Outsideren - Alberte Winding

Under opvæksten på Ærø følte hun sig anderledes – hippiebarnet fra København uden en mor. I dag bruger sanger og forfatter Alberte Winding den følelse i sin kunst til at være noget for børn, der har det svært.  G6C3610
 
 

Af Julie Lorenzen. Foto: Camilla Stephan

Det er starten af 70’erne. Der er fest i Skovby på Ærø, og de andre piger er klædt ud i hvide kjoler, knæstrømper og har guldsandaler på fødderne. To piger skiller sig ud fra flokken. Alberte og hendes søster, som står i hver deres velour-spencer kjoler i orange og lilla. Deres fineste tøj.

Alberte Winding er 8 år og netop flyttet til Ærø fra København.

Hendes mor er død, og Alberte skal nu bo med sin far og hans nye familie i det lille ø-samfund i Lillebælt.

Kunstnerfamilien bor i en landsby på en gård med marker bag og en landevej på den anden side. Huset skifter farve et par gange fra sort til lyserød og ligner aldrig de andre huse i landsbyen.

Stevie Wonder, jazzmusik og brasilianske toner brager ud af højtalerne og blander sig med en duft af hjemmebagt brød.

Masser af kærlighed, men småt med penge

Nogle vintre er der ikke råd til olie til fyret. Så bliver der fyret op i kakkelovnen i køkkenet, men det er stadig hundekoldt.

Huset er et poetisk rod. Faderen maler kæmpe malerier midt i stuen, og stedmoderen syr hatte, så det flyder med blomstret stof.

Oprydning er ikke det, der bliver brugt mest tid på.

For Alberte er det lidt af et skift fra moderens lejlighed i København, hvor alt var rent. Hendes mor havde i den grad gået op i, at der skulle se godt ud.

Nu er det hele vendt på hovedet.

Hun har ikke vildt lyst til at have nogen med hjem, for hendes hjem er ikke som de andre børns. I stedet begynder hun selv at rydde op.

Ofte går Alberte over til naboen. Her får hun kaffe, ostemadder og lytter til Dansktoppen, og hun elsker det.

For det føles almindeligt.

En flippet familie

”Vi var en ret flippet familie, og jeg kom i indisk skjorte, jakke med fryns og svaj i bukserne, som var det sejeste i København på det tidspunkt.”

”Vi måtte egentlig gerne være anderledes, og blev aldrig drillet med at vi skilte os ud, men vi kæmpede alligevel for at passe ind. Børn vil helst ligne alle andre,” husker Alberte Winding i dag om barndommen på Ærø. Hun er i mellem tiden blevet 53 år og har for længst skiftet ø-samfundet ud og er tilbage i København. Her bor hun i en herskabslejlighed ved Nørreport Station med kæresten Andreas og hans lille søn Tristan og lever af at skrive sange og bøger.

”Børn vil bare gerne have, at deres familie er som andre familier, og det var min familie ikke,” fortæller hun.

Alene efter moderens død

Også på et andet punkt følte Alberte Winding sig anderledes. Og alene.

Nemlig i forhold til den altomfavnende sorg hun følte efter moderens død. Hun var farvet af det konstante savn, ingen talte om. Allermindst hende selv af angst for, at andre ikke ville kunne rumme det.

”Jeg beskyttede andre mod den sorg, for jeg kunne se på dem, det var for svært at forstå, og hvad skulle de sige? Jeg kunne lige så godt have sagt: Jeg er fra Mars,” fortæller hun. De ellers smilende øjne bliver fugtige og røde for en stund, mens hun fortæller.

For at beskytte sig selv forsvandt Alberte ind i en form for drømmeverden, hvor alt var godt. Og i litteraturen, hvor hun kunne lade sig opsluge for en stund. Allerhelst af Mumi-troldenes melankolske univers. Hun skrev sine egne sørgmodige sange, som hun sang for sig selv, mens hun red rundt på sin gråskimlede hest Biesa.

Blev opdraget som børnenes advokat

Selvom Alberte var anderledes, blev hun alligevel accepteret. Og opvæksten på Ærø bød også på et stærkt børnefællesskab, hvor der blev leget spark til dåsen foran købmanden, fanget salamandere og haletudser i det nærmeste vandløb og røget tørret græs i et udhulet æble i hemmelighed på høloftet. Og på lange rideture over stubbemarkerne med bedsteveninden Lis.   

Der var masser af frihed til at lege i de flippede 70’ere, hjemme på gården lå stakke med bøger om børnepsykologi, som de voksne pløjede igennem. Faderen lærte hende, at børn skal tages alvorligt, at de har rettigheder og behov.

”Jeg blev jo opdraget som en slags børnenes advokat og lærte, at børn var særligt kloge og fine mennesker. Vi blev ekstremt kritiske over for vores forældre og stillede mange spørgsmål. Og det var jo en fin gave, de gav os med,” fortæller Alberte og tilføjer:

”Men mine forældre erkendte senere, at vi hellere ville have haft trygge rammer, og at de ikke havde behøvet at opfinde den dybe tallerken hele tiden. De havde et opgør med tidens borgerlighed. Vi har haft et opgør med deres mangel på samme.”

Kunst kan være et spejl for andre

Følelsen af at være anderledes sidder fortsat i Alberte Winding i dag.

”Jeg er meget opmærksom på, om jeg passer ind. Jeg har stadig en erkendelse af, at det gør jeg overhovedet ikke – det er aldrig rigtig lykkedes mig. Men det er godt, når man optræder, for gennem mine særheder, beskriver jeg en verden, I godt kender.”

Kunsten har været en nødvendig ventil for hende i forhold til at kunne rumme og bearbejde tabet af moderen.

”Sorgen har også nogle funktioner, som er positive. Jeg er ikke kun blevet sanger og forfatter, fordi jeg er født i det miljø, men fordi jeg virkelig har haft brug for at give mine følelser et udtryk. Hele tiden.”

Sorgen er en fast del af den mentale bagage, Alberte Winding bærer med sig.

”Jeg har et eller andet slags granatchok i mig stadigvæk. Jeg ved ikke, om det nogensinde forsvinder, det tror jeg egentlig ikke. At miste en forælder er en begravelse, der varer hele livet.”

”Jeg har bare totalt hul til tårerne, de pibler ud”, siger hun og stryger sig atter under øjnene.

På nogle måder er Alberte Winding stadig den 8-årige pige, hun var, da moderen tog sit liv. Hun har nem adgang til barnligheden i sig selv, og husker tydeligt hvordan det var at være barn og føle sig anderledes end de andre.

Hjælp til sårbare børn. "Betty får en julegave"

Erfaringerne bruger hun i dag til at lave musik og bøger for børn, der har det svært. Hun har været frivillig i sorggrupper for børn, der har mistet en forælder. Og hun har netop udgivet børnebogen ’Betty får en julegave,’ der handler om en fattig pige, som ikke har råd til at holde jul. Lige som hun selv gennem flere år har samlet ind via Røde Kors til julehjælp for udsatte familier.

For Alberte handler det om at fjerne stigmatiseringen og give børnene en følelse af sammenhold.

”De skal kunne slappe af og føle sig rummet – det er det, jeg vil med det."

 GIV JULEHJÆLP