Peter Mygind: Førstehjælper i sit eget liv

Han trøstede sig selv som barn og var typen, der ikke blandede sig i andres liv. Men en dag tog Peter Mygind en beslutning, der skulle ændre hans identitet.

Thumbnail
Peter Mygind

Det var en helt almindelig dag for ti år siden, han fik opkaldet. Hans 14-årige søn Julius var i den anden ende af røret, og Peter Mygind kunne med det samme høre, den var helt gal.

”Far, jeg er blevet fucking overfaldet,” lød det.

Julius var taget med toget ind til København for at gå på computercafé. Klokken var fire om eftermiddagen. Det var myldretid, og det vrimlede med mennesker. Foran Netto var han blevet holdt op af fem 13-14-årige aggressive drenge. De havde presset ham op mod butikkens ruder for at frarøve ham hans ejendele. Og hans far kastede sig nu ind i bilen.

”Det første jeg spurgte Julius om var, hvad han selv havde gjort,” siger Peter Mygind.

”Han sagde: Jeg gjorde ikke en skid, far.”

Men det var der heller ikke andre, der gjorde, og det er Peter Mygind stadig chokeret over.

”Der stod 20-25 voksne mennesker omkring og kiggede. Folk var oven i købet stoppet op for at iagttage, hvad der skete, men ingen greb ind."

”At man ikke ringer til politiet, forstår jeg ikke,” siger han.

På politistationen fik de at vide, at Julius havde været meget uheldig, og at man ifølge statistikken kun oplever den slags én gang i sit liv. Men tre uger senere kommer en skrigende og blodig Julius ind ad døren i hjemmet i Charlottenlund. En ny flok drenge er fulgt efter ham i toget på vej hjem fra skole. Han er blevet gennemsparket og røvet 50 meter fra huset.

”Jeg løb ud af døren på strømpesokker og ville have fat i de her drenge," siger Peter Mygind.

En tilfældig reddede hans liv

Siden den dag har Peter Mygind ikke bare arbejdet som skuespiller, men i stigende grad som foredragsholder og ambassadør for antimobning og social ansvarlighed.

Han har været på 400 skoler for at tale om, hvordan vores handlinger påvirker andre. Han har skrevet bogen Myginds Mission, hvor han komme med anbefalinger til, hvordan vi kan gribe ind i hinandens liv. Og faktisk er han kun i live i dag, fordi en forbipasserende cyklist greb ind i hans eget liv.

Cyklisten gav ham hjertemassage, da han fik en blodprop i lungerne og faldt død om uden for Gentofte Hospital i februar 2015. Blodproppen var den tredje i rækken, og fik ham til at sige ja til at være ambassadør for Røde Kors’ førstehjælpskampagne Årets Førstehjælper.

Men trods nærdødsoplevelsen, er det alligevel overfaldet for ti år siden, der har ændret ham mest. ”Min søns overfald satte noget i gang. Det gik op for mig, at der er rigtigt mange, der ikke tør gribe ind i andres liv, og det har sat en ny rejse i gang inde i mig. Jeg besluttede mig for at ville blande mig mere,” siger han og er i dag overbevist om, at dine handlingsmønstre smitter.

”Det kan være hårdt at ændre mønstre, og det går langsomt. Men jeg er fuldstændig overbevist om, at hvis du selv ændrer adfærd, så ændrer andre langsomt med.”

Førstehjælp for private

Tag et førstehjælpskursus hos Røde Kors. Vi har kurser i hele landet som passer til dine behov.

Råbte af sin søn

At han selv påvirker andre på godt og ondt, blev Peter Mygind for alvor bevidst om efter overfaldet. I flere år havde Julius mistet lysten til at gå i skole, og hele familien begyndte i terapi for at komme sig over den angst, der havde sat sig i dem alle. Julius’ lillebror Valdemar var ni år, og på et tidspunkt giver terapeuten Valdemar ordet med besked om, at han må sige præcis, hvad han vil. Det der kommer ud af munden på ham, tager pippet fra Peter Mygind.

