Nødhjælpslægens dagbog

51-årige Christian Jensen er normalt praktiserende læge i Præstø. Men i juni var han udsendt for Røde Kors i bjergbyen Singati og omegn. De lokale sundhedsfolk forlod området efter de to store jordskælv den 25. april og den 12. maj 2015. Uden Christian og hans kolleger ville området være uden lægehjælp.

05.05

Jeg vågner, da solen står op omkring kvart i fem. Jeg ligger og lytter til morgenlydene, bedeklokken i templet og hundenes gøen, inden jeg står op. Der er klamt og varmt i teltet, og jeg er øm i ryggen efter tre uger i sovepose på et tyndt liggeunderlag. Jeg vågner mange gange hver nat af de mange efterskælv og lyden af bjergskred. Støvlerne skal rystes godt, inden de kommer på, for her er masser af giftigt kryb.

06.07

Morgenmaden er stort set den samme hver dag. En slags nepalesisk brød med kikærter i karrysovs. Og en sort te, der er voldsomt forsødet med sukker. Jeg har selv taget nescafe med. Jeg spiser ofte under åben himmel, så jeg kan se solen stå op over Himalaya-bjergkæden. Himlen føles meget tæt på heroppe. Det giver en næsten religiøs oplevelse.

07.30

Efter morgenmøde med hele teamet af nødhjælpsarbejdere er vi på vej til en lille bjerglandsby halvanden times kørsel fra Singati. Her skal vi give de lokale lægehjælp. Vi har både kliniktelt, borde, briks og medicin med, så vi kan opsætte en midlertidig mobil klinik. Det er alt sammen spændt fast ovenpå taget på to specialfremstillede 4-hjulstrækkere. Det er de eneste biler, vi kan komme frem med under så vanskelige vejforhold.

07.35

Vi kører i to biler, holder god afstand og radiokontakt i tilfælde af uheld. Der er dagligt bjergskred og eroderede veje. I forvejen er vejene meget stejle. Det er i virkeligheden bare to opkørte spor, og der er intet gærde til at forhindre os i at falde flere hundrede meter ned. Men jeg føler mig egentlig tryg nok. Vi kører 5-10 kilometer i timen, og der er så varmt og fugtigt i bilen, at jeg er helt gennemblødt af sved.

09.11

Vejen er blokeret af et stort bjergskred, og begge biler må vende om. Jeg er ikke skuffet, for vi må hele tiden tilpasse os vilkårene. Vi beslutter i stedet at besøge to andre landsbyer for at aflevere medicin til de lokale sundhedsassistenter. Det er nervepirrende at få vendt bilen på så smal og dårlig en vej. Vi andre står ud af bilen, mens chaufføren vender den i noget, der minder om en 25-punkts vending.

12.50

Vi er fremme i landsbyen. Sundhedsassistenten er i fuld sving i sundhedsklinikken, for der er mange patienter. Men han klarer det selv, mens vi gennemgår hans optegnelser over patienter og deres sygdomme. Klinikken mangler medicin. Så vi giver sundhedsassistenten en boks med basal medicin, så han kan behandle de mest almindelige sygdomme som luftvejsinfektioner, sår, diarre og smerter. Det bliver han meget glad for. Her er et hav af mennesker, fordi andre samtidig uddeler nødhjælp.

14.50

Vi kører forbi en rismark på hjemvejen. Det slår mig, hvor fantastisk der er, at dette hårdt prøvede folk har overskud til at plante ris, selvom de fortsat bor i telte og enkle shelters. Men det er den rigtige prioritering, for så har de noget at leve af fremadrettet.

15.58

Vi når tilbage til klinikken i Singati, hvor patienterne står i kø for at få hjælp. Jeg giver den en skalle sammen med den franske læge, og i løbet af en times tid har vi ryddet venteværelset. Jeg når at behandle omkring 15 patienter. Det er mest folk, der bliver skadet, mens de genopbygger deres huse, og eksempelvis har brækket et ribben. Men der kommer også flere med feber, udslæt og dårlig mave. Almindelige sygdomme, som borgere i Danmark også går til læge med. Her har vi bare færre instrumenter og mindre medicin. Og vi har ikke rigtigt noget at henvise folk videre til.

17.50

For første gang i tre uger er der dessert; chokoladebudding med vaniliesovs. Den tyske tekniker Michael er nemlig også uddannet kok og har som afveksling til ris og bønner kreeret aftenens måltid ud fra tyske frysetørrede komponenter. Jeg har ikke smagt noget sødt i ugevis. Så selv om buddingen ikke vil stivne under disse varme himmelstrøg, og smagen af pulver er gennemtrængende, er variationen kærkommen. Det er ren luksus og en smag af civilisationen igen for en kort tid. Det minder mig om, hvor jeg kommer fra.

20.45

Jeg går i sauna. Det er absurd, men finnerne har taget et saunatelt med bænke og elektrisk ovn med sten med fra Finland. Vi evaluerer dagen sammen, og her er en rar og åbenhjertig stemning. Det er et tiltrængt frirum. Vi joker, og der bliver grinet meget, inden vi går i seng kort efter. Jeg kommer til at sove godt efter saunaturen. I teltet ligger jeg med min pandelampe i den ene hånd og passet i den anden, klar til at løbe ud, hvis der pludselig kommer et jordskælv.

STØT NU