Aarhus får sundhedsklinik for en udsat gruppe

Nu åbner der i Aarhus en sundhedsklinik for mennesker uden opholdstilladelse, som ikke får den nødvendige sundhedshjælp.
 
 

03.12.2013 kl. 13:39 Af Morten Schwarz Lausten

2. december åbner Røde Kors i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp en sundhedsklinik i Aarhus for mennesker, der ikke har opholdstilladelse i Danmark – såkaldte udokumenterede migranter.

Mange mennesker, der af den ene eller anden grund opholder sig i Danmark uden tilladelse, får ikke den nødvendige sundhedshjælp. De tre organisationer åbnede i 2011 en sundhedsklinik i København, hvor udokumenterede migranter gratis og anonymt har kunnet få hjælp med eksempelvis problemer under graviditeten, lungebetændelse eller smerter i ryggen.

I løbet af de første to år i København er der skrevet 1400 journaler, der har i alt været næsten 4000 besøg og der har været bud efter en jordemoder 320 gange. Derfor har de tre organisationer vurderet, at der er behov for at åbne en afdeling i Aarhus. Indtil videre er der i Aarhus ressourcer til de allermest nødvendige sundhedsfaglige kompetencer: læger, sygeplejersker, jordemødre, bioanalytiker. Hjælpere i modtagelsen som kan være medicinstuderende, SOSU-assistenter mv.

”Vi ser et behov, derfor handler vi. Og det gør vi igennem noget af det stærkeste engagement, vi kan mønstre i det danske samfund: nemlig det frivillige arbejde. I København er der tilknyttet 200 frivillige til klinikken og i Aarhus har hele 60 frivillige læger og jordmødre allerede meldt sig på banen. Det er en indsats, der gør mig både stolt og glad,” siger Susanne Larsen, præsident i Røde Kors.

"Klinikken i København har været vigtig for beskyttelsen af udokumenterede migranters rettigheder. Vi er derfor glade for, at der nu åbner en klinik i Aarhus, så flere fra gruppen kan nyde godt af tilbuddet," supplerer asylchef Eva Singer, Dansk Flygtningehjælp.

Læger har pligt til at behandle

Næstformanden for Lægeforeningen, Jette Dam-Hansen, er glad for, at der nu også i det vestlige Danmark kommer et tilbud til en gruppe af mennesker, som i praksis ikke har adgang til at få behandling for kroniske sygdomme som for eksempel diabetes.

- Vi møder de her meget sårbare mennesker hver dag. Mange af dem er bange for, hvad der skal ske, hvis de bliver undersøgt eller indlagt. Som læger kan vi ikke bare se til og lade mennesker gå rundt med ubehandlede sygdomme. Lægeløftet forpligter os til at give den nødvendige lægehjælp til alle mennesker uanset hvilken juridisk status, de har, siger hun.

Klinikken er 100 procent privatfinansieret og belaster ikke det offentlige sundhedsvæsen. Finansieringen kommer hovedsageligt fra en række private fonde. Det er forsat nødvendigt at finde finansiering til klinikken. Det vil ske gennem bidrag fra andre klinikker og indsamlinger i lokale Røde Kors afdelinger.