Ditte Nørgaard Goor
Kommunikationsmedarbejder

Tre arbejdspladser er nomineret til Førstehjælpsprisen 2015

For tredje gang kårer vi tirsdag den 24. marts en arbejdsplads, som har gjort en særlig indsat for at uddanne medarbejderne i førstehjælp og øge sikkerheden på arbejdspladsen. Tre danske arbejdspladser er indstillet til prisen.

Aalborghus Gymnasium, TV2 og Beirholms Væverier har det tilfælles, at alle tre arbejdspladser gøre noget ekstra for at sikre, at deres medarbejdere kan førstehjælp. De tilbyder alle gratis kurser til de ansatte. Og så har de tre arbejdspladser alle sammen en hjertestarter.

På TV2’s redaktioner i Odense og København er der et særligt førstehjælperkorps bestående af medarbejdere, der altid er klar til at hjælpe, hvis ulykken rammer. Hos Aalborghus Gymnasium passer man på personale og elever både til hverdag og til fest, hvor man altid sørger for, at der er førstehjælpskyndige til stede, og Beirholms Væverier har en særlig beredskabsplan, så alle ved, hvad de skal gøre, hvis nogen kommer til skade.

Det er blot nogle af de tiltag, som er årsagen til, de tre arbejdspladser er nomineret til Førstehjælpsprisen 2015, som vi for tredje år i træk uddeler tirsdag den 24. marts kl. 13 på Privathospitalet Aleris-Hamlet i Søborg.

Kun hver tredje har opdateret førstehjælpskursus

Prisen uddeles for at anerkende de arbejdspladser, der gør noget ekstra for at sikre, at deres medarbejdere kan førstehjælp. Kun hver tredje dansker har et opdateret førstehjælpskursus, og hver fjerde dansker har aldrig har taget et kursus. Røde Kors har en ambition om, at alle danskere skal kunne førstehjælp, fortæller chef for førstehjælp i Røde Kors Tina Donnerborg.

"Det er afgørende, at danske arbejdspladser tager et særligt og vigtigt ansvar for deres omgivelser og opprioritere at uddanne deres medarbejdere i førstehjælp. Det er med til at skabe trygge og sikre arbejdspladser over hele landet. Og det betyder samtidig, at flere danskere lærer førstehjælp, og medarbejderne kan bruge deres viden i privaten. Det gør en stor forskel," siger hun.

Vi mener, at alle skal kunne førstehjælp og holde det vedlige. 

Derfor er Aalborghus Gymnasium nomineret

På Aalborghus Gymnasium har man gratis førstehjælpskurser til alle 140 ansatte, og en hjertestarter hænger ude foran skolen, så alle i lokalsamfundet kan benytte den. Derudover er der altid personale til stede, der kan førstehjælp. Både i dagligdagen og til festerne. 
Læs mere om gymnasiets imponerende tiltag.

Thumbnail
Thumbnail

Derfor er TV2 nomineret

TV2 tilbyder alle deres 1.350 medarbejdere gratis førstehjælpskursus, og siden mediehuset begyndte at afholde kurserne tilbage i 2008, har omkring 60 medarbejdere hvert år modtaget et førstehjælpskursus. Rundt regnet 14.000 mennesker besøger årligt redaktionerne på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København. TV2 har et førstehjælpskorps, som består af 60 medarbejdere. Det er medarbejdere, der har forpligtet sig til at agere, hvis der sker en ulykke. Derudover står der hjertestartere i receptionerne, der er tilgængelige døgnet rundt, og receptionister uddannet i førstehjælp er altid til stede. 
Læs mere om TV2's flotte førstehjælpsindsats.

Derfor er Beirholms Væverier A/S nomineret

Hos Beirholms Væverier har 38 ansatte ud af 70 taget et kursus i førstehjælp, som virksomheden tilbyder gratis til alle medarbejdere. Førstehjælpskurserne dækker viden om alt fra brug af hjertestarter til brand og hjertemassage til børn. Beirholm har også indført en beredskabsplan, så alle medarbejdere ved, hvem af deres kolleger, der kan førstehjælp.

Derudover har firmaet en hjertestarter, der er registret på hjertestarter.dk, så folk i lokalområdet også kan bruge den inden for arbejdspladsens åbningstider. 
Læs mere om Beirholms flotte førstehjælpstiltag.

Thumbnail