Om krisen

FN erklærede i februar 2017 hungersnød i dele af Sydsudan, hvor flere års tørke og konflikt har efterladt store dele af befolkningen i akut nød.

Sydsudan oplever lige nu verdens tredje største flygtningekrise efter Syrien og Afghanistan. De interne kampe i landet har tvunget mere end tre millioner mennesker på flugt fra deres hjem. 

Samtidig oplever befolkningen akut mangel på mad og afgrøder. I alt har fem millioner mennesker, som svarer til over 40 procent af landets befolkning, brug for mad. Ifølge FN er over en kvart million børn akut underernærede, og over en million børn er i fare at blive det.

Hungersnøden er den værste katastrofe, der har ramt landet, siden urolighederne mellem regeringstropper og lokale militser brød ud i 2013. Hvis hungersnøden ikke skal sprede sig, skal der handles nu.

Her ligger Sydsudan:

Fakta om situationen i Sydsudan

Selvstændigt i 2011: Siden 2011 har Sydsudan været et selvstændigt land. Sydsudan løsrev sig dengang fra nabolandet Sudan.

Fødevareusikkerhed: 5 mio. mennesker har akut brug for fødevarehjælp. 

Krig og konflikt: Der har været voldsomme kampe mellem regeringstropper og lokale militser siden 2013.

Flugt: Konflikt og interne kampe har tvunget med end 3 millioner mennesker på flugt. 2,1 millioner er internt fordrevne og resten har søgt tilflugt i nabolandene. 

Klima og landbrug: Der er voldsom tørke i landet.

Adgang: Konflikt og dårlig infrastruktur gør det svært at få nødhjælp frem.  

Det gør vi

Røde Kors er til stede med akut hjælp i de hårdest ramte konfliktområder. Vi uddeler mad, rent vand, telte, køkkenudstyr, medicin og lægehjælp til de mange familier på flugt. Desuden arbejder Røde Kors på at genopbygge det lokale landbrug på længere sigt ved at bidrage med såsæd og markredskaber.

Hver dag kæmper vi for at få hjælpen frem i det konfliktramte land – blandt andet ved at kaste hundredevis af nødhjælpspakker med mad ud fra fly.