Lundbecks egen førstehjælpsinstruktør skaber tryghed

Bjarne Laursen står for at uddanne Lundbecks medarbejdere i førstehjælp og sikre, at der er hjertestartere tilgængelige på arbejdspladsen. Desuden rykker han selv ud, hvis en kollega får behov for førstehjælp. Bjarnes store arbejde med førstehjælp betyder, at Lundbeck er nomineret til Røde Kors’ Førstehjælpspris.

Thumbnail

Hos Lundbeck nyder man rigtig godt af at have sin egen førstehjælpsinstruktør tilknyttet. Bjarne Laursen er koordinator for medicinalvirksomhedens vagtkorps, men står som instruktør også for at uddanne de knap 1700 medarbejdere i førstehjælp. I dag har cirka en fjerdedel af alle medarbejderne et gyldigt og opdateret førstehjælpsbevis.

”Jeg har været i virksomheden i 22 år, så alle ved, hvem jeg er. De føler ikke, det er en fremmed person, der holder førstehjælpskursus for dem, så de er mere trygge i at hoppe ud i opgaverne – både når det er fysisk eller mere teoretisk,” siger Bjarne Laursen.

”Når jeg har holdt et kursus, så kommer kollegerne dagen efter og spørger ind til undervisningen,” tilføjer han.

Kurserne er tilpasset medarbejdernes behov

Lundbeck beskæftiger sig både med forskning, udvikling og produktion af lægemidler. Virksomheden har hovedsæde i Valby, hvor der er 1500 ansatte, og en afdeling i Lumsås på Nordsjælland med 200 ansatte.

Bjarne Laursen tilrettelægger førstehjælpskurserne, så medarbejderne, udover den grundlæggende førstehjælp, også undervises i mere fagrelaterede opgaver.

Eksempelvis bliver medarbejdere, der arbejder i laboratoriet, undervist i ætseulykker, og virksomhedens håndværkere har fået kursus i håndtering af ulykker med el.

HJERTESTOP

  • Hvert år får cirka 4.000 personer pludseligt hjertestop i Danmark uden for et hospital. Det er cirka 11 personer hver dag.

 

  • I 2014 hjalp forbipasserende til med genoplivning i 66 % af alle tilfælde af hjertestop uden for et hospital. Det er en tredobling i forhold til 2001, hvor 19 % trådte til.

 

  • Hvis der bliver ydet hjertelungeredning til en person med hjertestop, inden ambulancen ankommer, øges chancen for, at personen overlever med op til 400 %.

 

  • Fra 2001 til 2014 er der en markant stigning i andelen af patienter, der overlevede til og med 30 dage efter et hjertestop. I 2001 overlevede 3,9 % og i 2014 overlevede 12,7 %.


Kilde: Trygfonden

En hjertestarter er kun fire minutter væk

Cirka ti gange om året rykker Bjarne Laursen selv ud på virksomhedens område, hvis en kollega får brug for førstehjælp. Der har både været tilfælde med en brækket arm, snitskader i køkkenet og én, der havde fået et ildebefindende.

Bjarne Laursen har også overblik over Lundbecks ni hjertestartere, hvoraf den nyeste blev hængt op i midten af februar.

”Jeg lavede en analyse over hjertestartere på vores områder og opdagede, at der var en mangel. Der skal hænge en hjertestarter, som man kan få til ulykkesstedet på højst fire minutter, så jeg gik til ledelsen og fik tildelt pengene,” siger Bjarne Laursen.

Bjarne Laursen, der er uddannet i førstehjælp gennem Røde Kors, roser Lundbecks ledelse for at prioritere førstehjælp så højt. Han oplever, at han har meget frie tøjler til at arrangere de kurser, som medarbejderne efterspørger.

Røde Kors' Førstehjælpspris

Årets Førstehjælpspris uddeles den 30. marts 2017 i Røde Kors’ Frivillighus på Blegdamsvej i København. Udover Lundbeck er også REFA og Vestergårdsskolen nomineret til prisen. Læs mere om dem her: