Sult kan skade syriske børn på sigt

Lige nu sulter tusindvis af syriske børn i belejrede byer som Madaya. Det kan have alvorlige konsekvenser, fordi de risikerer at få sukkersyge og indlæringsvanskeligheder. Syriens børn sulter
 
 

15.01.2016 Tekst: Julie Lorenzen. Foto: Olav A. Saltbones/Norsk Røde Kors

Syrien > Vores nødhjælpsarbejde > Sult kan skade syriske børn på sigt

Fødevaresituationen i Syrien er slem. Udsultede børn og voksne må spise græs, papir og husdyr for at overleve.

Mangelfuld ernæring kan have store konsekvenser for især børnene. Det fortæller professor og overlæge Allan Vaag fra Rigshospitalets Institut for Klinisk Medicin. Han har forsket i, hvad underernæring betyder for børn.

”Det kan have vidtrækkende konsekvenser. Det påvirker udviklingen af vitale organer som hjerne, lever og bugspytkirtel, hvis man har været underernæret i fosterlivet eller de to første år. Man kan få øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og type 2 sukkersyge,” siger Allan Vaag.

Han tilføjer, at underernæring også kan have store, mentale konsekvenser som nedsat IQ og indlæringsevne, problemer med at huske samt en øget risiko for depression.

”Jo længere tid barnet sulter, jo mere påvirker det organernes vækst.”

Sult øger risikoen for at dø inden det femte leveår

Ifølge FN’s fødevareorganisation WFP har underernærede mødre større risiko for at føde babyer med for lav fødselsvægt. Og undervægtige babyer har 20 procent større risiko for at dø, inden de fylder fem år.

Derudover svækker underernæring også børnenes immunforsvar. Det betyder, at de er langt mere sårbare over for sygdomme end velernærede børn og risikerer at dø af almindelige infektioner som eksempelvis mæslinger og diarre.

Hjælp os med at støtte Syriens børn

Hvis et barn ikke bliver behandlet for under- eller fejlernæring, inden det fylder to år, vil det ifølge WFP føre til uoprettelige skader i form af kronisk underernæring. Det kan blandt andet forhindre hjernes vækst.

Civile i belejrede syriske byer har ikke spist i fem dage

Røde Kors har netop sammen med FN uddelt blandt andet mad, modermælkserstatning og særlig ernæring til børn til knap 60.000 mennesker i de belejrede syriske byer Madaya, Foua og Kefraya.

Hjælpen var i den grad tiltrængt, da hjælpeorganisationerne ikke har haft adgang til at uddele nødhjælp i de tre byer siden oktober.

Mange indbyggere fortalte, at de ikke havde spist noget i fem dage.