Af Sidse Thestesen

Familien Grøn Christensen søger gæster,
så de kan nå om træet juleaften

I vinduerne hænger engle og byder velkommen. Papirsklip pryder en troldegren, kravlenisserne underholder på badeværelset, og i stuen står et overdådigt juletræ:

”ALT kommer på. Man kan nærmest ikke se træet,” fortæller Anette Grøn Christensen.

Familien Grøn Christensen elsker julen. Der mangler bare en ting: Julegæster.

Fam. Grøn

Juletræsdans med nye venner

I år skal familien kun være Anette, hendes datter Ygdrasil og deres hund. Derfor har de meldt sig som juleværter ved Røde Kors. De vil nemlig meget gerne være flere. For den femårige Ygdrasil handler det især om én ting:

”Min datter glæder sig rigtig meget til at kunne nå om juletræet. Vi har prøvet at få hunden til at gå med rundt om træet, men det vil den ikke rigtig, medmindre vi bærer den, og så går ideen jo lidt af det,” griner Anette

For Anette er det ikke så meget det med træet, der er vigtigt:

”Jeg synes bare, at det kunne være spændende at møde nogle nye mennesker. Det kunne være enormt hyggeligt. Og hvem ved, hvad der kan blive ud af det. Måske det bliver til nye venner.”

Julesalmer i vilden sky

For familien handler julen ikke kun om juletræ, gaver og risalamande, men også om det kristne budskab. Derfor synger de masser af julesalmer. Men Anette ved også godt, at alle måske ikke er vant til helt så mange salmer.

”Man behøver ikke at være kristen for at være med til vores juleaften. Men man skal bare vide, at vi altså synger de her salmer og læser evangeliet. Antallet af salmer kan godt sættes lidt ned, hvis vores gæster synes, at det er i overkanten. Vi slutter selvfølgelig af med ’Nu er det jul igen’ og løber rundt i hele huset.”

Rødkål og hjemmebag

Forberedelserne til juleaften starter hos familien Grøn Christensen et godt stykke tid før den 24. med masser af julebag og konfekt. Så det kan julegæsterne også se frem til at blive budt på til kaffen, når festlighederne starter om eftermiddagen. Til maden er der and og tilbehør fra stegeso og rødkålen er hjemmelavet:

”Det er en del af vores juletradition, og så smager det bare godt,” forklarer Anette og fortsætter:

”Jeg er til gengæld ikke så god til at lave brunede kartofler, men kommer der nogen, som virkelig gerne vil have det, kan det jo være, at de kan lave det. Hvis de nu er bedre til det og har lyst til at give en hånd med – men det er bestemt ikke et krav. Det eneste krav er hygge.”

Ja, familien Grøn Christensen glæder sig til at være flere om hyggen den festlige aften. Som Anette selv udtrykker det:

”Vær velkommen!”

Savner du også nogen at holde jul med? Så klik her.