Uden førstehjælp var Aase blevet enke

62-årige Flemming Bach falder pludselig om med et hjertestop derhjemme. Hans kone, Aase Bach, finder ham livløs på stuegulvet og går straks i gang med førstehjælp, der redder hans liv. Den flotte indsats gør, at hun er nomineret til prisen Årets Førstehjælper 2018. En nominering hun kan nyde med Flemming ved sin side.

Nominerede til Årets Førstehjælper 2018: Aase

Tårerne presser sig på og begynder at strømme ned ad kinderne. De sidste par minutters handlekraft bliver med ét erstattet af chok og uvished. Har hjernen mon taget skade?

Lægehelikopteren er lettet, og tilbage står 58-årige Aase Bach ved det gule murstenshus på villavejen i Næstved. Hun har netop givet livreddende førstehjælp til sin mand, Flemming Bach.

Søndag 10. september 2017 starter egentlig ud med at være en dejlig dag. Aase har været i Aarhus for at se sit nye barnebarn og skal derefter køre sin mand til fodboldkamp, da yndlingsklubben Næstved Boldklub skal spille. Da hun kommer tilbage til huset, står Flemming ved terrassedøren og vinker til hende. Aase bliver i bilen og venter, mens Flemming samler pung og nøgler. Men Flemming kommer aldrig ud til bilen.

Kampen for hjerteslag

”Er du på lokum eller hvad?”, spørger Aase, mens hun utålmodigt går ind i stuen for at hente sin mand. Utålmodigheden bliver dog hurtigt afløst af resolut handling.

Flemming ligger livløs mellem sofaen og sofabordet. Hun klapper ham på kinderne. Der er ingen reaktion og ingen vejrtrækning. Ej heller et hjerteslag. Aases gamle klaptelefon ligger ude i bilen, og der ikke tid til at hente den. Hun må i stedet bruge Flemmings smartphone – et apparat, hun ikke er vant til.

Thumbnail
Foto: Maibrit Hahn

Hun trykker 1-1-2, men ”møget virker ikke”. Det stopper dog ikke Aase. Efter at have fumlet lidt med det moderne udstyr får hun endelig ringet op, siddende på knæ ved siden af sin mand med hænderne solidt plantet på hans brystkasse. Allerede inden hun er kommet igennem til alarmcentralen, er hun ufortrødent startet på hjerte-lunge-redning:

”Min mand ligger livløs. Jeg er begyndt på hjertemassage. Jeg tæller lige højt, så jeg kan holde rytmen: 7, 8, 9,” fortæller Aase fattet til alarmcentralen. De daglige kys er med ét erstattet af mund-til-mund-metoden, men ikke uden problemer:

”Jeg kan ikke få hans kæbe op, så jeg kan lave indblæsninger,” fortsætter hun. 

”Det er okay, bare fokusér på hjertemassagen. En ambulance er på vej,” fortæller stemmen i smartphonen hende. Uden tøven fortsætter hun. Hårdt og længe. Faktisk bøjer hun både Flemmings ribben og brystben, men hellere det end et farvel til sin elskede.

Minutterne går

Efter syv lange minutter kommer ambulancen. Flemmings hjerte slår stadig ikke, men Aases hjerte-lunge-redning har sørget for, at iltet blod er blevet tilført til hjernen og andre livsvigtige organer. Redderne tager over med en hjertestarter og efter ordene: ”Der stødes!”, begynder Flemmings hjerte igen at slå.

På sidelinjen står Aase og kigger. På 13 års ægteskab. På sit livs kærlighed, der nu har et bankende hjerte igen.

En lægehelikopter er tilkaldt, og inden længe letter den med Flemming. Tilbage står Aase alene ved murstenshuset i Næstved.

Først nu kommer reaktionen. Tårerne stiller ned ad kinderne på Aase. Flemmings mørkeblå skjorte ligger midt på stuegulvet. Den er klippet op. Det samme er hans hvide undertrøje. Det flyder med indpakning fra kanyler og andet emballage, der i al hast er blevet flået op. Flemming har haft et hjertestop, men takket være Aases indsats kunne redderne få gang i hjertet igen.

Efter helikopteren er fløjet afsted med Flemming, må Aase vente i tre, lange dage på at få at vide, om hendes mand har taget skade af hjertestoppet. Han bliver lagt i kunstigt koma.

Aases hurtige indsats var afgørende

Fem måneder efter episoden møder vi parret i murstenshuset. Det 13 år lange ægteskab sluttede ikke den dag. En knitren fra brændeovnen og lyden af ubekymret børnelatter fylder huset. Der er ingen synlige spor efter den voldsomme episode – heller ikke på Flemming.

Det eneste, der vidner om den efterårsdag i september, er den avancerede pacemaker, som Flemming har fået indopereret. Hvis der er noget galt med Flemmings hjerterytme, afgiver den stød, så der ikke opstår endnu et hjertestop.

