Når sommeren viser sig fra sin bedste side, findes der ikke noget bedre end en god grillfest. Men den brandvarme grill står midt i haven, imens børnene leger fangeleg og hopper på trampolin. Derfor kan du følge nogle gode råd for at undgå ulykker.

Sommer betyder, at det er tid til grill og hygge i haven - og selvfølgelig skal børnene være med, når de voksne laver mad. Men hvert år kommer flere hundrede danskere til skade ved grillen. Derfor har vi nogle gode råd til, hvordan du kan sikre, at I både får lækre, friskgrillede grøntsager og samtidig undgår forbrændinger og andre uheld.

Gode råd til forebyggelse af ulykker, når der grilles

  • Fortæl børnene, at grillen er tændt og meget varm
  • Hav konstant opsyn med grillen og lad ikke børn nærme sig den
  • Stil grillen på et hårdt, jævnt og ikke-brandbart underlag
  • Stil aldrig grillen indendørs - det kan give kulilteforgiftning. Grillen skal placeres i det fri, så varme og os frit kan stige op
  • Hav en spand vand stående eller haveslangen liggende inden for rækkevidde
  • Undgå løsthængende tøj, som nemt kan antændes
  • Anvend sprittabletter til optænding - brug aldrig sprit, benzin eller lignende, da det kan give en eksplosionsagtig ild
  • Brug en pejsetændstik og hold den hen til briketterne, da risikoen for at brænde fingrene øges ved brug af en lighter eller af en almindelig tændstik
  • Pas på brandfaren, når asken kasseres. Asken gløder i lang tid
  • Grav ikke engangsgrillen ned i sand, da den gør sandet så varmt, at det kan give forbrændinger længe efter