”Lad os forlænge levetiden”
”Lad os forlænge levetiden”
– Citat af Mette Marie Hoeg Von Essen
Initiativtageren og stylisten bag den kreative og smukke billedserie ”Something old, something new, something borrowed and something blue” hedder Mette Marie Hoeg Von Essen. Sammen med fotograf Henrik Adamsen, MUA Vivi Pilgaard, frisør Kasper Astrup og blomstermager Thilde Maria Kristensen, har hun formået at skabe en unik billedserie af modeller i alderen 30-40 år med forskellige etniciteter. Alle modeller er stylet i genbrugstøj fra Røde Kors genbrug.
Something old
Tid tilfører patina og sjæl. Et levet liv, charmen ved den fortælling, der gemmer sig bag, giver rig mulighed for at sætte tankerne i gang, digte videre, og være med til at skabe en ny historie. Serien hylder det smukke i aldringsprocessen, og den personlige fortælling som udstråles gennem både vintagetøj og et ansigt, der har nogle oplevelser med i bagagen. Som et modsvar til ungdomsdyrkelsen, har jeg valgt modeller, som alle er i alderen 30-40 år.
- Something new
Secondhand og genbrug er ikke ensbetydende med en gentagelse af det, der var engang. Det giver tværtimod mulighed for, at udtrykke din helt egen unikke stil, sammensætte stilarter på kryds og tværs, og være med til at skabe nye trends. Med udgangspunkt i et legende univers, der binder fortid og fremtid sammen, har jeg derfor forsøgt at skabe et nyt og moderne udtryk af noget gammelt og allerede eksisterende, med genbrugstøj fra Røde Kors' genbrugsbutikker i hele landet.
- Something borrowed
Modekoder handler i høj grad om at udtrykke en personlig fortælling, som giver tøjet en ekstra dimension, og gør det til en forlængelse af personligheden. Det behøver ikke at være med udgangspunkt i et politisk ståsted eller begrænse sig til nationalitet, kultur eller religion, men blot ønsket om at skille sig ud fra mængden. Vi ”låner” fra hinanden og blander det hele. Der er både sympati, charme og bæredygtighed i det at låne fra hinanden. Tøjet cirkulerer og bliver en form for økosystem, der rummer både hemmeligheder og oplevelser.
- Something blue – Feeling blue
Kunne man evt. forestille sig et samfund hvor der var restriktioner på, hvor meget nyt tøj man måtte producere - eller som forbruger købe om året?! En form for klippekorts-ordning. Alternativt indføre GREEN FRIDAY eller GREEN WEEK som en pendant til BLACK FRIDAY, hvor man en uge om året kun måtte købe allerede producerede varer?! Jeg håber - og tror, at den grønne og bæredygtige bølge på sigt vil vinde større indpas på modefronten. Vi er allerede godt på vej.
Billedserien er lavet af:
Tekst og idé: Mette Marie Hoeg von Essen
Fotograf: Henrik Adamsen - @henrikadamsen
Stylist: Mette Marie Hoeg von Essen - @vonessen.styling
Hår & Make-up:
- Vivi Pilgaard - @vivipilgaard
- Kasper Astrup - @kasperastrup
- (make-up assistent: Julie Erika Rasmussen - @hairandmakeup_by_julieerika)
- (stylistassistent: Gitte Kronborg - @gitte.kronborg)