”Grunden til, jeg råber så højt engang imellem er, fordi min far gør det,” siger Valdemar.

Peter Mygind vidste godt, han brugte sin stemme som våben, når han blev presset. Han var klar over, at han som skuespiller havde lært sig at råbe så højt, at folk ”tabte en løs fortand og hårene under armene,” som han siger. Men han havde aldrig tænkt over, hvor meget hans egne handlinger smittede af på hans børns opførsel.

”Jeg kan love dig for, at det ramte mig hårdt i maven. Jeg blev SÅ flov. Og lige der besluttede jeg mig bare for, at det var slut med at råbe. Jeg ville lære at sætte mig i respekt uden."

Fraværende forældre

I Peter Myginds egen barndom, var der ikke nogen forældre, der råbte ad ham. Tværtimod. Han husker dem som åbne, nysgerrige og favnende, men også ret fraværende. Hans far var direktør og hans mor teaterleder, så de var begge ude af døren klokken syv. Og i de første 13 år af hans liv var det derfor barnepigen Lis, der sørgede for ham og hans storebror Lars.

”Jeg er vokset op i et hjem, hvor jeg har været meget overladt til mig selv,” siger han.

”Men det har så også lært mig, at tænke selvstændigt.”

Peter Mygind forsøger hele tiden at balancere sin opvækst i den måde, han taler om den. Han har tilgivet sine forældre for deres fejl og beskæftiger sig mest med, hvad han har lært af det.

”Jeg har jo også set en mor og en far brænde for noget, og uanset om du brænder for at hjælpe mennesker eller for at sprede kærlighed, så er lidenskab en skøn ting. Jeg er eddermame vokset op med nogle forældre, der har haft lidenskab for deres arbejde og deres liv. Det mod og den drivkraft, de havde, har jeg jo selv fået med, og den gør jeg i den grad brug af i dag.”

Men det var aldrig til at vide, om der trådte ét eller 30 mennesker ind i huset, når hans mor kom hjem. Og både hans fars og mors næste fest var altid lige om hjørnet. Peter husker, hvordan han har danset rundt med Dirch Passer, Daimi og Jean Voigt.

Hans kammerater syntes, det var som at være inviteret over til Pippi Langstrømpe, og hans mor kunne hive alle ud på rulleskøjter det ene øjeblik og ned i kælderen det næste for at lave dukketeater. Opvæksten har givet Peter Mygind en åbenhed over for andre mennesker og nye miljøer, siger han. Men det var ikke altid lige sjovt som barn, at fremmede mennesker ofte løb med forældrenes opmærksomhed foran snuden på ham.

Fra sit lille værelse på førstesalen med Sweet-plakaten på væggen, kunne Peter Mygind skue ud over travbanen. Her sad han ofte med sin båndoptager og indspillede nogle af de syrede historier, som kørte rundt i hans hjerne. Han skulle bare lukke øjnene, så kom de helt af sig selv. Nogle af dem handlede om hans forældre. Om at de i virkeligheden var robotter uden samme slags følelser som ham. På den måde kunne han bedre forklare, at de ikke var så gode til at tale med ham eller trøste.

”Jeg syntes nogle gange, de var tarvelige eller var der for lidt. Ved at sige, de var robotter, og ikke havde samme følelser som mig, kunne jeg bedre acceptere, at de ikke reagerede, som jeg gerne ville have det. Det var en undskyldning for deres opførsel,” siger han.

HJERTESTOP

Hvert år får cirka 4.000 personer pludseligt hjertestop i Danmark uden for et hospital. Det er cirka 11 personer hver dag.

I 2014 hjalp forbipasserende til med genoplivning i 66 % af alle tilfælde af hjertestop uden for et hospital. Det er en tredobling i forhold til 2001, hvor 19 % trådte til.

