Rasmus reddede Mogens’ liv: Ishockeytræning stoppet af hjertestop

Torsdag den 29. august sidste år fik Rasmus Panders træningsmakker Mogens Husted Hansen hjertestop under den ugentlige ishockeytræning. Men Rasmus kunne førstehjælp, og det reddede Mogens’ liv. Derfor er han nomineret til Årets Førstehjælper 2020, som Røde Kors og Aleris-Hamlet Hospitaler uddeler.  

Det er torsdag aften i Herning Ishockeyhal. Humøret er højt hos Herning IK’s Old Boys-hold, som skøjter rundt på isen og jagter den lille puck. Træningskampen er i fuld gang. Men denne aften ender træningen langt fra som ventet.

43-årige Rasmus Pander sidder i udskiftningsboksen, da der pludseligt  opstår tumult i den anden udskiftningsboks. ”Hvad fanden slås de?" tænker han. 

Rasmus Pander skøjter derfor hen til den anden udskiftningsboks, hvor han ser sin 49-årige træningsmakker Mogens Husted Hansen ligge på gulvet. To holdkammerater er netop i gang med at lægge ham i stabilt sideleje.  

Trækker han vejret?

Rasmus spørger holdkammeraterne, om Mogens lider af epilepsi. Men det mener de umiddelbart ikke. ”Trækker han vejret?” spørger han. Han fornemmer en tøven hos sine holdkammerater. De er ikke helt sikre på, hvordan de tjekker det. Men det ved Rasmus, så han spørger, om han ikke lige skal tage over.

”Jeg tænkte, nu må jeg bare handle. Nogle gange er man bare nødt til at tage styringen. Og det kom bare instinktivt til mig,” siger Rasmus.

Sammen med holdkammeraterne hiver han hjelm, trøje og skulderbeskytter af Mogens. Han sætter sig herefter ned ved siden af ham, hvor han med det samme mærker, at Mogens trækker vejret. Brystet hæver og sænker sig tydeligt ovenpå den fysiske træning. Han lægger derfor Mogens tilbage i stabilt sideleje.  

Imens løber en af kammeraterne i omklædningsrummet efter en mobiltelefon, så de kan ringe 112. På vejen støder han ind i halmanden, som han får til at løbe efter hallens hjertestarter.

Hjertet stopper

Inden i hallen ændrer Mogens’ tilstand sig samtidig drastisk. Hans hjerte stopper med at slå. Rasmus tøver ikke og starter omgående med at give hjerte-lunge-redning.

”Jeg kan ikke rigtig huske noget. Jeg kan ikke huske nogen ansigter. Jeg var så fokuseret på at få Mogens i gang igen. Jeg tænkte ikke. Jeg holdt bare en god rytme og kørte på,” siger Rasmus.

Hjernen slår fra og kroppen slår til for Rasmus, og det eneste han tænke er, at han skal få liv i Mogens igen. Han fokuserer udelukkende på at yde førstehjælpen korrekt, mens han trykker og blæser, det bedste han kan.

Efter et par minutter kommer halmanden med hjertestarten. Hjertestarteren ved Rasmus lige præcis, hvordan man skal bruge. Han er derfor ikke skræmt, da han sætter den fast på brystkassen. ”Nu skal I fjerne jer, væk!” siger Rasmus til holdkammeraterne, der aer Mogens kærligt på kinden og benene.

Fra en livløs kødklump til et levende menneske igen

Hjertestarteren støder Mogens én gang, hvorefter Rasmus fortsætter ufortrødent med tryk og indblæsninger. Tiden står stille. Cirka fem minutter efter Mogens har fået hjertestop, trækker han pludselig et ordentlig drøn ind. Mogens lever igen.

”Jeg står i en blanding af følelser lige bagefter – hvor sindssygt mand, jeg har lige reddet et andet menneskes liv. Og så samtidig, ja, han var død mand! Det var overvældende,” siger Rasmus.

Selv i dag får Rasmus kuldegysninger, når han tænker tilbage på øjeblikket, hvor Mogens begynder at trække vejret igen. Og det har gjort stort indtryk på ham, hvordan Mogens blev til en kødklump, da han fik hjertestop, for at komme til live som et menneske igen.

Og ifølge læge Carsten Tollund fra Aleris-Hamlet Hospitaler bør alle, ligesom Rasmus, kunne førstehjælp:

”Enhver voksen person bør kunne livreddende førstehjælp og bruge en hjertestarter. Det er så vigtigt, da det er de allerførste indsatser, der er afgørende for overlevelseschancerne. For hvert minut en person har hjertestop uden behandling, forringes overlevelseschancen med 10 %.” 

Alle skal kunne redde hinanden

Rasmus føler sig i dag enormt privilegeret over, at han kunne få lov til at redde Mogens liv. Og han er ikke i tvivl om, hvorfor han kunne redde Mogens.

”De førstehjælpskurser, som jeg fik årligt i mit arbejde som elektriker gennem 10 år, har betydet, at jeg har prøvet at trykke på den dukke rigtigt mange gange. Så jeg vidste lige nøjagtigt, hvad jeg skulle gøre,” siger Rasmus.

Hjertestoppet har ikke kun påvirket Rasmus og Mogens. Ishockeyklubben har også fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at kunne førstehjælp. De har derfor besluttet, at hele deres trænerkorps skal uddannes i førstehjælp.    

Og det er vigtigt, at vi alle tager ansvar og lærer førstehjælp, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors:      

”Uheldet kan ske alle steder - på arbejdet, derhjemme eller som her i ishockeyhallen. Det er derfor vigtigt, at vi alle tager et ansvar for at lære førstehjælp, så vi kan redde hinanden, også i fritiden. Man kan fx som her få sin sportsklub til at arrangere et førstehjælpskursus - så er der altid nogen, der kan gribe ind og hjælpe,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.      

Atter træning hver torsdag

Lægerne har siden fundet ud af, at hjertestoppet skyldtes en blodprop i hjertet. Mogens har derfor fået lavet fire ballonudvidelser, og han har efterfølgende været i rehabilitering og sygemeldt i en måned. I dag arbejder han 20 timer om ugen, og han regner med at gå på fuldtid igen i april.

Og der er ingen tvivl om, at Mogens har det godt i dag.

”Jeg har det godt, og taget i betragtning af at jeg er jyde og mand, så må det jo betyde, at jeg har det fantastisk,” siger Mogens med et smil på læben.  

Han suser derfor igen henover isen sammen med Rasmus og alle de andre holdkammerater hver torsdag i ishockeyhallen. Hallen, hvor Rasmus udførte førstehjælp, der reddede Mogens liv.

Derfor er Rasmus nomineret til Årets Førstehjælper 2020.

Vinderen bliver kåret den 3. juli og modtager 10.000 kr., som er sponsoreret af Aleris-Hamlet Hospitaler. Prisen bliver uddelt for 29. gang for at sætte fokus på vigtigheden af at kunne førstehjælp og hylde personer, der har reddet liv.

Fakta om hjertestop og førstehjælp:

  • I Danmark falder 5.400 hvert år om med hjertestop uden for hospitalet
  • 76 procent af alle hjertestop sker i hjemmet og 11% af dem overlever.
  • Tre ud af fire, der falder om med hjertestop, får hjælp af vidner inden ambulancen kommer
  • For hvert minut der går efter et hjertestop, falder chancen for overlevelse med 10%.
  • Kun hver tredje dansker har et opdateret førstehjælpsbevis, og 20% har aldrig taget et førstehjælpskursus.

(Kilde: Dansk Råd for Genoplivning og Voxmeter)