
Sådan hjælper Røde Kors ofrene for jordskælvet i Tyrkiet og Syrien
Tusindvis har mistet livet efter jordskælvet, som har ramt det sydlige Tyrkiet og nordlige Syrien. Røde Kors-kollegaer og frivillige knokler for at få livsvigtig nødhjælp frem til dem, der har mistet alt. Læs mere om situationen, og hvordan vi hjælper, her på siden.
- Om situationen i Tyrkiet og Syrien
-
Et nyt, ødelæggende jordskælv har ramt befolkningen i Tyrkiet og Syrien om aftenen mandag den 20. februar i det samme område, som to uger forinden blev lagt i ruiner af et historisk kraftigt jordskælv. Med en styrke på 6,4 er jordskælvet endnu en tragedie for millioner af mennesker, som stadig ledte efter deres kære under murbrokkerne.
Der er allerede meldinger om omkomne, hundredvis er sårede og flere bygninger er kollapset, og i Hatay er et hospital ødelagt. Mareridtet fortsætter, og det gør hjælpearbejdet også.
Jordskælvet rammer imens at tusindvis af frivillige i Syrien og Tyrkiet er i gang med at få livsvigtig nødhjælp frem til dem, der har mistet alt efter jordskælvet, som ramte natten til mandag den 6. februar.
Med en styrke på 7,8 var det et af de kraftigste jordskælv målt i det område i mere end 100 år. Tusindvis af mennesker har mistet livet, og endnu flere er sårede. Jordskælvet har efterladt millioner uden hjem.
”Alle, jeg møder, har et familiemedlem eller en ven, som sandsynligvis stadig ligger under murbrokkerne. Alle er klar over, at der skal mirakler til lige nu, hvis man skal finde mange flere overlevende. Det er bidende koldt, så håbet om, at man kan overleve så længe under murbrokkerne, er ikke særlig stort,” siger Bjarke Skaanning, katastrofechef i Røde Kors, fra det katastroferamte Tyrkiet.
Ifølge OCHA havde 4,1 millioner brug for humanitær hjælp inden jordskælvet, og blandt dem er mange syriske flygtninge. Blandt de største byer, hvor jordskælvet har lagt bygninger i ruiner, er Aleppo, Hama og Latakia i Syrien samt Gaziantep, Diyarbakır, Adana og Kahramanmaraş i Tyrkiet.
IFRC har estimeret, at jordskælvet har påvirket 5 millioner mennesker i Syrien og 13,5 millioner i Tyrkiet. I Syrien ramte katastrofen en befolkning, der allerede er i knæ efter 12 år med borgerkrig. En befolkning, som også kæmper mod kolera, og som nu risikerer en sundhedskrise efter mange er blevet fordrevet.
Den kolde vinter gør behovet for hjælp endnu mere akut. Mennesker ramt af jordskælvet må sove på gaden, hvor der i mange byer er frostgrader om natten. De har akut brug for husly og varme.
Både i Syrien og Tyrkiet er hjælpearbejdet i fuld gang, selvom efterskælv, ødelagt infrastruktur og barske vejrforhold gør arbejdet svært. I Tyrkiet har tusindvis af frivillige allerede uddelt millioner af måltider og vand til dem, der har mistet alt, uddelt varme tæpper og sat telte op. i Syrien er tonsvis af nødhjælp i gang med at blive uddelt. Men behovet er enormt, og der er brug for endnu mere hjælp.
- Hvordan hjælper vi i Tyrkiet og Syrien?
-
"Røde Kors er der for at bringe håb til de mennesker, der har overlevet, og organisere, at så meget hjælp som muligt kommer frem. Jeg har sjældent oplevet at så meget hjælp er kommet frem på 14 dage, som i Tyrkiet. Telte skyder op overalt," siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.
I Syrien kørte Syrisk Røde Halvmåne ambulancer afsted mod de ødelagte områder, kort efter jordskælvet ramte. Frivillige og ansatte har knoklet i døgndrift for at redde mennesker ud af murbrokkerne og evakuere overlevende til hundredvis af midlertidige krisecentre på skoler og i forladte bygninger. Tusindvis af frivillige og ansatte uddeler også livsvigtig nødhjælp som mad, varme tæpper og maddresser til over hundredtusindvis af mennesker, og de yder førstehjælp, psykologisk førstehjælp og psykosocial støtte. Syrisk Røde Halvmåne fortsætter også ambulancekørslen og støtter sundhedsfaciliteterne i blandt andet Aleppo, Hama, Idlib og Latakia. Røde Kors støtter op om Syrisk Røde Halvmånes indsats.
Derudover støtter ICRC med førstehjælpsudstyr, ligposer, varme tæpper, vandflasker, madrasser, mad og hygiejneartikler, og sammen har Røde Kors-bevægelsen allerede fået hundredvis af tons nødhjælp ind som mad, medicin, telte og varme tæpper. Livsvigtig nødhjælp, som lige nu er ved at blive uddelt af Syrisk Røde Halvmåne. Men behovene er enorme, og der er brug for endnu mere.
Syrien er et hærget land efter 12 års borgerkrig og en økonomi, som er kollapset. Manglen på elektricitet og benzin, en dårlig infrastruktur og en kompleks, politisk situation gør det svært at få humanitær hjælp frem i det nordlige Syrien. Syrisk Røde Halvmåne og ICRC arbejder i døgndrift for at hjælpe.
I Tyrkiet knokler frivillige og ansatte også for at hjælpe dem, der har mistet alt. Tusindvis af frivillige uddeler blandt andet varmt mad til 1 million mennesker tre gange dagligt, telte og varme tæpper. Indtil videre har de uddelt millioner af varme måltider, som blandt andet er suppe. De hjælper med psykologisk førstehjælp og psykosocial støtte. De har allerede uddelt millioner af måltider og vandflasker til de overlevende. IFRC og Tyrkisk Røde Halvmåne planlægger også at uddele kontante udbetalinger og sikre adgang til rent drikkevand, sanitet og god hygiejne. Det arbejder støtter Røde Kors op om.
- Hvordan kan du hjælpe?
-
Den bedste måde at hjælpe ofrene for jordskælvet i Syrien og Tyrkiet er ved at give pengedonationer til vores arbejde. Du kan både støtte som privatperson eller som virksomhed og være med til at sikre hjælp til tusindvis af familier, som har mistet alt.
Behovene er enorme og ændrer sig dag for dag. De første dage handler det om at redde folk ud fra murbrokkerne, de første uger handler det om at få nødhjælpen frem, og senere kommer den langvarige indsats, der skal støtte familier i at etablere sig igen.
Pengedonationer giver Røde Kors fleksibilitet til at hjælpe der, hvor behovet er størst, og med det, der er behov for. Mad, medicin og mental sundhed.
Du kan også lave en digital indsamling og dele med dine venner eller medarbejdere. Den kan du oprette, hvad enten du er privatperson eller virksomhed, og med din indsamling, kan du hjælpe os med at få akut hjælp frem til børn og voksne i Tyrkiet og Syrien.
Du er velkommen til at printe denne plakat, og hænge den op i jeres kantine, på det nærmeste bibliotek, m.m.