Beirholms Væverier har styr på førstehjælpen

Hos Beirholms Væverier A/S får alle medarbejdere tilbudt et førstehjælpskursus, lige som virksomheden både har en hjertestarter og en beredskabsplan i tilfælde af ulykker. Derfor er Beirholm en af de tre nominerede arbejdspladser til Røde Kors Førstehjælpsprisen.Beirholms Væverier
 
 

Af Ditte Nørgaard Goor. Foto: Beirholms Væverier A/S

Hos Beirholms Væverier i Kolding har 38 ud af firmaet 70 ansatte taget et førstehjælpskursus. Et kursus, som Beirholm tilbyder gratis til alle de medarbejdere, der er interesserede.

Beirholms indsats i forhold til at fremme viden om førstehjælp, er så imponerende, at virksomheden er nomineret til Røde Kors Førstehjælpsprisen for arbejdspladser. Det fortæller chef for førstehjælp Tina Donnerborg.

"Vi synes, det er vigtigt, at virksomheder tager et samfundsansvar, viser engagement og uddanner deres medarbejdere i førstehjælp. Det er til glæde for alle," udtaler Tina Donnerborg.

Udover at tilbyde medarbejderne førstehjælpskurser, har firmaet en hjertestarter, der også er tilgængelig for folk i lokalområdet inden for arbejdspladsens åbningstider.

"Vi går meget op i trivsel og sikkerhed hos Beirholm. Hjertestarteren er tilgængelig for alle, fordi vi ikke kun tager ansvar for vores personale men også for vores omgivelser. Det ligger i vores firmakultur," fortæller HR-chef Tovehelena Dockal Poulsen.

Førstehjælpsprisen uddeles den 24. marts hos Privathospital Aleris-Hamlet i Søborg.

Din virksomhed kan bestille et skræddersyet førstehjælpskursus her

Kurserne skaber tryghed på arbejdspladsen

Beirholm har også indført en beredskabsplan, så alle medarbejdere ved, hvem af deres kolleger, der kan førstehjælp. En gang om året snakker Tovehelena Dockal Poulsen med alle på listen og hører, om de føler sig sikre på, hvad deres rolle er, hvis der skulle ske en kollega noget.

Linda Ebbesen er ansat hos Beirholm, og hun deltog i et af de kurser, der blev afholdt i 2014. Det skaber tryghed i hendes hverdag, at hun har lært, at det vigtigste er at handle, når ulykkerne opstår.

”Jeg tror, jeg ville føle mig hjælpeløs i situationen, hvis jeg ikke havde haft kurset. Men nu ved jeg, at det er bedre at gøre noget end ikke at gøre noget,” siger Linda Ebbesen.

Førstehjælp er vigtigt i alle livets situationer

Kurserne er især populære, fordi mange af virksomhedens ansatte har små børn. De føler derfor, at førstehjælpskurserne virkelig gør en forskel også uden for arbejdspladsen.

"Hvis der sker noget, så kan man være med til at redde liv alle steder. Medarbejdernes kendskab til førstehjælp strækker sig derfor langt ud over virksomheden fire vægge. Derfor er det vigtigt, at vi tilbyder de kurser," fortæller HR-chef Tovehelena Dockal Poulsen.

Beirholms Væverier A/S har heldigvis endnu ikke haft brug for hverken hjertestarter eller medarbejdernes førstehjælpskunnen. Men skulle ulykken ske, er de klar.

Ud over Beirholms Væverier i Kolding er TV2 i København og Odense samt Aalborghus Gymnasium i Aalborg blandt de nominerede virksomheder til Røde Kors Førstehjælpsprisen.