Lægerne har ikke fundet årsagen til hjertestoppet, men Flemming har det i dag godt og lever uden varige mén. Takket være Aase. Derfor kan han i dag fortsætte sine helt store hobbyer – musik og fodbold. Musikalske toner strømmer ofte igennem parrets hus, og i dag er ingen undtagelse. Flemming hiver en akustisk guitar frem, og brændeovnenes knitren bliver nu afløst af en hyldestsang til yndlingsklubben i Næstved:

Thumbnail
Foto: Maibrit Hahn

”For når de grønne fører bolden frem til mål, så høres mange skrig og skrål. For Næstved Boldklub det er Danmarks bedste hold. De kan sgu noget med en bold,” synger Flemming, mens fingrene ubesværet glider rundt på guitarens strenge.

”Mit liv er som før hjertestoppet. Uden Aases hjælp havde jeg ikke siddet sådan her i dag. Så havde jeg måske været en grøntsag. Hun gjorde alle de rigtige ting, den dag det gik galt,” siger Flemming, da den sidste akkord er spillet.

Fakta om hjertestop

  • Hvert år falder 4.000 personer om med hjertestop uden for hospitalet i Danmark. Det er ca. 11 personer hver dag.
     
  • Sandsynligheden for at overleve et hjertestop falder med 10 % for hvert minut, der går, før der ydes førstehjælp.
     
  • Efter 4-6 minutter begynder hjernen at tage varig skade, hvis der ikke ydes førstehjælp.
     
  • Fra 2001 til 2014 er der sket en markant stigning i andelen af personer, der overlevede et hjertestop. Overlevelsen er mere end tredoblet fra 3,9 % i 2001 til 12,7 % i 2014.

(Kilde: Hjerteforeningen, Trygfonden og Dansk Hjertestopregister)

Tryghed i murstenshuset

Aase arbejder til daglig som dagplejer. Her skal hun hvert andet år på et obligatorisk førstehjælpskursus, og det styrker evnen til at handle i pressede situationer, som den efterårsdag sidste år:

”Det er dejligt, at jeg kunne gøre en forskel, men jeg gjorde jo bare, hvad jeg havde lært,” lyder det beskedent fra Aase, der tilføjer:

”Det giver en tryghed, at man har prøvet førstehjælp før på dukker. Ellers havde jeg nok ikke kunne være så cool og fattet. Det sidder bare på rygraden nu, så man kan handle hurtigt”. Flemming har fra sin tid på arbejdsmarkedet også lært førstehjælp. Det giver en tryghed for Aase og dagplejebørnene i hjemmet, at han vil kunne hjælpe, hvis lignende situationer skulle opstå i fremtiden. Begge er de enige om, at deres kurser i førstehjælp får dem til at føle sig mere sikre i hjemmet.

Hvert sekund er Aases fortjeneste

Aases førstehjælp og resolutte indsats er så fantastisk, at hun er nomineret til prisen Årets Førstehjælper 2018, som Røde Kors uddeler hvert år til en person, der har reddet liv med førstehjælp. Det er Flemming, der har indstillet hende til prisen:

”Jeg er hende dybt taknemmelig. Dette var den eneste måde, jeg kunne vise hende, at jeg virkelig værdsatte, hvad hun havde gjort,” fortæller han og tilføjer:

”Hun er virkelig min helt store heltinde – og min elskede”.

Flemming har tidligere været vidne til, at personer ikke reagerer, når andre falder om. Engang faldt en veninde om med en sprunget kranspulsåre, mens hendes mand og fem andre personer alle stod handlingslammede og iagttog kvinden med de vidtåbne øjne og fråde ud af munden. Ikke én reagerede. Da Aase og Flemming ankom til ulykken, gik de straks i gang med førstehjælp, men hun stod ikke til at redde. Flemming er derfor lykkelig over, at Aase var så handlekraftig, da ulykken ramte ham:

”Alle har gjort et fantastisk stykke arbejde – reddere, læger, sygeplejersker - men den allerførste hjælp er så vigtig,” påpeger Flemming og tilføjer:

”Hvert et sekund, jeg får lov til at opleve i livet, er takket være Aases indsats”.

Kåringen af Årets Førstehjælper 2018

Vinderen af Årets Førstehjælper 2018 bliver kåret 22. marts hos Røde Kors i København. Prisen uddeles for 27. gang og hylder privatpersoner, der har ydet en særlig førstehjælpsindsats og reddet liv. Vinderen modtager en check på 10.000 kroner, der er sponsoreret af privathospitalerne Aleris-Hamlet. Derudover uddeler Røde Kors for sjette år i træk Årets Førstehjælpspris til en arbejdsplads, der har gjort en stor indsats for at uddanne medarbejderne i førstehjælp.

Udover Aase Bach er to andre førstehjælpshelte nomineret til prisen Årets Førstehjælper 2018: