forsinkelse, men vi kan ikke få rent vand frem til Kibumba. Vi kan se regeringer “handle hurtigt” med luftbroer, hvor de smider mad ned i hovedet på folk i Katale lejren, som man sagtens kan nå langs vejene, og hvor der allerede er 500 tons mad i varehusene, men vi kan ikke få det skide rene vand frem til Kibumba. Vi kan se de hjælpsomme franske tropper rykke hele deres kontingent ind med telte, fly, hospital og brusebade i løbet af tre døgn, men folk dør af tørst i Kibumba.

Sidst på dagen vil et BBC hold vide, hvad der har påvirket mig mest, og jeg overvejer at fortælle dem om i går aftes, da en lastbil med mad stødte sammen med en lastbil med lig i et vejsving, og de begge væltede og der lå døde og mad spredt ud over marken, men siger ikke noget og rykker i stedet kameramanden i ærmet for at tage ham med hen til min døde ven på stenen. Da vi står foran ham blinker hans lillebror i sovestilling pludselig med øjnene. I mindst otte timer – sikkert længere – har han ligget bomstille og stirret på sin døde far, og vi samler ham op og han er rød i den ene side af hovedet fra solen og i den anden af at have ligget med kinden mod jorden. Vi bærer ham hen til de andre forældreløse hvor han sidder apatisk ved siden af babyen på cirka tre uger, der blevet fundet på maven af sin døde mor.

“Det værste jeg nogensinde har set”, siger alle hjælpearbejdere til alle reportere. Det er ren afmagt, for hvordan skal vi ellers beskrive det? Jeg gider ikke sige det, for jeg vil have stanken af død ud til alle. Jeg vil lade alle tv-seere og radiolyttere og avislæsere prøve det selv for at forstå, at det ikke er synet men lugten det handler om.
Men nej, det er for brutalt at tvinge andre til det samme. For har du forest fået stanken af rådnende lig ind i systemet, får du den aldrig ud igen. Næste gang nogen spørger vil jeg svare: “Det er det værste, jeg nogensinde har lugtet”.