Chano reddede sin stedfars liv: Familiefødselsdag stoppede brat

Søndag den 17. februar sidste år fik Chano Hansens stedfar, Søren Hansen, hjertestop. Men Chano kunne førstehjælp, og det reddede Sørens liv. Derfor er han nomineret til Årets Førstehjælper 2020, som Røde Kors og Aleris-Hamlet Hospitaler uddeler. 

Boller, lagkage og fødselsdagssang. Hele familien er samlet søndag eftermiddag den 17. februar for at fejre 31-årige Chano Hansens nevø, der fylder seks år. De sidder ude i papsøsteren Michelles garage i Store Fuglede, da fødselsdagsfejringen får en brat afslutning.

…Og hør nu her, hvordan vi alle tromme vil. Og hør nu her, hvordan vi tromme vil…

Familien får knapt nok sunget sig igennem første vers af fødselsdagssangen, før Michelles 58-årige far, Søren Hansen, pludselig får det dårligt.

Den er helt gal

Den er helt galt med Hansen, siger Chanos mor, Helle. Chano drejer hovedet og ser sin stedfar, Søren, bøjet indover bordet. Imens dasker Helle forgæves til ham.

Chano rejser sig og trækker hovedet tilbage på Søren. Søren vender det hvide ud af øjnene, ørene er mørkeblå, og han hvæser lidt. Er det et ildebefindende, eller har han fået noget galt i halsen, tænker Chano. Sammen med Sørens stedfar, ”Dys”, banker han ham derfor i ryggen. Og de forsøger at rette hovedet op, så han kan få lidt luft. Chano tjekker, om han har noget galt i halsen. Det har han ikke.

I fællesskab fjerner familien bordene, så de kan få ham ned at ligge på fliserne. Samtidig sender Chanos svigerinde alle børnene ind i huset. Det her skal de ikke være vidne til.

Da Søren har en svag vejrtrækning, lægger Chano sammen med familien ham i stabilt sideleje. Men i det øjeblik, hvor familien har fået lagt i ham den rigtige stilling, stopper han med at trække vejret.

En kamp for livet

Nu er det et spørgsmål om liv eller død.

”Det første, der går igennem mig, er fuck. Det er ikke så meget, jeg husker, jeg ved bare, at jeg skal reagere. Så det gør jeg,” siger Chano.

Chano hiver Søren om på ryggen. Han giver ham to indblæsninger, mens Sørens stedfar, ”Dys”, prøver at trykke brystkassen ned.      

Det her ser ikke rigtigt ud, tænker Chano. ”Dys” har svært ved at finde ud af, hvor han skal trykke, og han har også svært ved at trykke ordentlig ned. Hvis det her skal gøres rigtig, så bliver jeg nødt til at gøre det. Chano overtager styringen og førstehjælpen, da han har en klar idé om, hvordan det hele skal foregå.

Mens Chano trykker løs, ser han, at Sørens ører er blevet helt store, og hans hoved er blevet blåt. Han spørger, om nogen har ringet til alarmcentralen. Søsteren Michelle siger, at hun har dem i røret nu. Alarmcentralen siger, at han bare skal forsætte. Det gør han, selvom skulderen nu knager og smerter en del.

”Jeg var gal. Jeg havde en fornemmelse i hele kroppen af, at jeg var sur, arrig og bitter. Jeg havde bare lyst til at kæmpe,” siger Chano.

Hjerteløber og hjertestarter

Michelles kæreste kører efter den nærmeste hjertestarter, der befinder sig i forsamlingshuset tre kilometer væk. Og Michelles søn løber over til genboen efter forstærkning, hvis Chano bliver træt.

Men Chano bliver ikke træt, han pumper løs på brystkassen. Han lukker alt andet ude. Fokus er på at trykke hårdt nok, give indblæsninger og holde en god rytme. Resten af verden kan vente.

