Dansen gav Isabella selvtillid

Isabella er blevet modigere og har fået mere selvtillid, siden Røde Kors begyndte at betale for hendes fritidsinteresse. Hun er ligefrem begyndt at svare igen, når hendes mor stresser for meget.
 
 

02.12.2013 kl. 14:55 Af Troels Donnerborg, Foto Marie Louise Munkegaard

12-årige Isabellas mor Rosita sover på sofaen. Isabella sover på en dobbelt luftmadras, som hun deler med Serena. Men oven på sengetæppet ligger et bjerg af bamser som hos enhver anden 12-årig pige, og ved indgangen til stuen står et enormt tegnebord med maling, papir, tuscher, farvekridt og blyanter.

Tegneredskaberne fik de af Røde Kors sidste år som en del af julehjælpen. Men Isabella har fået meget mere. Hun har fået noget at gå til i sin fritid. Først begyndte hun til dans, men nu er det fitness, der er et hit. Det har betydet meget for Isabella, der ikke længere føler sig så udenfor som tidligere.

”Jeg synes, jeg er blevet mere modig,” siger hun.

Hjælp andre børn som Isaballa - giv julehjælp

Begyndte for tre år siden

Røde Kors begyndte at uddele julehjælp til familien fra Hundested for tre år siden. Det blev ikke bare indgangen til bedre mad og mere hygge, men også ferier og ture og nu også til betaling af kontingent til danseskolen og en del af fitnesstræningen. Det har betydet meget for Isabella, siger mor Rosita.

”Hun har fået meget mere gåpåmod og er ikke bange for noget længere. Før skulle hun have mor med alle steder, men det behøver hun ikke længere. Hun har fået meget mere selvtillid og tør svare igen og bede om en forklaring, hvis der er noget, hun ikke forstår. Det er rigtig dejligt at se.”

Røde Kors betaler i dag 200 kroner, mens Isabellas mor betaler de sidste 100 kroner for kontingentet til fitnesscentret. Og Isabella vil gerne af sted hver dag, hvis det kan lade sig gøre.

Giv julehjælp

Meget bedre end tidligere

Isabela har holdt kontakten med en af sine danseveninder. De hygger sig og bytter tøj sammen. Og meget har ændret sig de sidste fire år. Også i forhold til selve julemåneden, hvor Rosita tidligere stressede og lånte penge. Eller som Isabella siger:

”Hun sagde hele tiden: Lad være med at snakke til mig nu.”

Og den 44-årige førtidspensionerede Rosita, havde det heller ikke godt med det.

”Jeg følte, jeg var en dårlig mor,” siger hun.

”Det har betydet meget for pigerne og mig, at vi har fået den her hjælp.”