Mønsterbryderen

Hele livet har hun knoklet for at undslippe sin fattige barndom. Men en dag indhenter fortiden sangerinde og forfatter Majbritte Ulrikkeholm. Og tvinger hende til at træffe et valg.majbritte
 
 

09.11.2015 Af Julie Lorenzen. Foto: Camilla Schiøler

Udgivet 9. november 2015.

”Hvor er jeg?”

Majbritte Ulrikkeholm sidder fortumlet på et hotelværelse i Sønderborg. Hun aner ikke, hvor hun befinder sig og kan hverken huske sit navn eller CPR-nummer. Hendes hjerte hamrer afsted. Synet flimrer. Hun er træt.

Kroppen har kollapset hende omkuld midt i en turne. For første gang kan hun ikke længere mase på med koncerter på store spillesteder, workshops, møder og alle de andre projekter, hun har kastet sig over siden den tidlige ungdom. Med mormorens evige mantra i baghovedet:

”Du skal blive til noget. Du må ikke spilde dine evner. Ellers ender du som mig på fabrikken.”

Du kan give udsatte børn en god jul

Det er Majbrittes største frygt. At havne som bedsteforældrene, der arbejdede på en dåsefabrik de fleste af døgnets vågne timer. Derfor har hun knoklet løs hele sit voksenliv for at opbygge en karriere som sanger og forfatter.
Nu må hun aflyse alt i kalenderen og tilbringe de næste fire måneder på sofaen.

Voksede op hos sine fattige bedsteforældre

51-årige Majbritte Ulrikkeholm, der er kendt for sine mange soloalbums og bøger, bor i dag i et kolonihavehus langt ude på Amager med sin hund Tao. Brændeovnen og de mange tændte stearinlys skaber hygge og varme.

Her er langt fra det røde murstenshus i Odense, hvor hun voksede op med sine bedsteforældre. Moderen var psykisk syg og kunne ikke tage sig af Majbritte og hendes to ældre søstre.

Barndomshjemmet var trangt. Den 13 personer store familie med onkler, tanter og vedhæng boede stuvet sammen i det smalle, treetagers hus. Majbritte delte to værelser i stuen med bedsteforældrene, søstrene, en papegøje og hunden Kasper. Senge var der ikke plads til, så hver aften pumpede morfaren fem luftmadrasser op, de kunne sove på. Kaminen i stuen var eneste varmekilde, så når vinteren rasede, rykkede de tæt sammen.

Huset duftede konstant af de kogte indvolde og ko-maver, Majbrittes mormor fik gratis hos slagteren, fordi ingen andre ville købe det.

De havde som en af de eneste familier i Odense ikke træk-og-slip-toilet. Turen på det iskolde das i gården betød, at familien på skift havde blærebetændelse.

Majbritte Ulrikkeholm husker stadig daset med gru. Første gang hun skulle derud, skreg hun som en sindssyg og holdt fast i sin morfar. Ved tanken om daset bryder hun ud i et af sine hyppige latterudbrud, der brager gennem stilheden i kolonihavehuset. Stemmen afslører en tydelig fynsk accent, der udelader d’erne og trækker vokalerne lange. Hænderne gestikulerer ivrigt, og talestrømmen er konstant.

Man skal hjælpe, hvis man kan

Nok var barndomshjemmet fattigt på materielle goder, men kærlighed og nærvær var der masser af. Huset genlød konstant af harmonika, sang og højlydte, snakkende stemmer. Mormoren gjorde meget ud af lære Majbritte og hendes søstre, at man skal hjælpe andre, der har det svært.

”Når kirkebøssen gik rundt i kirken, sagde min mormor altid, at vi kunne lægge en 1-øre i. For hvis du har noget, skal du give det videre, lige meget hvor lidt det er. Så længe man har noget at give, er man ikke fattig.”

Majbritte Ulrikkeholm husker en jul, hvor familien gav alle de penge, de skulle have holdt juleaften for til Røde Kors. Julen var altid noget helt særligt. Der blev sparet op til flæskesteg og juletræ. Og alle havde i løbet af året gjort sig umage med at lave gaver til hinanden. Majbritte lærte at være kreativ. Havde man et stykke papir, kunne det blive til en blomst til morfar.

Vi har brug for din hjælp til at give udsatte børn en god jul

”Det er den positive side af det, man kalder fattigdom. Man udvikler nogle andre sider, det er simpelthen nødvendigt. Vi lærte at sætte pris på det, der ikke var materielt. Min mormor sagde altid, at hendes gaveønske var, at vi havde tid til at være sammen.”

Fra das til træk-og-slip toilet

Da Majbritte var ni år, blev der truffet en skæbnesvanger beslutning. Hun skulle flytte hjem til sin psykisk syge mor. En kæmpe omvæltning for den lille pige.

Selvom moderen var på bistandshjælp og ikke havde mange penge, oplevede Majbritte en luksus, hun ikke var vant til: en lejlighed med træk-og-slip toilet, sit eget værelse og gulvtæpper, man kunne ligge på maven på uden at fryse.

Og så var der rent. Klinisk rent. Moderens sygdom manifesterede sig blandt andet i en overdreven rengøringsmani. Alt duftede af Ajax, og der var en konstant spray-lyd fra rengøringsflasken: pffft, pffft, pffft.

Ofte inviterede hendes mor narkomaner, psykisk syge og andre på samfundets kant med hjem og lærte Majbritte om at vise rummelighed over for dem, der er anderledes.

Når julekurven kom, blev det jul

Moderen forsøgte at give sine børn en jul og søgte hvert år om julehjælp. Hun havde hverken råd eller overskud til selv at købe julemad. Selvom om der hvert år var det samme i julekurven, stod Majbritte og hendes søstre altid spændte og kiggede på, nå det brune indpakningspapir blev åbnet og afslørede godter som and, sovs, kartofler og marcipan.

”Vi blev imponerede hver gang. Julekurven betød rigtig meget, for så vidste vi bare, det var jul.

6500 familier har ikke råd til at holde jul

Julen var dog alligevel helt anderledes end hjemme hos bedsteforældrene. Der var langt fra altid det hyggelige familiesamvær, Majbritte havde været vant til. Det var nemlig også den tid på året, hvor hendes mor blev mindet om, hun var anderledes. At hendes børn måtte vokse op hos hendes egen mor. Og at hun ikke havde kræfter til at give dem en god jul.

Flere gange endte julen med, at moderen blev indlagt på psykiatrisk afdeling.

Den følelsesmæssige fattigdom var den værste

For første gang oplevede Majbritte en fattigdom, hun ikke havde kendt til før: Den følelsesmæssige.

Moderen kunne ikke tage sig af sine børn. Hun forsvandt i dagevis. Eller blev indlagt. Ofte var der ingen mad i køleskabet, så Majbritte og hendes søstre måtte gå sultne i seng.

”Man vidste aldrig, hvornår hun blev syg. Det var virkelig hårdt. Den følelsesmæssige armod er meget hårdere at leve med end ikke at have nogen penge. Det var traumatisk for mig at blive flyttet hjem til min mor.”

Majbritte begravede sig i sit eget, ensomme univers på værelset, hvor hun skrev sange og fortællinger.

Havde for travlt til at mærke sig selv

Opvæksten hos moderen gør Majbritte Ulrikkeholm selvstændig i en tidlig alder. Hun lærer at klare sig selv og træffe sine egne valg. Det fører hende længere og længere ind i karrieren som sanger og forfatter. Og ind i arbejdsliv hvor hun arbejder så hårdt, at hun ikke har tid til at forholde sig til barndommens smerte og mærke sig selv.

Hun bliver en succes, tjener penge og får råd til eget hus og bil. Siger aldrig nej til en opgave. Angsten for igen at havne i fattigdom driver hende frem, for inderst inde er hun bange for ikke at overleve.

Vil du give et udsat barn en god jul - giv julehjælp her?

Majbritte er så ambitiøs, at hun næsten ikke kan trække vejret. Men så en dag siger kroppen stop. I de fire måneder, hun er tvunget til at ligge på sofaen, tillader hun for første gang sig selv at mærke, hvordan hun egentlig har det.
Hun mærker både angsten og en anden følelse, hun ikke har tænkt over før. Skylden.

”Jeg havde en skyldfølelse over, jeg ikke blev ved med at være fattig lige som min familie. At jeg tjente penge. Der er en solidaritet i en familie, hvor der er ekstrem fattigdom. Man er sammen om at være fattig.  Jeg var pludselig noget andet og hørte ikke rigtig til.”

Stress-sammenbrud blev forvandlet til overskud

Månederne på sofaen ændrer alt. Majbritte træffer et valg: Hun lægger angsten bag sig, for hun er jo ikke længere fattig. Kærligheden til musikken bliver den nye drivkraft. Og skyldfølelsen forvandler hun i stedet til en positiv forpligtigelse.

”Jeg tænkte, det er da godt, du tjener penge, så har du råd og overskud til at gøre noget for andre. Du skylder ikke din familie at blive i armod.”

Overskuddet bruger hun i dag på at give udsatte familier en god jul, som den hun engang havde hos sin mormor. De seneste par år har hun haft sin egen juleindsamling til fordel for Røde Kors. Og hun har netop lagt sidste hånd på julepladen ’Min allerførste jul’, hvor ti kroner for hver solgt plade går til indsamlingen.

På en måde er det at samle ind til andre med til at hele barndommens gamle sår.

”Min mormor lærte mig altid, at det er godt at mærke, man har overskud til at gøre noget for andre. Hvis du kan, så gør det,” siger hun.