Endelig vaccineret

af Susan Hoffmann

Denne unge mor og flere hundrede andre asylansøgere på Røde Kors’ asylcentre kunne ånde lettet op, da de fik deres første vaccinationsstik mod COVID-19 i denne måned.

 

Vaccine
Foto: Kell Schomacker

På Center Jelling og på Hjemrejsecenter Avnstrup, hvor billedet her blev taget, var det sundhedspersonale fra regionerne, der stod for vaccinationerne, mens Røde Kors’ sundhedspersonale sørgede for registreringer og Corona-dokumentation. Et stort og møjsommeligt arbejde, da alle asylansøgere også skal have fysisk dokumentation for vaccinationen.

Begge steder fik Røde Kors’ personale stor ros for at stå for den praktiske indsats med at indrette lokalerne korrekt med venteområder og med at sørge for en tryg og rolig vaccinationsdag for alle. Især var der en glad og lettet stemning i de områder, hvor asylansøgerne skulle vente efter at være blevet stukket.

På Center Sandholm og Center Sjælsmark foretog Røde Kors’ sundhedspersonale vaccinationerne, hvilket gav mange gode erfaringer til den kommende tid, hvor det også bliver Røde Kors, der skal forestå vaccinationer af nytilkomne asylansøgere.

På Udrejsecenter Kærshovedgård stod Region Midtjylland for vaccinationen af den mest sårbare gruppe. Vaccinationen af de øvrige beboere foregår den 1. juli.

Sideløbende med vaccinationsindsatsen bliver alle asylansøgere registreret med hver deres eCPR-nummer, og på deres nye sundhedskort vil denne og de kommende måneders vaccinationer blive registreret. .