Efter cirka seks-syv minutter kommer to hjerteløbere frem. Chano kæmper fortsat det bedste, han har lært, og de to hjerteløbere konstaterer, at han udfører hjælpen korrekt og er inde i en god rytme. De holder sig derfor lidt i baggrunden.

Et minut eller to senere kommer Michelles kæreste tilbage med hjertestarten til. Chano insisterer på at fortsætte, så kan hjerteløberne få gang i hjertestarteren i mellemtiden. Hjerteløberne sætter hjertestarteren fast på brystet og støder Søren en enkelt gang.

Undervejs trækker Søren selv vejret en enkelt gang, men vejrtrækningen stopper med det samme igen, da Chano begynder at lægge ham i stabilt sideleje. Men Chanos hjerne er stadigvæk i krigertilstand. Vi er ikke i mål endnu, tænker han og klør bare på igen.

Efter 15 minutter kommer lægebilen endelig frem. Lægen siger til Chano, at han bare skal fortsætte, mens han sætter et par ting på Søren. Kort efter kommer ambulancen, og nu overtager lægen og paramedicinerne arbejdet helt.

Alle skal kunne førstehjælp

De får liv i Søren. Han trækker vejret selv igen. Søren lever. 

”Jeg var lettet. Det var som at have vundet en kamp,” siger Chano.  

At Chano gør det rigtige, holder hovedet koldt og redder Sørens liv, er ingen tilfældighed. Han har i alt haft cirka otte kurser i førstehjælp, hvor det især er genopfriskningskurserne hvert andet år i sit arbejde som elektriker, der har opbygget en rutine.    

”Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke havde haft førstehjælpskurser så mange gange, så havde jeg ikke kunnet yde hjælp i samme omfang, som jeg kunne den dag,” siger Chano.      

Derfor er det vigtigt, at vi alle tager ansvar og lærer førstehjælp, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors:      

”Vi har et mål om, at alle kan førstehjælp. For uheldet kan ske når og hvor som helst – også derhjemme. Det er vigtigt, at vi alle tager ansvar for at lære førstehjælp men også for, at dem omkring os kan deres førstehjælp. Man kan fx tage sin familie med på kursus, så er alle beredt, hvis ulykken en dag skulle ramme.”

Chano er nomineret til Årets Førstehjælper

Søren husker, at barnebarnet danser rundt på garagebordet, mens hele familie synger. Herefter bliver alt sort. Det næste, han husker, er, at han vågner op på hospitalet, hvor hele familien står rundt om sengen. 

Lægerne har siden fundet frem til, at årsagen til hjertestoppet var arvæv efter en bypassoperation, som Søren fik for 17 år siden. Søren har derfor fået indopereret en ICD-pacemaker, der desværre har haft den konsekvens, at han ikke kan genoptage sit job som togchauffør, da togchauffører ikke må have en pacemaker. Herudover døjer han en smule med sin korttidshukommelse, psyken og har let til tåre. Men Søren føler sig helt frisk igen.  

Og det er takket være Chano, som både reagerede hurtigt og ikke mindst ydede førstehjælp i 15 minutter. Derfor lever Søren i dag, og derfor er Chano nomineret til Årets Førstehjælper 2020.

Vinderen bliver kåret den 3. juli og modtager 10.000 kr., som er sponsoreret af Aleris-Hamlet Hospitaler. Prisen bliver uddelt for 29. gang for at sætte fokus på vigtigheden af at kunne førstehjælp og hylde personer, der har reddet liv.

Fakta om hjertestop og førstehjælp:

  • I Danmark falder 5.400 hvert år om med hjertestop uden for hospitalet
  • 76 procent af alle hjertestop sker i hjemmet og 11% af dem overlever.
  • Tre ud af fire, der falder om med hjertestop, får hjælp af vidner inden ambulancen kommer
  • For hvert minut der går efter et hjertestop, falder chancen for overlevelse med 10%.
  • Kun hver tredje dansker har et opdateret førstehjælpsbevis, og 20 procent har aldrig taget et førstehjælpskursus.

(Kilde: Dansk Råd for Genoplivning og Voxmeter)