Hvis der bliver ydet hjertelungeredning til en person med hjertestop, inden ambulancen ankommer, øges chancen for, at personen overlever med op til 400 %.

Fra 2001 til 2014 er der en markant stigning i andelen af patienter, der overlevede til og med 30 dage efter et hjertestop. I 2001 overlevede 3,9 % og i 2014 overlevede 12,7 %.

Kilde: Trygfonden

På kostskole i Schweiz

Peter Mygind klarede sig gennemsnitligt i skolen og var populær, fordi han var sjov og god til fodbold. Men da han var omkring 13 år, begyndte han at eksperimentere med alkohol og hash og tunede knallerter. Det passede ikke hans far. Han sendte ham på kostskole. I Schweiz.

”Jeg græd i et halvt år. Jeg var så ulykkelig,” siger han.

Fra en afslappet, dansk halvfjerser-folkeskole, kom Peter Mygind ned til det, han selv karakteriserer som et stort lokum af et slot midt i alperne, der bedst kan sammenlignes med troldmandskolen Hogwarts i Harry Potter. Femmandsstuer med enkeltmandssenge. En lille reol og et skab til hver, hvor tøjet skulle ligge i stakke med militær præcision. Der var zimmerkontrolle hver uge, hvor man risikerede at få frataget sine lommepenge, og man stod ret bag sin stol i klasseværelset klokken syv om morgenen. Mygind kunne ikke sproget, og det første halve år lå han og hulkede på sin seng i skjul. Ligesom de fleste af de andre. Blandt andet fordi det kun var tilladt at ringe hjem gennem en telefondame hver anden uge.

”Det var et kulturchok af rang,” siger han.

”Det var survival of the fittest, og jeg oplevede virkelig mobning af værste karakter. Jeg havde venner, der forsøgte at begå selvmord, fordi de blev mobbet og ikke kunne komme hjem. Du risikerede jo, at de, der mobbede dig, boede på dit værelse.”

I første omgang skulle han være der et halvt år. Det endte med, han blev i fem. Han var kun hjemme cirka hver fjerde måned, men Peter Mygind opdagede, at han havde fået en evne til at begå sig blandt forskellige mennesker med hjemmefra. Det og så en indædthed.

”Jeg tænkte: Nu skal jeg krafteddeme vise dem, at jeg ikke bare ringer hjem og siger, jeg har hjemve. At jeg ikke knækkede.”

Peter Mygind steg i graderne. Han blev kaptajn på sin stue. Fik lov til at gå i seng, når han ville og fik tildelt en lille trykkoger, hvor han kunne koge spaghetti. Og så tog han en af de mobbede under sine vinger på sin stue. Han endte med en tresproglig handelseksamen og den højeste udmærkelse – trible color – for at være bedste kammerat, bedste til sport og bedste elev.

”Jeg var virkelig lykkelig til sidst. Jeg var fand’me stolt,” siger han.

Mine børn skal kunne ringe

I dag er ringen sluttet. Peter Mygind har udgivet børnebogen ”Drengen, der ikke kunne grine,” som tager udgangspunkt i hans egne fantasier som barn, og sønnen Julius medvirker i et stykke, som Peter Mygind selv instruerer, der hedder ”Det gør kun ondt en gang.”

Peter Mygind pointerer, at vi selv kan beslutte os for at blive et af de mennesker, der griber ind i vores børns eller vores medmenneskers liv. Hans liv er et eksempel på det, mener han.

”Jeg har lært at trøste mig selv, fra jeg var lille. Så jeg har måske haft en udfordring i forhold til at holde om nogen, når de viste svaghed. Den egenskab har jeg skullet kæmpe for at tilegne mig, og jeg har måttet finde ud af, hvilken far, jeg gerne ville være” siger han og fortsætter:

Jeg har besluttet mig for, at jeg gerne vil være den, mine børn altid kan ringe til.

Peter Mygind

STØT NU